’Det er fuldbragt’, står der på væggen, og på gulvet ligger bunker af rockwool og byggeaffald. Indre Missions gamle hus på Nørre Allé i Aarhus, der de seneste år har været danseteater, er under total ombygning, for snart åbner det som hotel, restaurant og salon i verdensklasse. Huset Carmel, skal det hedde.
Håndværkere piler op og ned ad trapperne, udveksler ord på skiftevis polsk, engelsk og østjysk og begynder så synkront at larme med hver sin maskine som en velorkestreret symfoni af byggestøj.
Midt i den 1.600 m2 store bygning står Kenny Jess Brandt med et forkromet overblik og en vision, man nok skal være Kenny Jess Brandt for at forstå til fulde. Han er en spinkel fyr på 37 med Fjällräven på ryggen, en frisure sat af et håndklæde og en årsomsætning på 4,3 mio. kr.
”Jeg har ingen erfaring med hoteller. Overhovedet. Men nu gør jeg det,” siger han og peger ud på parkeringspladsen, hvor der lige nu står håndværkerbiler og paller med brædder, men hvor, fortæller han, der sidst på foråret skal være terrasse for stedets gæster og et drivhus, der leverer friske, økologiske grøntsager til køkkenet.
Så beder en af håndværkerne ham følge med i to sekunder. Der skal vælges fuge til hotellets badeværelser. Kenny stikker hovedet ind ad en døråbning, peger på den ene af valgmulighederne og vender tilbage til den guidede tur.
”Når jeg ser, hvad jeg vil have, ved jeg det,” siger han og peger på sengen i det første prøve-værelse. Den skal være lidt højere.
Kenny Jess Brandt er lige dele drømmer og forretningsmand. Han er forfatter, han har 17 ansatte, fem virksomheder der årligt omsætter for 4,3 mio. kr. Og i en tid, hvor enhver iværksætter starter en kæde af burgerbarer, allerede inden grillen er tændt, går han en anden vej: Der er nemlig, indrømmer han blankt, ingen rød tråd i de forretninger, han starter op. Kun den, at det alle er ting, han holder af. Steder, han selv kunne tænke sig at være en del af.
Han kommer fra Svendborg, er uddannet idéhistoriker og efter endt uddannelse åbnede han sin første forretning, en bogcafé på Vesterbro i København. Tre år senere, i 2011, lukkede han den igen. Ikke fordi, det ikke gik godt, men fordi han i mellemtiden var flyttet til Aarhus, og derfor ikke kunne stå i butikken så ofte, som han gerne ville. Hvorfor overhovedet have et fedt sted, hvis man ikke selv kan være der, som han spørger retorisk.
I 2010, åbnede han Løves Antikvariat og Løves Bog- og Vincafé i Aarhus. Året efter startede han et forlag, Løves Forlag, og året efter igen udgav han sin første roman. Men ikke på sit nystartede forlag, fordi det ville se forkert ud. Og det er han for stolt til.
”Også selvom det ville give bedre økonomisk mening,” siger han.
I 2013 åbnede han en vincafé, Vincaféen, og holdt så en kort pause, før han i 2016 udgav sin anden roman. Og nu er han altså i gang med at bygge førnævnte missionshus om til Huset Carmel.
Kenny bor i Midtbyen med sin kone Louise og deres dreng Jonatan (uden h, ligesom i Brødrene Løvehjerte) i en stueetagelejlighed fyldt med bøger. Her skriver han sine romaner og udgiver andres gennem sit forlag i to kategorier: Mesterlige debuter og glemte mesterværker, bl.a. Charles Bukowski og Jules Verne. Bøger, han gerne selv ville læse.
Ovre på den anden side af gaden ligger sønnens vuggestue, og samtlige af hans forretninger ligger inden for 600 meter, så derfor har han inviteret på en kort gåtur rundtom i Aarhus.
Den starter på antikvariatet, der drives af frivillige og med en daglig omsætning på 400 kr. kun lige kan betale regningerne. Det er ren con amore. Bøgerne står tætpakket, på én gang rodet og i antikvar-system. Der er lavloftet, og et sted derinde går en af de frivillige rundt og leder efter en bog, de er kommet en forespørgsel på.
Kenny forklarer, at han har åbnet stedet for at kæmpe imod de masselukninger, der igennem de seneste år har været ved at fjerne antikvariaterne fra bybilledet, fordi han ville savne duften af gamle bøger og selve begivenheden i at browse et antikvariat, hvis de ikke var her længere.
”Og så er det min pensionsopsparing. Når jeg bliver gammel, vil jeg have et endnu større antikvariat med tre meter til loftet, fyldt med gamle bøger.”
De næste stop på vejen, vincaféen og bog- og vincaféen, er her, der tjenes penge, og omsætter for hhv. 1,3 mio. og 2,9 mio. kr., men det er egentligt ikke meningen. Bøger, både skrivningen, udgivelsen og salget af dem, er som bekendt hans ene store passion. Vin er den anden.
Derfor har han også et privat lager i vincaféens baglokale bestående af 1.200 flasker, ligesom han er begyndt at lave vin i sit sommerhus. Den sælges dog ikke. Endnu. Men Vincaféen har 230 andre vine på glas, og tapas. Den er indrettet efter fransk forbillede, indhentet på de hyppige inspirationsture, med sorte skifer-skilte og rå træ-reoler.
”Jeg gør kun ting, der er mig,” siger han. ”Ellers ville jeg ikke kunne holde ud at bruge så meget tid her.”
Han står bag disken i hver af sine forretninger mindst én dag om ugen og går hjem til familien klokken 16, selvom han som oftest svarer på mails og bestiller varer hjemmefra. Arbejde og fritid flyder sammen for ham, men han ville ikke have det på nogen anden måde.
”De første to år gav jeg mig selv 7.500 kr. i løn om måneden. Efterhånden har jeg sat den op til 12.500 kr. Jeg ville ikke vide, hvad jeg skulle bruge flere penge på. Jeg lever af bøger og vin. Det kan ikke blive bedre.”
Idéen til bog- og vincaféen opstod ved, at han en dag havde siddet på en café, drukket et glas vin og læst en bog. En af hans bekendte, der var gået forbi og havde set ham, spurgte næste dag Kenny, om han var blevet brændt af, af en blind-date.
”Der fandtes ikke et sted, man kunne side og fordybe sig alene. Så måtte det være op til mig at skabe det. Jeg brænder for at give folk de oplevelser, jeg selv gerne vil have.”
Det er det samme med Carmel, der er sidste stop på turen. Kenny havde en drøm om lysekroner, swingjazz, hesteskoformede sofaer, jakkesæt og kjoler som i The Great Gatsby, og nu er den drøm stille og roligt ved manifestere sig.
Dér skal der være en elevator, og der hvor Indre Mission havde kirkerum, skal der være salon med jazz-, litteratur- og dansearrangementer. Balkonen over salonen skal trækkes længere ud, så der er plads til 50 spisende gæster mere end de 200, der er plads til nu.
På vej op ad trappen peger han på alt det, der ikke er der endnu, og for enden af trappen viser han ind på de 14 værelser, der p.t. kun består af bare vægge og betongulv. Det ene værelse skal hedde ’Den grønne suite’, det andet ’Radiorummet’, det tredje og fjerde ’Dupond’ og ’Dupont’ – fordi de skal være ens.
Egentligt skulle det hele ifølge den oprindelige plan været åbnet nu, og salonen åbnede da også planmæssigt i april sidste år, men restauratøren sprang fra i sidste øjeblik, og håndværkerne kunne ikke følge med tidsplanen, hvorfor stedet måtte lukke igen. Også selvom engelsk Vogue havde nævnt Hotel Carmel som et af de steder, man bare måtte besøge i 2017.
Heldigvis købte to samarbejdspartnere sig ind, så projektet nu kunne fortsætte med fornyet styrke.
”At jeg så ikke ejer det hele alligevel og skal dele overskuddet, det betyder ingenting, selvom der kommer til at være en meget større omsætning og forhåbentligt også overskud, end jeg er vant til. Jeg vil bare gerne se det blive til virkelighed.”
Knækkede du halsen på det?
”Jeg troede, vi kunne bygge det hele om på seks måneder, og det var nok for optimistisk. Hele håndværkersjakket bestod af min svigerfar, hans lillebror og hans søn, og det var set i bakspejlet en skidt beslutning af ansætte familie til en så presset opgave. Der skulle jeg nok have været mere professionel. Jeg lærer hele tiden.”
Gør det dig nervøs, at du ikke har nogen formel uddannelse inden for hverken virksomhedsledelse, bogføring, økonomi eller restaurationsbranchen?
”Vi lever i Danmark, det mest sikre land i verden. Det skal nok gå, for det værste der kan ske er, at jeg kommer til at skylde en million. Og hvad så? Der er så meget mere at vinde end at tabe,” siger han og fortsætter:
”Jeg har for nyligt været til sommelier-eksamen, uden at have gået til undervisning, og bestod. Inden da havde jeg skrevet et 200 sider langt kompendium med alle lande, vindistrikter og druer til mig selv. Jeg har heller aldrig gået på CBS eller noget, men til sommer er det 10 år siden, jeg åbnede min første forretning. Og det er ikke gået galt endnu. De sidste 3-4 år har der været et overskud på 300.000 kr. Og det er før Carmel er åbnet.”
Når nu vincaféen og bog- og vincaféen er de to forretninger, der tjener pengene, hvorfor så ikke åbne afdelinger i København, Aalborg, Odense og Esbjerg også?
”Jeg ser det som et træ: Næringen kommer fra samme stamme, selvom der kommer flere grene på træet. Jeg er stammen i den analogi. Hvis ikke jeg selv har tid og mulighed for fysisk at være der og engagere mig, kan det være lige meget.”
Synes du, flere bør drive forretning på din måde?
”Både og. Der er også brug for, at der er nogen, der laver store, fornuftige selskaber, der tjener penge nok til at holde hele vores samfund i gang. Vi kan ikke leve af at gå og drikke hinandens vin. Omvendt ville det være for kedeligt, hvis ikke der også var nogle som mig, der gør tingene på en anderledes måde.”
Kenny har lovet sig selv ikke at få flere gode idéer lige foreløbig, selvom det er svært. Han kunne godt tænke sig en cafébiograf, hvor der var mulighed for at snakke om filmen over en middag bagefter. Eller et badehotel.
Hans samarbejdspartner fra Carmel har nogle ledige lokaler andetsteds i Aarhus, der kunne blive en fin naturvin-bar ud af.
”Jeg har lagt budgettet. Det skal hede Vin Nature, der skal være et åbent køkken og syv forskellige mad-kategorier: Rodfrugt, friske grøntsager, svampe, ost, kød, fisk og snack. Så skal man vælge tre, og de skulle hver bestå af max tre ingredienser,” siger han.
”Men det ville være fuldstændig hul i hovedet at starte op.”
LÆS OGSÅ: Tre fyre fra Taastrup omsætter for en million om måneden på andres beskidte tøj
