Allan Vegenfeldt
Foto: Illustration: Joe McKendry

Allan Vegenfeldt

Allan Vegenfeldt: "Jeg synes man bør prøve at holde fast i sin familie"

Hvad er det bedste råd, du har fået? 
”Min mor var totalt bibliofil. Hun sagde til mig, da jeg var helt ung: ’Jo flere ord du kan, jo mere komplicerede tanker kan du tænke’. Det har underbygget mig i altid at være nysgerrig over for det skrevne ord.” 
Hvilken begivenhed ændrede dit liv? 
”Min far døde, da jeg var 13. Han var officer i Livgarden og fik mig i en sen alder. Da han blev pensioneret efter 39 år i garden, fik han en aftægtsstilling som forvalter på Roskilde Adelige Jomfrukloster, en institution, hvor ugifte adelige frøkener kunne bo. Der voksede jeg op. Vi flyttede derfra, da han døde, og gik fra at bo som en lille kernefamilie i et fint sted midt i Roskilde – hvor min far nærmest altid var hjemme, og min mor læste til bibliotekar – til et lille parcelhus i Svogerslev, hvor hun måtte arbejde hele tiden for at få tingene til at løbe rundt. Det var en stor omvæltning i mit liv. De vildere ting, jeg har gjort i mit liv, havde jeg ikke gjort, hvis han havde været i live.” 

Hvilken bog bør enhver mand have læst? 
’Intet nyt fra vestfronten’ er min bibel. Det er en antikrigsroman, som beskriver krigens rædsler og kammeratskabet på den mest fantastiske måde. Skal det være mere tju-bang, vil jeg sige ’Moby Dick’. Den ultimative eventyrbog, som giver alle raske drengerøve et los i røven.” 

Har du nogensinde været i livsfare? 
”Jeg var i Barcelona i slut-80’erne og fulgtes med en ven ned i den gamle bydel. Vi gik forbi en Guardia Civil-kaserne på vejen med en stor port med gitterlåge. Min ven ville vise mig, hvor meget de gik op i sikkerhed, så han viftede mig hen, og vi kastede et blik ind. Pludselig var der en, der råbte ad os. Der stod en gammel Guardia Civil-betjent og flippede helt ud på spansk. Jeg kunne se på min spansktalende ven, at den var helt gal. Betjenten tog ladegreb på sin riffel. Jeg var overbevist om, at han ville skyde os. Det viste sig, at kasernen havde været til begravelse samme dag, fordi ETA (den baskiske separatistbevægelse, red.) havde sprængt en bombe. Betjenten troede, at vi var ude på at angribe kasernen. Jeg er slet ikke i tvivl om, at han ville have skudt os, hvis ikke vi havde talt det ned med hjælp fra nogle tililende engelsktalende betjente. Det var kraftedeme alvor. Jeg kan stadig føle angsten, når jeg taler om det i dag, selv om det endte godt.”

Har du et ar, der fortæller en historie? 
”Jeg har et ar over øjet, som jeg fik af min ven Tommy (trommeslager i bandet Beurre Noir, red.) for 30 år siden. Vi stod godt stegte på et værtshus i Roskilde, da vi kom op at toppes. Vi delte på det tidspunkt en besat lejlighed i Roskilde, og hans kat var forsvundet. Tommy mente, at jeg havde slået den ihjel. Det havde jeg selvfølgelig ikke, men jeg havde da joket med det. Vi kom op at bokse lidt, og så tog han et glas og smadrede det i hovedet på mig. Vi blev gode venner igen på skadestuen.”
Hvilken færdighed kunne du godt tænke dig at mestre? ”Jeg fortryder, at jeg ikke har lært at spille et instrument. Det kan irritere mig, at jeg ikke har lært at spille guitar eller keyboard.” 


The Sandmen.

Hvornår vidste du, hvad du ville bruge dit liv på? 
”Jeg har altid gerne villet være musiker. Jeg mødte en pige forleden, som jeg kendte, da jeg var 17-18 år. Hun fortalte mig grinende, at jeg dengang havde sagt til hende: ’Inden for et vist antal år har jeg enten kørt mig selv ihjel på motorcykel, eller også er jeg blevet rockstjerne!’ Jeg kunne ikke selv huske, at jeg havde sagt det, men det var sjovt at høre. Jeg fik aldrig motorcykelkortet, og jeg blev måske ikke rockstjerne – men jeg blev i al fald rocksanger! Tilfældet ville så også, at jeg blev murerarbejdsmand. Det kom i stand, fordi Arbejdsformidlingen i 1982 sendte mig ud på en byggeplads, og så kom jeg i berøring med murerfaget. Det bedste ved det er friheden og kammeratskabet. Jeg kan godt lide at arbejde med hænderne og have hovedet fri.” 

Hvornår vidste du, at du var god?
”Jeg spillede trommer i mit første band, og forsangeren sang ikke særlig godt. Vi byttede plads. Det viste sig, at det lød bedre. Jeg er autodidakt sanger og sangskriver. Jeg har selv lagt det stemmeleje, som en linje bliver sunget i. Nogle gange bliver det rimelig desperat, primalskrigsagtigt, selv om jeg ikke ved, hvor det kommer fra. Når vi synger live, og det hele er oppe at ringe, og man føler, det kommer helt indefra, så føles det bare tilfredsstillende. Det sted har jeg aldrig haft svært ved at nå.” 

Hvad er den vigtigste beslutning, du har truffet? 
”At få børn. Jeg er så tilpas konservativ, at jeg synes, man bør prøve at holde fast i sin familie. Mine unger er 19 og 20, og jeg har været sammen med min kone i snart 25 år. Rimelig steady! Jeg har nære venner i mange forskellige aldersgrupper, og fællesnævneren er, at de alle er mennesker, som kommer ud af kærlige familier. De har ikke været i tvivl om, at deres forældre elskede dem. Det må være ens vigtigste opgave: At ens børn ikke er i tvivl om, at de er elsket. Det kommer der hele mennesker ud af i den anden ende.” 

Hvad er det vigtigste, du har lært af din far? 
”At holde et stykke værktøj. Hvis jeg som barn kom hjem fra skole og ville ud at lege med en kammerat, ville han ofte lige have, at jeg hjalp ham med et stykke arbejde. Vi havde en kæmpe nyttehave, og så blev jeg sat i sving med at grave et område. Jeg lærte at blive ved, indtil jeg var færdig. Dengang var jeg rasende over det, men jeg lærte glæden over at lave et stykke fysisk arbejde. Det kan føles helt uoverskueligt, når du går i gang, men på et tidspunkt tager det form. Det er der en dyb zen-agtig tilfredsstillelse ved. Ved dette års Roskilde Festival gik jeg ned til klosteret og så sten, som jeg har lagt, og træer, som jeg har plantet sammen med min far. Det er fedt, at han har efterladt sig ting, som står den dag i dag. Det er også en af glæderne ved at være murerarbejdsmand i København. Jeg kender byen, kender taget indefra på Slotsholmen og så mange andre bygninger, som jeg har haft fingre i. Det er fuldstændig ligegyldig viden, men det gør, at jeg føler mig hjemme.”

Hvad er din største succes? 
”Da vi gendannede The Sandmen efter en pause på otte år og spillede i Vega i 2003: Det var superfedt med en udsolgt koncert og fuldt knald på. Bagefter kan jeg huske, at jeg lå i min seng og bare grinede. Jeg tror, min glæde var målbar den aften.” 

Allan Vegenfeldt er forsanger i The Sandmen, der albumdebuterede i 1988 og har haft nogle af danmarkshistoriens største hits med ’5 Minutes past Loneliness’ og ’Don’t Let Me Down’. Sideløbende har Vegenfeldt arbejdet som murerarbejdsmand. The Sandmen er aktuelle med deres nye album, ’Den bedste dag’.

Læs også: Det har jeg lært: Jan Gintberg 

Læs også: Det har jeg lært: Niels Christian Holmstrøm

Læs også: Q&A med Brad Pitt


Se, hvad vi ellers skriver om: Musik og Interview