Skal du ud af en aftale? Der er tre ting, der er afgørende for den perfekte aflysning
Den noble løsning er ikke altid den rigtige løsning.

Jeg er et dårligt menneske. Jeg hader mig selv for at gøre det. Men jeg har udviklet en eminent evne til at lyve mig ud af aftaler, jeg gang på gang vikler mig selv ind i.
Du kender måske situationen: ”Skal vi ikke snart ses til en øl eller en frokost?” spørger min gamle bekendte, og så er gode råd dyre. Min krop siger nej, min hjerne siger nej, alt stritter på mig. Alligevel svarer jeg ”jo, klart,” og så fanger bordet: Jeg har indgået en aftale, jeg ikke orker. Hvad nu?
Den noble løsning er selvfølgelig at sige det, som det er. At jeg egentlig ikke har lyst til at ses. Eller endnu bedre: bare at sige nej tak, det kommer ikke til at ske.
Men jeg er alt, alt for konfliktsky til at sige til folks ansigt, hvad jeg tænker, så jeg har udviklet en frygtelig god evne til at hustle mig ud af aftaler, jeg har lavet, og som jeg ikke har lyst til at overholde.
At være god til at komme ud af aftaler er ikke noget at være stolt af. Måske det skyldes, at jeg har et unaturligt stort behov for, at andre kan lide mig. Måske det skyldes, at jeg er bange for modpartens respons på den direkte afvisning.
Alt andet lige er den bløde mellemvej – at indgå en aftale og skubbe aflysningen foran mig – langt mere overkommelig. På den korte bane.
For at forstå, hvordan en aflysning virker, er det nødvendigt også at forstå anatomien af en aftale. Det er jeg på en måde blevet en slags ufrivillig ekspert i – med negativt fortegn.
Der er tre ting, der skaber en god aflysning: timing, undskyldning og ambition. Lad os tage dem fra en ende af.
Mit foretrukne tidspunkt at starte mit grimme aflysningskomplot på er tre dage før aftalen. Gør jeg det tidligere, kræver det en ny dato i kalenderen med det samme. Nej tak. Gør jeg det senere, får det karakter af en lyststyret aflysning, fordi noget andet og mere spændende er dukket op. Det er heller ikke kønt.
Familie og arbejde kan være gode at bruge som undskyldning. Trækker du ’familie-kortet’, har jeg lært, at du kommer langt med at vise en lille smule sårbarhed: ”Min mor kommer på uanmeldt besøg, og jeg har ikke set hende siden jul, så det vil jeg rigtig gerne prioritere.” Det forstår alle.
Undskyldningen med meget arbejde har ikke lige så meget tyngde som familien. For har vi ikke alle travlt? Her er det dog ekstra troværdigt at bruge argumentet om øget arbejdspres et par dage før aftalen, fordi det også vidner om, at jeg har overblik over min kalender og forudser, at jeg kan få travlt, når vi skal mødes.
Når jeg leverer beskeden om mit afbud, kommer forskellige kanaler med forskellig pondus. At ringe op og tage den verbalt er mest overbevisende, mens en SMS kan virke en smule som at stikke halen mellem benene.
Som den uærlige kylling, jeg er, vælger jeg selvfølgelig SMS’en. Uanset platform – og det her er vigtigt – skal du lægge ud med at være personlig. Fx: ”Jeg havde ellers virkelig glædet mig til at høre om det projekt, du fortalte om, men …”
Det store spørgsmål er nu, om aftalen skal forsvinde for altid, eller om man skal udskyde den med jævne mellemrum til evig tid. Min anbefaling? Riv plastret af. Der er en grund til, at perifere venner skal forblive perifere, og at tidligere kollegaer ikke længere er interessante, nu man ikke længere arbejder sammen. Er lysten til at ses der ikke i dag, er den der heller ikke om en måned.
Kunsten her er, at jeg lægger initiativet over på mig selv. Giver udtryk for, at jeg nok skal vende tilbage med en ny dag, selvom jeg ved, at det aldrig kommer til at ske. Jeg fortæller, at der lige er lidt tryk på arbejdet i de her uger, men at jeg giver lyd, så snart det lysner.
Sandheden: Det kommer aldrig til at lysne. I hvert fald kommer solen aldrig til at skinne på den relation, jeg nu endelig steder til hvile. Det er den ultimative stikken-halen-mellem-benene, og jeg ved det godt.
Det sidste element i min usle manøvre er at efterlade stemningen god. Mit trick: at dreje samtalen over på noget helt andet. Søndagens fodboldkamp. Et minde fra en svunden tid. En anbefaling af et nyt sted, der lige er åbnet i nærheden af hans adresse.
”Hyggeligt at høre fra dig og undskyld, jeg aflyste igen, jeg giver snart lyd,” storlyver jeg.
Og vupti, efter ganske få beskeder stopper korrespondancen brat. Det var så det. Aftalen er forsvundet, vi har haft dialog om venskabelige emner, og igen har jeg sluppet for at blive rigtig voksen og fortælle sandheden.
Det virker! Altså lige indtil næste gang, jeg løber ind i den samme ven og endnu engang ikke er i stand til at sige andet end ”ja,” når han spørger, om vi snart skulle få drukket den øl.
Så må jeg på den igen. Eller i bedste fald: lære at fortælle sandheden.
Se, hvad vi ellers skriver om: Guide