Côte-Rôtie
Foto: Mikkel Jul Hvilshøj, René Langdahl Jørgensen & Søren Gammelmark. Illustration: André Devald

Sjælen af syrah-druen: 12 vine fra Côte Rôtie, du skal smage

Vi skal en tur til det nordlige Rhone, til Côte-Rôtie, måske det mest spændende vinområde i Rhone. Her laver man vin på syrah, en af de gamle franske sorter, som mange hævder ligefrem er født her i området. Topvine på syrah fra Côte-Rotie er dog af nyere dato i forhold til andre store franske vine. Vi besøger to huse, Domaine Jamet og Domaine René Rostaing og anbefaler 12 af de allerbedste côte-rôtie.

Frygten stod malet i mit ansigt! Jeg var utryg, decideret bange på et tidspunkt, for jeg havde aldrig før mødt så voldsom vin, så kraftfuld, smertende intens, ekstraheret, hård og svulmende på samme tid, uigennemsigtig og fuld af jordens mørkeste aromaer.

La Landonne 1985 fra Guigal var mit første møde med vinøs ondskab, der alligevel satte positive spor, men sidenhen stod det klart, at den vin er en slags undtagelse i appellationen, som ellers er kendt for noget mere lystsindet. La Landonne 1985 var som den sten i skoen, Lars von Trier hævder skal være der for en god film og med et af hans andre berømte citater må man med côte-rôtie tage det gode med det onde.

Nedstigningen fra det kedelige flade landbrugsland ved Lyon til Rhônes kurvede og krøllede dybe forløb fra Vienne og sydover er som nedstigning til Paradis. Det kommer bag på én at der lige henne over bakkekammen der mod syd ligger et dramatisk vinlandskab, der sætter modsætningen mellem kunst, ånd og håndens arbejde, svedigt og rygødelæggende slid på spidsen.

Côte-Rôtie er landskabsvin, og du har overhovedet ikke forstået syrahs ånd, dens indre og dens muligheder og særlige værdi, før du har smagt côte-rôtie.

En helt særlig syrah-appellation

Côte-Rôtie AOP er dobbeltbundet, en skallet skrænt, en smuldreørken, et dramatisk sted, hvor syrah trodsigt udtrykker sig køligt, luftigt, hyperaromatisk og fuldstændig ulig de fleste andre syrah- eller shiraz-baserede appellationer i verden. Vi er på den absolutte nordgrænse for syrahs overlevelse, i hvert fald overlevelse som seriøs vindrue, og det er netop pointen. Her kan 12 % alkohol faktisk være nok til fuldmodenhed og balance i modsætning til Hermitages noget højere sukkermodenhed, for slet ikke at tale om andre verdensdeles opfattelse af syrah som en højalkoholdrue.

"Det er tanninens modenhed, det handler om her", siger unge Loïc Jamet fra Domaine Jamet.

Syrah er født, skabt eller opstået, det er, som man tager det, et sted i nærheden, og man kunne sagtens hævde, at Côte-Rôtie er syrahs arne, mere end Hermitage og Cornas mod syd. Den spontane krydsning mellem mondeuse blanche og dureza, mildt sagt ukendte druesorter i dag, skete en dag for længe, længe siden, dog ikke så lang tid siden som at romerne, der plantede vin her som de første, plantede syrah; det gjorde de nemlig ikke.

cote_rotie_53.jpg

Côte-roties redningsmand

Syrah er dog en af de gamle franske sorter, og selvom selveste Thomas Jefferson, den vinglade amerikanske diplomat og senere præsident, boostede Côte-Rôties ry og rygte i slutningen af 1700-tallet, må man kynisk sige, at Côte-Rotie for alvor først er blevet fancy fra 1980’erne, jeg vil endda rykke berømmelsen og statusløftet til Frankrigs vinøse prestigetop til 1990’erne.

Dermed slet ikke sagt, at Côte-Rôtie ikke gav fremragende vin tidligere, men de var enten enlige, sporadiske svaler eller insiders secrets. Jeg har kun smagt gammel Jasmin fra 1970’erne og er således på ingen måde i stand til at generalisere.

Altid bramfrie og gonzo-agtige newyorkerskribent Jay McInerney kalder Marcel Guigal for den Hvide Ridder.

Ham, der reddede côte-rôtie fra glemmebogen, og det nytter ikke med kontrafaktiske tests a la ”hvad nu hvis Marcel Guigal ikke havde lanceret sine enkeltmarksvine fra først La Mouline, så La Landonne og siden La Turque, og hvad nu hvis Robert Parker IKKE havde kastet sin pointkærlighed på Guigals vine”. Legen er sjov, men nytteløs – det skete, er sket … men jeg tror faktisk, at Côte-Rôtie alligevel ville have kravlet til gallernes prestigetop, måske langsommere, men områdets særlige kvaliteter, jorden, grænseklimaet, topografien og folkene er bare til den position. Guigals rolle kan ikke overgøres!

Grådigheden indfandt sig

Debatten kører stadig mellem yderpositioner og grobian-agtige karakteristikker som ”blækfarvede træmonstre” og ”beskidte surheder”, men sandheden er ”delikat”. Her lugter af historie, slid og stor vin, her ser ud som stor vins hjemsted, i hvert fald hvis man for foden af skrænten kigger mod vest og nordvest. Og det lå bare og ventede på forløsning.

Siden er hjemstedet blevet udvidet. Omkring 270 ha nu mod bare 72 ha i 1973. Sådan går det næsten alle steder, hvor historisk fornemme områder har været dybt nede i bølgedalen og vende, helt ude af verdens finvinsjægeres sigtekorn. Så går der grådighed i foretagendet – se blot på Barolo generelt, på Alsaces mega-grand-cru’er og se på Côte-Rôties ekspansion op mod fladlandet bag skræntens overkant.

Både Loïc Jamet fra Domaine Jamet og Pierre Rostaing fra Domaine René Rostaing mener dog, at ønsket om ekspansion er dødt nu – at langt de fleste producenter i området vil værne om Côte-Rôties skrænt-skifer-granit særegenhed.

Komplekse jordbundsforhold

Om man er til floromvundne allegorier eller ej, så er côte-rotie ifølge McInerney Fitzgerald, hvor hermitage er Hemingway, og har man ikke styr på sin verdenslitteratur kunne man sige, at côte-rotie er Nordrhones elegantier og hermitage er bulderbassen.

Côte-Rôtie stod i mit baghoved kategoriseret som et sted med granitvin, men det er langt fra hele sandheden. Faktisk er områdets indre forbløffende forskelligt og sammensat, når man går i detaljer, men overordnet er jordens struktur sandet og dræner det rigelige overfladevand effektivt. Så effektivt, at nogle provoer faktisk påstår, at Côte-Rôtie laver bedst vin i de våde år.

Områdets komplekse sammensætning er skabt over 300 mio. år eller mere. Massif Central var engang fuld af vulkaner og magma tæt på jordoverfladen, og på et tidspunkt, i slowmotion – geologi er langsomhed, stødte pladen sammen med den plade, Alperne ligger på, og Rhône-dalens lavning blev skabt.

Det sydlige Rhône består på grund af havets efterfølgende oversvømmelse af sedimentært baseret kalkholdig jordbund, mens det nordlige Rhône består af de såkaldte metamorfe og vulkanske stenarter.

I Côte-Rôtie er jorden groft opdelt i den skiferstrukturerede nordlige halvdel med mica og silikatholdig jordbund og den sydlige med gråligt forvitret granit og den lige så hårde gneiss. Geologerne siger faktisk, at Côte Blonde formelt er en del af Massif Central.

To forhold er mest afgørende her: Begge områder er sure, det vil sige jordbund med pH-værdi lavere end 7, og kalkindholdet er yderst lavt (selvom kalkstenslommer faktisk findes enkelte steder). Man tror ganske enkelt ikke sine egne øjne – jorden smuldrer formeligt under fødderne, og står man på en af markerne uden terrasser, skrider jorden sammen under én.

kort.jpg

Et miks af forskellige parceller

Nogle steder siger vinkelmåleren over 60°, men det har fortidens bygmestre løst delvist ved at opstable stenmure og skabe terrasser, så et luftfoto af skrænterne ligner et patchworktæppe.

Stenmurene må faktisk konstrueres og vedligeholdes med anvendelse af mørtel i modsætning til de lignende terrasser i italienske Cinqueterre. Nogle steder er skrænterne udjævnet med bulldozer, hvis jorden kan bære det, men terrasserne er bevaret specielt i den sydlige og centrale ende af appellationen. Skråningen ligger i læ for hård vestenvind og den kolde nordenvind.

Ligesom i Barolo er den ’rigtige’ côte-rôtie et miks af flere forskellige parceller, men som alle andre steder med historiske stednavne og distinkte kendetegn ved parceller blev navnene i stigende grad anvendt på etiketterne fra 1980’erne og frem. En række af de såkaldte lieu-dits eller climat’er bliver nu anvendt, mest kendt er selvfølgelig La Landonne, Côte Brune og Côte Blonde samt Côte Rozier, Lancement og Grandes-Places.

Guigals La Turque og La Mouline er i modsætning til hvad mange tror ikke blandt de anerkendte climat’er, men det er kun når man VIL drille Guigal, for La Turque ER en enkeltparcel på ca. 1 ha højt oppe i Côte Brune og La Mouline kommer fra en parcel med tussegamle stokke i Côte Blonde.

Med eller uden viognier

Côte-Rôtie er syrah. Og lidt viognier. Hvorfor de hvide druer, op til 20 %, må blandes i syrah, er der ingen, som ved med sikkerhed. Jean-Paul Jamet, der ikke anvender viognier til sin côte-rôtie, sagde under mit besøg, at der kunne være to forklaringer, og ingen af dem har udgangspunkt i et ønskeligt optimalt slutresultat, men retter sig mere mod viognier som hjælpemiddel og som kvantitetsbooster.

"Viognier kan tilføre sukker og alkohol til den lidt svagelige syrah i våde og kolde år, og den kan strække mængderne af syrah, som historisk gav højere pris", forklarer Jean-Paul Jamet.

Viognier har været i området meget længe, Jean-Paul Jamet mener faktisk, at der i gamle dage blev lavet hvid côte-rotie, og fylder som bekendt næsten det hele i appellationen mod syd, Condrieu. Så vidt vides, er der ingen, som går helt til de tilladte 20 %, men nogle bruger omkring 10-12 % viognier i deres côte-rôtie, flest vist nok Guigals datterhus Vidal-Fleury med deres Chatillone.

For at komplicere billedet yderligere er syrah ikke bare syrah. Netop på grund af dens alder, findes den i mange forskellige undertyper for ikke at tale om moderne opformerede planteskolekloner, som specielt fra 1980’erne fandt vej til skrænterne.

cote_rotie_59.jpg

De nationalkonservative sværger til serine, en gammel betegnelse for syrah i området, men også udgangspunktet for det bevaringsarbejde, Gilbert Clusel startede i 90’erne, hvor det efter hans og følgernes mening handlede om at bevare syrahs genetiske mangfoldighed i området og undgå ensretningen, som laboratoriekloner altid vil medføre.

Og nu kunne man så som udefrakommende traditionstilhænger heppe på Clusel/Serine-lejren. Men så enkelt er det slet ikke, for supertraditionalisten Jean-Paul Jamet anvender kloner og sagde faktisk til mig, at han dybest set ikke mener, det handler om andet end at holde udbytterne lave.

René Rostaing og hans søn sagde til gengæld, at det er rodstokkenes parring med den specifikke jordbund, der gør forskellen. Og syrah kan noget med granit.

Vi skal til den anden side af jordkloden for at finde jordbundsmennesket Pedro Parra, hvor han i hjemlandet Chile og Argentina har gravet huller som ingen anden.

Han siger, at syrah er skabt til granit og andre sure jordbunde og siger ligefrem af syrah og kalksten slet ikke virker. Baseret på Côte-Rôtie, som Parra også har besøgt, dog uden at grave huller, må man give ham helt ret, selvom kalken i dele af Côte Blonde trodsigt modsiger ham.

Vi renser freskoen ren

"Vin er ikke lavet af træer, vin er lavet af druer."

René Rostaing gentager gerne sit mantra ved festlige lejligheder og gentog det også ved mit besøg, hvor sønnike, Pierre Rostaing, førte ordet. Farmand nærer enorm respekt for sin søns egenskaber og stilen uden indflydelse fra nyt egetræ fastholdes. Og i det forhold får han fuld opbakning fra en anden af skrænternes hovedfigurer, Jean-Paul Jamet og ikke mindst sønnen, Loïc Jamet.

De to huse, Jamet og Rostaing, viderefører det gamle ideal, ikke i erklæret opposition til barriques-producenterne, men i idealistisk forsvar for det, Côte-Rôtie var engang.

Der er meget få bønder tilbage, der afsværger nyt egetræ, men der er klar tendens til efter egejubel i 00’erne, at de nye egefades indflydelse nedjusteres. Ikke hos Guigal dog, der troligt holder fast i langtidslagringen på delvist nye egefade.

Efter dage i Côte-Rotie og talrige smagninger med dygtige huse på programmet er det, som om freskoen trænger til rensning. Det klareste og smukkeste syrah-skifer-granit-cool-climate-udtryk kommer uden makeup eller uden det farve- og konturforstyrrende element af nyt træ. Syrah og nyt træ er bestemt ikke en slem kombination, det virker helt klart i mange tilfælde, se bare nedenfor, men det er noget andet.

Både Jamet og Rostaing har da også nye egefade i kælderen, typisk ca. 10 %. Meget få huse skyer nyt egetræ konsekvent: Gilles Barge er nok mest fundamentalistisk, men selv han må jo skifte fadene ud en gang imellem.

En anden vinkel på det traditionelle er stilkenes værdi. Både Jamet og Rostaing forsvarer de hele klaser og stilkenes positive tilførsel af urtede, friske elementer, men begge siger langtfra konsekvent 100 %.

I superåret 2015 havde Jamet eksempelvis 95 % helklaser med i gæringsståltanken til både côte-rôtien og den sjældne côte-brune, mens Rostaing normalt ikke går højere end 65 %.

Côte-rotie som type har nogle gange chokerende pH-værdi, men det mystiske er, at på trods af pH 4 (numerisk skræmmende høj pH-værdi for en rødvin) har den altid bid og friskhed. Stilkene hæver faktisk pH-værdien!

"Stilkene er saltet i saucen, men friskheden er jordbundens skyld, siger Loïc Jamet og siger samtidig, at Côte-Rôtie har tre distinkte jordbunde; skifer, granit og gneiss."

cote_rotie_57.jpg

"Vores Côte-Rôtie 2015 kommer fra 18 forskellige parceller, siger Loïc Jamet og serverer fra et fad ren Fongeant, climat’et lige oven for Côte Brune. Og han fortæller, at Domaine Jamet, på trods af ejerskab i enkelte sydlige parceller, er et Côte Brune- og skiferdomæne med ret mørke og molprægede vine."

Jamet aftapper i de bedste årgange en ren côte brune, mens Rostaing helt nede ved floden i Ampuis aftapper både Côte Blonde, La Landonne og i 2016 endda den helt unikke La Viallière fra over 80 år gamle stokke i svigerfarens, Albert Dervieux, oprindelige parcel.

Sammenlign aldrig vinområder

Mine to favorithuse adskiller sig også på to andre afgørende punkter: Jamet bruger aldrig pigeage, Rostaing altid og Jamet blander aldrig viognier i syrah, selvom Jean-Paul Jamet ved grundig hukommelsesundersøgelse husker, at de engang eksperimenterede med 1 %, mens Pierre Rostaing viderefører traditionen med op til 5 % viognier i husets côte blonde.

"Man kan godt sige, at vores côte blonde ikke er sin varietet – den er betydeligt mere sit sted. Blonde har ekstremt fattig jordbund og både kalk og silicium i granitten, og jeg er overbevist om, at det gør forskellen", siger Pierre Rostaing.

Imens falder jeg komplet i svime over vinens liflige, luftigt parfumerede og vidunderligt friske slankhed.

"Det her er for mig rigtig côte-rôtie, udbryder jeg spontant og har tårer i øjnene af begejstring og plaprer løs om bourgognelighed og glemmer komplet mit selvpålagte dogme, at man ikke skal sammenligne ét vinområde med et andet – det fornærmer typisk producenterne", men Pierre Rostaing ser glad ud.

"Ja, den er i høj grad burgundisk", siger han.

Der var engang

Pierres far, René, opbyggede husets ry og navn fra 1970’erne, i en tid hvor meget få havde hørt om svigerfamiliens jordbesiddelser og vinforståelse. Sådan er det slet ikke mere. I dag ved alle nørder og entusiaster, at Rostaings besiddelser for en stor dels vedkommende er Albert Dervieux og Marius Gentaz-Dervieux’ arvestykker i både Côte Blonde, Côte Brune og den metusalemske 110 år gamle parcel i La Viallière. I kælderen findes en alterlignende opstilling med fotografier af svigerfamiliens nu legendariske mentorer.

"Vi laver for første gang i mange år en ren aftapning fra La Viallière i 2016 for at ære min bedstefar og grandonkel, siger Pierre Rostaing, som formelt overtog ansvaret for domænet i 2015 og viderefører faren og morfarens ideer om stor vin i opdateret format. Han har øget stilkanvendelsen og har sænket sulfittilsætningen, men er hysterisk omkring tilstedeværelsen af brett, som han mener ødelægger både druen og stedets udtryk. Både Domaine René Rostaing og Domaine Jamet er kustoder, forfinere og virtuoser og gør noget med syrah, som få andre gør."

CoteRotie_03.jpg

Gastro anbefaler

Vinene er vurderet på en 100-pointskala.

Côte-Rôtie Côte Blonde 2013, René Rostaing
97 point
1.099,95 kr. v./6 fl.
philipsonwine.com

C’est le vrai Côte-Rôtie! Der står ”odeur de violette” på etiketten, og det er spot-on. Luftig pågående og sært selvophævende aroma med hvid peber, lilje og bergamotte, utrolig friskhed og elegance og dvælende let rustik eftersmag. Det er afrodisiakum og narkotikum. Rostaings Ampodium er i samme stil og mere betalelig.

Côte-Rôtie 2015, Domaine Jamet
96 point
udsolgt
domainebrandis.dk

En hel bog værdig. Aroniabær og kirsebær med sort te og bålrøg, sort i sit udtryk, men på ingen måde overmoden eller overgjort, den er letløbende, med slebet tannin, burgundisk som en chambertin og la tâche med lakrids, soja, salami og ulmende power.

Côte-Rôtie La Turque 2008, Guigal
94 point
1.699,95 kr.
philipsonwine.com

Der findes ikke dårlige årgange for Guigals enkeltmarksvine. Let ældet kirsebær, ristet træ, grillbøf, lyse tyttebær og røgede ristede slåen, masser af kaffe og pinselilje, fulgt af saftig, frisk og syrestyret forbløffende burgundisk udtryk med afstemt tannin.

Côte-Rôtie Améthyste 2012, Vignobles Levet
90 point
459 kr.
wohlenberg.dk

Fuld af røgede elementer. Rødt hårdt grillet oksekød og tørret og røget edderfugl, og det er ikke for svage sjæle, men suppleret af lilje og røde friske hindbær. Saftfuld og spændstig, lige vel præget af egetræ, men eftersmagen sidder lige i skabet.

Côte-Rôtie 2014, Patrick Jasmin
92 point
350 kr.
smv.dk

Ultratraditionalisten, der nogle gange laver vin med markant rusticitet. Komplet afstilkning, men alligevel robust. Let reduktiv, men neden under hindbær og vid peber, salami og abebur, blodig og rusten, og det er helt, som det skal være. Elegant og slank.

Côte-Rôtie Bassenon 2015, Yves Cuilleron
92 point
525 kr.
vinoble.dk

10 % viognier giver parfume og lift. Fremragende mostet brombær med sort peber og aromatisk langpeber. Perfekt moden og grænsesødlig, men holder friskheden og har fornem balance. Det smager af varmere himmelstrøg og velintegreret ny eg, men pokkers godt.

Côte-Rôtie La Landonne 2014, Delas
94 point
1.550 kr.
hjhansen-vin.dk

Hvis skifer kunne tale, ville det tale som La Landonne. Frisk tranebærjuice med hårdt grillet andebryst, liljer og burgundiske toner af gammel soja og trærod, forbavsende slank for en La Landonne og tydeligt ristet egetræ i eftersmagen. Kraftfuld og koncentreret.

Côte-Rôtie Réserve 2013, M & S Ogier
91 point
575 kr.
jersildvin.dk

Forleden fik jeg Ogiers Belle Hélène 1999, et mesterværk fra skrænten. Her er der forbløffende meget kokos fra fadet med frisk granatæblekerne og sød brombær. Smagen frisker op, er elegant og syrestyret og fornem. Hans 07 har Jersildvin også, og den er perfekt moden lige nu.

Côte-Rôtie Les Bécasses 2016, M. Chapoutier
93 point
599 kr.
kjaersommerfeldt.dk

Første 16’er jeg har smagt fra handlen. Og den bekræfter de lokales råberi; et rigtigt rôtie-år. Hindbær, kamelbæ, sort peber, vanilje, blåbær og lakridsrod, utrolig saftighed, energi, kraft og friskhed på samme tid. Forener rhône og bourgogne i en moderne fortolkning med tryk på saft.

Côte-Rotie 2015, Maison Les Alexandrins (Perrin)
92 point
360 kr.
smv.dk

Utrolig røgelse, lys ortodoks røgelse, hvid peber og grønne oliven og kapers og hindbær, power, kraft og koncentrat med vældigt tørstof og gnistrende granitstøv i eftersmagen. Mineralité i sin essens, men også tydeligt præget af årgangens volumen.

Côte-Rôtie Côte Rozier 2015, Christophe Billon
93 point
650 kr.
catchingwines.dk

Sort og mættet i Guigal-stil med indflydelse fra nyt træ, men hul i det, når det er gjort godt. Tørret kirsebær og brombær, maste morbær, sort peber, lakrids og stegesnask fra grillpanden, vældig frugtsødme, men helt uden likør, og fuldt tryk på friskhed. Imponerende balancekunst!

Côte-Rôtie Les Grandes Places 2013, Clusel-Roch
94 point
743 kr.
kbvin.dk

Hørmer herligt af kærnemælk, viol og hindbærkompot med noritang! Forbavsende letløbende og dansant på trods af urkraft, vulkan og svedet sten, lys frugt og sortsvedet på samme tid, markant syrebid og friskhed midt i tanninsuppen. Brigitte Clusel-Rochs almindelige 2015 er i øvrigt fremragende!

Se, hvad vi ellers skriver om: Vin og Guide