Inden Euroman gik på sommerferie, gav vores ejere i Egmont Publishing os lektier for. Når vi kom tilbage fra ferien, måtte vi gerne have tænkt over, hvilke plusser og minusser vi oplevede i de to måneder, vi var delvist hjemsendte under coronakrisen. I løbet af efteråret skal vi så i fællesskab finde frem til en ny hjemmearbejde-politik for virksomheden.
Vi fik hjemmearbejde for om hjemmearbejde.
Jeg kan læse – og fornemme i min omgangskreds – at hjemmearbejde er populært. En Voxmeter-undersøgelse fra juni viser, at fire ud af 10 gerne vil arbejde hjemme mindst en dag om ugen, fordi det skaber en bedre work-life-balance og reducerer stress. Virksomheder og arbejdsgiverorganisationer meddeler allerede nu, at hjemmearbejde vil blive mere udbredt, fordi produktiviteten er uforandret – nogle steder endda øget – og fordi en fleksibel mødeplan gør virksomheden mere attraktiv og øger chancerne for at rekruttere eftertragtet arbejdskraft. Nogle virksomheder kan endda skære på kvadratmetrene og dermed mindske sine faste omkostninger, når færre ansatte er på kontoret på samme tid. Hjemmearbejde lyder med andre ord som noget, der er kommet for at blive.
Jeg havde det selv fint med at være hjemme-arbejdende under krisen. Det gav mig mulighed for at arbejde på de tidspunkter, der passede mig – og gå i køleskabet, når det passede mig, cykle en tur, når det passede mig, og tage en morfar, når det passede mig. Måske vigtigere var der langt færre forstyrrelser fra kedsomhedsramte kolleger, der ville slå en for en sludder, og travle medarbejdere, der her og nu havde brug for råd, hjælp og beslutninger. Jeg køber uden videre argumentet om, at hjemmearbejde øger effektiviteten og for mange kan skabe en bedre sammenhæng mellem karriere og familieliv, så lad os endelig forsøge at udnytte de fordele fremover. Men her er min forsigtige indvending:
Hjemmearbejde gør din værdi for arbejdsgiveren mere endimensionel. Dit bidrag til den gode stemning på kontoret, din deltagelse i sommerfest-udvalget og kunstforeningen og din daglige sparring og videndeling med kolleger vil få mindre vægt i din næste MU-samtale. Du bliver i højere grad en produktionsenhed, et hjemmearbejdende key perfomance index, et KPI med puls, og kravene til din produktivitet vil naturligvis stige i takt med, at du ivrigt beviser, hvor effektiv du kan være fra køkkenbordet, for sådan er naturlovene for et KPI. Du får tilmed en nakkeskade, for køkkenbordet er ikke ergonomisk korrekt indstillet efter arbejdsmiljøudvalgets anvisninger.
Lyder det attraktivt? Det synes jeg ikke. Det gør mange arbejdsgivere heller ikke. Især i brancher, hvor viden, kreativitet og innovation er konger, hersker der bekymring for, at øget hjemmearbejde nok kan forsimple driften her og nu, men ikke styrke virksomhedens evne til at udvikle sig – og enhver idiot kan drifte en virksomhed et stykke tid, men ingen overlever uden udvikling.
På Euroman beviste vi, at vi uden større problemer kan producere magasiner, selv om vi sidder hver for sig på hjemmekontorer rundt om i sommerhuslandet, interviewer på Skype og fotograferer med lidt større afstand mellem kamera og motiv end ellers. Men den menneskelige kontakt, spontaniteten og de skæve indfald – det, der er med til at give et magasin sine særlige kendetegn – var mangelvarer, og det smittede formentlig af på produktet, uanset hvor store anstrengelser vi gjorde os for at undgå det. Jeg kom især til at savne sværmen af dårlige idéer fra mine medarbejdere, for jeg ved, at der imellem dem også altid er et par stykker, der ved nærmere eftersyn viser sig at være geniale, og idéer flyver bare ikke nær så let under et Teams-møde som hen over skrivebordene på redaktionen eller ved kaffemaskinen.
Jeg kan derfor konkludere helt uden forbehold, at når det kommer til kvaliteten af Euroman, vil hjemmearbejde i større doser ikke være en fordel, og min anbefaling til vores ejere vil blive den, at muligheden for hjemmearbejde selvfølgelig kan øges, men det skal være med størst mulig hensyntagen til såvel magasinets som medarbejdernes mulighed for at udvikle sig. Euroman og dem, der laver indholdet, skal ikke reduceres til et rent KPI. Vi er mennesker, der bringer historier om mennesker til live for andre mennesker.
Mon ikke mange for tiden når frem til samme konklusion på deres egne arbejdspladser? Ifølge førnævnte Voxmeter-måling vil fire ud af 10 ikke have flere hjemmearbejdsdage – altså lige så mange, som der gerne vil have mindst en om ugen. Det viser, at også mange arbejdstagere er skeptiske over for, om hjemmearbejde kun er positivt. Jeg tror, at et godt og nært kollegaskab i sig selv er en grund til at transportere sig selv hen på et kontor, og for arbejdsgivere er kollegaskab dermed et lige så stort fastholdelses- og rekrutteringsparameter som fleksible mødetider.
Man kan også bare spørge denne måneds hovedperson i Euroman, verdensmesteren i landevejscykling Mads Pedersen. For ham er selvtræning ikke noget nyt fænomen. Det har været hans hverdag siden barndommen. Men som hans historie viser, vinder man ikke cykelløb, hvis man kun kører for sig selv på landevejene omkring Holbæk. Og når målet er det højest mulige – at genvinde VM-trikoten – presser man ikke sig selv ud i de nødvendige ekstremer, uden andre ryttere og trænere til at svinge pisken. Det kræver et fællesskab, og det finder man ikke i den virtuelle verden. Det finder man på arbejde.
