Københavns boligræs er umuligt og ude af proportioner. Især hvis du er studerende og ikke har mange moneter at flytte rundt med. Og hvis ikke dine forældre har en svulmende opsparing, så de kan købe dig en andelslejlighed på Nørrebro, eller du ikke kender nogen, som lige kender nogen. For det tager utroligt lang tid at finde et ordentligt sted at bo.  

Siden jeg kom ind med firetoget fra Aalborg en dag i august for fire år siden, har jeg og mit bopælsregister så godt som brækket os ud over alle afkroge af København. Listen tæller blandt andet et kolonihavehus med Christiania som nabo.

Det regnede ind om natten, og der var toilet og bad i skurvognene 500 meter væk. For at bruge det skulle man bare lige hente poletter på hjørnet ovre hos Tonny.  En gesjæftig forretningsmand, der også solgte elefantøl og dyrlægens natmad, som havde stået i glasmontren på disken ved en gedigen stuetemperatur, i gud ved hvor lang tid.

Jeg opgraderede herefter til en ”lejlighed” et godt stykke ude på Amager uden hverken møbler eller brusebad – end ikke i kælderen. Derfor måtte jeg en anelse skamfuldt køre kortet igennem til Fitness World med tung bodegaånde og vade målrettet forbi stepmaskinen og ind i omklædningsrummet for at vaske nattens udtværede læbestift af.

Amager blev afløst af Valby, hvor vinduerne var så utætte, at novemberblæsten var stamgæst i stuen. Og så var der for øvrigt rotter i vaskeriet. Turen gik også til Nordvest på et mikroskopisk værelse med en husleje, der var oppe at kysse det urimelige og en udlejer, der var dobbelt så gammel som jeg selv. Han installerede diskolys i bruseren, og det havde da også sin charme at gå i bad om morgenen i blinkende neonlys.

Men en SU og en studenterløn rækker altså ikke ret meget længere end til togkortet til Roskilde Universitet, havregryn og rugbrødsmadder med dåsemakrel, hvis huslejen på små kammere er så høj. Og vigtigst af alt, kan det være svært at fordybe sig, når man konstant bliver rykket op med roden som konsekvens af et skævredet boligmarked samtidig med, at man er nummer 641 på listen til et kollegieværelse.

Min boligliste fortsætter, men jeg vil stoppe den her. På to år har jeg stået i mit bedste tøj med min halvandenmandsseng og otte flyttekasser og ringet til 4x 35 ni gange. Som oftest akkompagneret af min fætter, en barmhjertig veninde og en flyttemand.

Min familie i Jylland forstår ikke rigtig al virakken. Kunne jeg ikke bare flytte til Trekroner eller Albertslund? Det er jo tæt på København. Hvert fald tættere på end Aalborg.  Og det er billigere, der er tilmed meget mere plads for pengene, og ventelisterne er knap så lange, nærmest ikke eksisterende jo længere du kommer ud.

Men som eksiljyde kan jeg sige, at man ikke flytter fra provinsen for endnu engang at bo i provinsen, hvor det eneste, der bryder stilheden om aftenen, er lyden af scootere, der stryger forbi.

Jeg elsker København. Det er en dejlig by, og vi valfarter hertil for at mærke pulsen. For at bruge byen og studielivet, der tilbyder sig.

Hvis politikerne er interesserede i at beholde os inde i byen, skulle de tage at lave ordentlige prioriteringer. Byg nyt, byg gammelt om, læg pres på hjemmesider som boligportalen, hvor udlejere har mulighed for at tage 5000 kroner for et 10 kvadratmeters værelse.

Lav støvede, forladte bygninger om til kollegier, som Sølund det gamle plejehjem nede ved søerne. Det er genialt. I Aalborg skyder billige studieboliger frem over alt. Endda på de ellers dyre adresser ud til Limfjorden. Man kan ikke rigtig sige det samme om nybyggeriet i Ørestaden og Nordhavn.  

Mit flyttehelvede stoppede heldigvis for en stund, da min veninde spurgte, om jeg ville flytte ind i hendes andelslejlighed. Desværre er det svineheld, der styrer, om du bor i lort til en urimeligt høj husleje, eller om du finder et sted i byen, du kan kalde for hjem.  

LÆS OGSÅ: Kom med ind i kvindernes omklædningsrum: Det snakker vi om

LÆS OGSÅ: Fri mig for mandefjolset

LÆS OGSÅ: Thomas Skov: Én ting er mere frygtet på et fly end barberende kinesere og terrorister. Børn