Der har været mange svære år for de små og store cognac-huse, for godt nok har de asiatiske markeder taget fra, men andre markeder, ikke mindst hjemmemarkedet, har været i stærk tilbagegang. I Frankrig er glasset simpelthen gået af mode, ikke mindst på grund af hård kurs over for spirituskørsel. Det med at køre hjem efter en solid middag går slet ikke længere og heller ikke ude på landet, hvor problemet med spirituskørsel var stort.
Mange cognachuses vej ud af krisen har været at genopfinde sig selv ved bl.a. at gøre ekstra ud af at markere forskellen på de forskellige destillater og eksempelvis gøre noget ud af terroir – et begreb, der normalt forbindes med vin og knap så meget med spiritus.
Danskerne lærte for alvor sambuca at kende, da cafékulturen gjorde sit indtog tilbage i slutningen af 1970’erne. På Café Dan Turèll, Sommersko m.fl. blev der drukket sambuca med kaffebønner og en dansende blå spritflamme på overfladen til lige at riste bønnen, con mosca – ’med fluer’.
Det anses som lidt af en turistting i Italien, hvor sambuca stadig ofte sættes på bordet efter middagen, ’på huset’, ligesom sambuca også ofte finder vej i selve kaffen i form af en caffé corretto, en kaffe ’korrigeret’ med spiritus. Det kan også være grappa eller anden spiritus. I det danske natteliv er sambuca blevet et shot-emne, der skylles ned i ét hug.
Amaro betyder bitter og har ret beset sin oprindelse som urtemedicin. Mærker som Averna og Ramazotti fylder på barhylderne i Italien, men der findes et hav af mærker og producenter. Trods bitterheden i navnet er en amaro ofte sødlig, nogle gange meget sødlig, og nogle er meget urtede og krydrede i smagen, mens andre er mere afdæmpet.
Amaro serveres ofte med is, hvilket så gør det til en mere ’drinksagtig’ oplevelse. Isen tager til gengæld toppen af både det krydrede og sødmen, hvis det er det, man vil. Hvis man i Italien beder om en amaro til aperitif, så har man stemplet sig selv som håbløs turist!
Alle vinproducerende områder i verden står tilbage med druekvas og dermed basis for en druebaseret brændevin. Grappa er således oprindelig et biprodukt, hvis ikke ligefrem et affaldsprodukt, og lokalt kan man stadig støde på meget rustikke og meget stærke af slagsen.
Producenter som Levi og Marolo har forfinet grappaen og gjort deres produkter til kostbare bekendtskaber, omend det i manges mund stadig vil være en kras og primitiv oplevelse. Der skelnes mellem lys og mørk grappa, dvs. grappa med og uden fadlagring. Fadlagringen giver en vis sødme, ofte en ret markant sødme, ligesom druetypen, der ligger til grund for destillatet, spiller afgørende ind på smagen.
Næppe nogen anden spiritus afslører i samme grad sit ophav som calvados, og man skal lede længe efter en så intens og forførende duft af æbler som den, der kan stige op af et glas calvados. Calvados excellerer i årgange, ligesom eksempelvis armagnac, og gamle årgange kan være en fantastisk oplevelse. Og en dyr oplevelse.
Spiritus udvikler sig ikke på flaske, så indholdet smager som ved aftapning, og det giver ikke mening at henlægge flasker for at modne. Til gengæld mister spiritus en del af pusten over tid, når først flasken er åbnet. I Danmark har vi aldrig i nævneværdig grad brugt æbler til eksempelvis cider og spiritus trods den store udbredelse af fantastiske æbler og mange, mange sorter. Der er dem, der mener, at det i høj grad skyldes, at Danmark er en ølnation. Øllen har simpelthen fået monopol som tørstslukker og nydelsesmiddel.
scroll-down
