De blev fyret i DONG. Nu har de taget revanche og er blevet én af Danmarks største erhvervssucceser scroll-down

De blev fyret i DONG. Nu har de taget revanche og er blevet én af Danmarks største erhvervssucceser

Hvis målet om at blive CO2-neutrale i 2030 skal nås, kan det ikke gå for hurtigt med omstillingen til grøn energi. Men vi skal ikke kigge langt efter løsningen, for verdens største kapitalforvalter inden for investeringer i vedvarende energi er dansk. Copenhagen Infrastructure Partners har fundet opskriften på succes til en grønnere fremtid.

Af Magnus Fuglsang Søgaard
Foto: Oliver Seppo
Samfund Euroman

Det var ikke, fordi det så flatterende ud, sådan som de prydede forsiden på Børsens laksefarvede avispapir den forårstorsdag i 2012.

’Her er Eldrups guldfugle’ stod der skrevet med store bogstaver, som blev akkompagneret af fire billeder, der tog skikkelse af mugshots.

’Guldfuglene’ var Jakob Baruël Poulsen, Torsten Lodberg Smed, Christina Grumstrup Sørensen og Christian Skakkebæk.

Dagen efter blev også Rune Bro Róin føjet til firkløveret, der alle havde været med til at omlægge olieselskabet Dong til det moderne Dong Energy, som vi i dag kender som Ørsted.

Til stor dramatik var de nu, sammen med topchef Anders Eldrup, der var blevet beskyldt for at have givet de fem guldfugle yderst lukrative lønninger, smidt på porten af Fritz Schur og resten af bestyrelsen.

Spydige øgenavne kan klæbe som tyggegummi under fodsålen, hvis man ikke gør noget ved det. Men det gjorde de – i høj grad.

Samme år stiftede de nemlig Copenhagen Infrastrucure Partners (CIP). Og på blot 11 år har de fem grønne erhvervskometer gjort CIP til global leder på havvind og verdens største kapitalforvalter inden for investeringer i vedvarende energi.

Var der nogen, der sagde revanche?

Fra politisk side bliver der ofte argumenteret for, at den bæredygtige omstilling ikke kun handler om at skrue ned for overforbrug.

Omstillingen skal i stedet være drevet af virksomheder, der kan udvikle løsninger, teknologier og forretningsidéer, der kan hjælpe os på vej mod målet om en CO2-neutral klode.

Ofte er CIP motoren i det rationale. For det er få andre foretagender, der kan bryste sig af at have gjort lige så meget for den grønne omstilling.

Og hvad er det så, de kan?

Vigtigst at forstå er, at historien om CIP ikke handler om klimaaktivister. Den handler om to økonomer, to jurister og en ingeniør, der forstod mulighederne i omstillingen til vedvarende energi og begyndte at tale med grøn accent.

De forstod, at det handler om at tænke stort – og at tjene penge på det. ”Fremtiden kræver noget mere og andet af os,” siger Jakob Baruël Poulsen, Managing Partner i Copenhagen Infrastructure Partners.

”I dag taler vi om megawatt og gigawatt. I fremtiden skal vi tænke og bygge i multigigawatt og designe integrerede energisystemer med kæmpestore havmøller, kabler, omdannelse til brint og tusindvis af kilometer rørledning på land og vand. På tværs af kontinentet.

Hvis vi skal i mål, skal vi tænke i den helt store skala. Vi skal gøre, hvad vores forgængere gjorde med industrialiseringen.

Det bliver nødvendigt med en transformation af hele energisektoren, og derfor er der brug for en fælles samfundsmæssig erkendelse af, at vi skal arbejde sammen og arbejde hurtigt – og at vi skal tænke anderledes.”

At CIP er en såkaldt kapitalforvalter, betyder, at de ikke bruger deres ’egne’ penge til at bygge eller investere i grønne projekter.

I stedet laver de investeringsrunder, kaldet fonde, hvor blandt andre PensionDanmark, CIP’s første investor (en milliard euro i 2012), og Kirkbi, Lego-familiens private holding- og investeringsselskab, har smidt penge i. Og det er nogle heftige beløb, der bliver jongleret med.

Siden 2012 har CIP rejst over 100 milliarder kroner fordelt på 10 fonde; pengene er gået til alt fra investeringer i havvindmølleparker, Power-to-X-anlæg, solcelle-projekter og energilagring flere steder i verden, og investorernes afkast har været så godt, at interessen kun er steget.

Den 11. fond forventes at lukke på omkring 90-110 milliarder kroner, omtrent lige så stor som alle de andre 10 tilsammen, og dermed blive den største fond i verden, når det kommer til grøn energi.

Med andre ord: Copenhagen Infrastructure Partners synes at have fundet nøglen til fremtiden.

Spørgsmålet er så bare, hvilke nye døre der skal låses op?

For Jakob Barüel Poulsen er svaret klart: Det handler om et lille stykke land langt ude på havet.

”En energiø, der er omgivet af havvindmøller, er en af de helt centrale løsninger på fremtidens udfordringer. På kunstige øer langt ude i Nordsøen skal strømmen fra vinden omdannes til grøn brint, som skal bruges til at erstatte olie og gas til fly, skibe, lastbiler.

Vores koncept for energiøer adresserer behovet for skala, tempo og nytænkning.

Det har potentiale til at blive Danmarks næste grønne eksporteventyr, som kan sikre arbejdspladser og velstand til Danmark i generationer,” siger han.

Tillad os at døbe dem: Klimakapitalisterne.

Se, hvad vi ellers skriver om: Danmark og Erhverv