Storslåede slotte, dystre bunkere og skræmmende hospitaler. Alle glemt og forladt. Det er de melankolske mål, som Jan Elhøj og Morten Kirckhoff rejser hele verden rundt for at finde og vække til live igen. Siden de var små drenge har de opsøgt de steder, som alle andre ellers har travlt med at glemme.

En lidenskab, der har bragt dem til mere end 25 lande og flere end 1.000 locations. Da det efterhånden blev en meget dyr hobby, besluttede de at udgive deres bedste billeder i bøger under titlen ’Abandoned’, og nu er den tredje udgave netop kommet på gaden. 

”Det er spændende at træde ind i det ukendte. Man får adrenalin, når man kommer til et nyt sted, hvor der ikke har været nogen i meget lang tid. Det er steder, der har haft en stor betydning for nogle mennesker, men som af den ene eller anden grund er blevet forladt,” fortæller Jan Elhøj, der formentlig er kendt af de fleste fra sine humoristiske radio- og tv-programmer som ’Banjos Likørstue’ og ’Bæltestedet’. 


Svømmehal i Danmark.


Hus i Danmark

De to venner har som regel kun et minimum af oppakning med, og de overnatter ofte på eller i nærheden af de steder, hvor fortidens spøgelser ellers har boet alene og uforstyrret. Nogle gange skyldes det også, at stederne bliver bevogtet eller videoovervåget, og de derfor er svære at få adgang til i dagslys på trods af, at de ikke længere har en funktion. Det er som regel de steder, hvor ejeren har et økonomisk incitament til forfaldet.

”Det er meget forskelligt, hvor let adgangen er. Belgien er et godt sted. Det et halvt fransk, og de har en historie med at bygge flotte slotte, og så er politiet forstående overfor hobbyen. I England er alt videoovervåget, og der er bevægelsessensorer. Det kan også gøre det meget sjovt. Det er sværere, men ikke umuligt,” forklarer Jan Elhøj. 

De er drevet af en eventyr-jagt ligesom skattejægerne. Her er skattene blot ting og steder, folk med vilje har lagt bag sig. Men følelsen, når de finder et hidtil ukendt sted, er den samme, fortæller Jan Elhøj. Det er håbet, at bøgerne vil få mange til at se værdien og måske skønheden i det forladte, og at det også vil give eftertanke til vores nutidige tilværelse, der marcherer hurtigt afsted. 

”Vi har meget fokus på udvikling, og man glemmer afvikling og afskeden. Det er ikke noget, man gør færdigt eller tager stilling til. Der er hele tiden en søgning efter det nye. Folk er ligeglade med, om en virksomhed har ligger der siden 1800-tallet, har stolte traditioner og en gang leverede til hoffet eller hæren, hvis hvis den ikke producerer noget nyt i dag,” mener Jan Elhøj og fortsætter:

”Man ser det meget tydeligt i forlystelsesparker, hvor det hvert år skal være større og vildere. På Bornholm er der noget, der hedder Joboland, hvor de har en rutsjebane, hvor man selv skal skubbe vognen op.  Det synes børn er helt vildt mærkeligt, at de selv skal yde noget for at få den oplevelse. Der er mange af de steder, vi har besøgt, som er blevet forladt, fordi de ikke kunne følge med eller leve op til omverdens krav.”


Kro i Danmark


Pool i Portugal


Skihop i Sarajevo


Bordel i USA.

I mange af de forladte steder finder de ofte en lidenskab, der ofte ikke er blevet gengældt. Det kan fx være en mand, der har samlet på kampvogne, og hele den samling har fået lov til at stå gemt og glemt i 20 år. Snart skal de ned og se på en fransk samling af mere end 70 brandbiler, der heller ikke ellers har fået folk til at stå i kø. Nogle af de glemte steder går efter mange års forfald i ét med deres omgivelser.

”I Frankrig var der en mand, der ville bygge et akvarium ude i en skov. Men det har formentlig været så langt fra alting, at det ikke gik. Derfor står det der bare og forfalder. Der er fx en kæmpe blåhvals-figur, som står midt ude i skoven. Det ser vildt ud,” fortæller Jan Elhøj.

Mange af de forladte steder kan man undres over ikke er i brug i dag. Klassiske biler og flotte huse i spektakulære omgivelser alt sammen på vej til at smuldre i glemslen, og man bliver hurtigt nysgerrig efter at vide, hvorfor ingen længere kan se værdi i stederne.

”Vi fortæller ikke historierne bag, for vi vil ikke afsløre stederne for meget. De skal have lov til at stå i fred for antikkrejlere og turister, der er ligeglade med det kodeks, som vi følger,” siger Jan Elhøj.

Det kodeks er blandt andet at behandle de forladte steder med respekt. De fjerner eller ødelægger ikke noget. Samtidigt har de heller ikke lyst til at give ’skatten’ væk, når de selv har brugt lang tid på at finde dem. Op til en måned hvert år rejser de to venner ud.


Diner i USA.


Sindssyghospital i USA.



Tandlæge i USA.

Men bliver man ikke deprimeret af alle disse forladte steder?

”Man bliver mest trist, hvis man har været i mange private hjem. Her kan man se, at mange ældre bliver glemt i vores kultur. I eksempelvis de arabiske lande flytter bedsteforældrene med, men det er vi gået væk fra herhjemme.”
Hvis man selv vil i gang med at lede efter glemte steder, kræver det, at man gør en indsats. Der er mange, som ser det som en hobby, hvor de kan købe sig til oplevelserne, og det er en fejl, mener Jan Elhøj.

”Alle kan tage deres bil og køre ud og finde steder, men de store oplevelser er som regel lidt mere lukkede. Der er mange, der ikke kender kodekset. Og der er mange, der falder fra, når de finder ud af, at de selv er nødt til at gøre en indsats. Jeg har fx set en fra Hvidovre, der skrev på nettet: Er der nogle forladte steder i Hvidovre? Og så er man fandeme for doven, hvis man ikke engang gider gå ud af sin hoveddør. Folk bliver nødt til at gøre noget. Men hvis de gider, er der også store oplevelser at hente.”
 
 Du kan købe bogen på www.forladtesteder.dk

LÆS OGSÅ: Her er 5 moderne kunstværker, du bør kende