Guochongs restaurant bliver fuldstændig overrendt: ”Man kan ikke bare komme ind fra gaden – medmindre man er meget heldig”

MADLAVNING HAR ALTID været min helt store passion. Det er nok noget, jeg har arvet fra min mor, for hun var den bedste kok, jeg nogensinde har kendt.

Jeg er vokset op i Guangdong-provinsen i det sydlige Kina. Efter 9. klasse startede jeg på kokkeskolen i min hjemby, og da jeg var 17 år, kom jeg i lære og begyndte at arbejde rigtigt.

På kokkeskolen blev jeg oplært i det kantonesiske køkken. Der findes mange forskellige køkkener i Kina, som er knyttet til de forskellige egne. For eksempel er Sichuan- og Shanghai-køkkenerne meget populære. Men det kantonesiske rummer så mange forskellige smage og tekniker, så jeg synes uden tvivl, at det er det bedste.

DA JEG VAR omkring 25 og havde arbejdet i forskellige kantonesiske restauranter, flyttede jeg til Tyskland. Jeg havde en ven, der gerne ville åbne sin egen dim sum-restaurant, så jeg tog med ham og brugte fire år der. Jeg var nysgerrig efter at komme ud og se en anden del af verden.

Fire år senere tog jeg videre til Danmark. Jeg havde hørt, at det var et meget frit land, og at man havde mulighed for at få sin familie med. Det måtte man ikke i Tyskland – der kunne de kun komme på besøg. Og allerede efter to år i Danmark fik min familie lov til at flytte med.

Det var selvfølgelig svært at vænne sig til Europa. Især fordi jeg ikke er så god til at tale engelsk. Og specielt dansk var meget, meget svært at lære. Jeg har brugt utrolig meget tid på at lære det danske sprog.

FOR TO ÅR siden åbnede jeg Hongs Special i Hvidovre. Forinden havde min kone en smørrebrødsforretning i de samme lokaler, men den var ikke så populær, så vi havde brug for at finde på noget nyt.

Vi synes, det passede godt at lave en kantonesisk restaurant i Hvidovre, fordi der ikke fandtes noget lignende. Her ligger ét andet stort kinesisk sted – Dongfang – men det er en buffetrestaurant, hvor de laver al slags kinesisk, ja nærmest al asiatisk mad, man overhovedet kan forestille sig. Også sushi.

DA VI ÅBNEDE Hongs Special var det rigtig svært. I begyndelsen kom der kun kinesere og spiste hos os, og man kunne godt mærke, at folk var blevet vant til at passe på deres penge efter corona-pandemien. Der kom ikke ret mange gæster.

Men når man lægger hele sit hjerte i madlavningen, skal det nok komme af sig selv. Stille og roligt begyndte der at komme flere og flere gæster. Jeg tror, folk begyndte at sige ”Hong Special – de laver virkelig god mad,” ude i byen. 

Og da der var gået et halvt år, begyndte vi at være fuldt booket næsten hver dag. Nu kommer der faktisk flere danskere end kinesere.

FOR ET ÅR SIDEN skrev Berlingske en rigtig god anmeldelse af restauranten. Det var meget vigtigt for os og gav os et ekstra løft. Vi vidste ikke, at de havde været her, men så en dag kom min ven ind og viste os artiklen. De havde givet os fem stjerner.

Jeg måtte altså lige hoppe ud af køkkenet, sætte mig ned og læse den. Det var meget stressende, for telefonen ringede uafbrudt efterfølgende. Siden den dag kan man ikke bare komme ind fra gaden og spise – medmindre man er meget heldig.

KANTO STYLE DUCK er vores mest populære ret. Den serveres med små pandekager, hoisin-sauce, agurk og forårsløg, som man selv pakker ved bordet. Jeg har specialiseret min and siden jeg var 15 år gammel. Ellers er vores Mapo Tofu også ekstremt populær. Det er tofu og hakket oksekød, braiseret i en krydret chilisauce.

Hvis man tør, kan man kaste sig ud i vores Sichuan-gryde, men den er lidt vild. Der er både komave, svinetarme og blækspruttearme i, så for mange danskere vil den være lidt af en mundfuld. Men kineserne elsker den.

VI PRØVEDE PÅ et tidspunkt at holde lukket om mandagen. Men mange fra restaurationsbranchen nyder at spise hos os, og de har jo næsten alle sammen fri dér, så vi er endt med at holde åbent hver dag alligevel.

Der kommer mange Michelinkokke hos os – fx Yves Le Lay, Mads Battefeld og Kamilla Seidler, som vist også tippede Berlingske om, at de skulle tjekke os ud.

JEG BOR PÅ AMAGER og møder ind hver dag ved 12-tiden. Så gør jeg alt klar til aftenen, inden jeg kører ind til vores nye restaurant, som vi lige har åbnet på Frederiksberg. Den minder meget om restauranten i Hvidovre, men er en lille smule finere.

Ved 20-tiden holder jeg fri, så jeg kan nå at komme hjem og sige godnat til min søn. Jeg holder normalt fri én dag om ugen, men ikke i perioder, hvor vi har meget travlt.

Når jeg endelig holder fri, forsøger jeg bare at slappe af og være sammen med mine børn. Min datter er lige begyndt på universitetet, men min søn er kun 13 år, så han har stadig brug for masser af opmærksomhed.

FOR MIG GIVER livet mening, når jeg laver mad. Noget af det bedste, jeg ved, er, når gæsterne siger: ”Tusind tak for mad, det var rigtig lækkert.” Så bliver jeg meget, meget glad. Der er ingen større hemmelighed bag vores succes – man skal bare bruge sit hjerte til det.

Jeg drømmer om at lave endnu en restaurant. Helst i Indre By, og den skal være endnu bedre. Så god, at vi måske kan få en michelinstjerne. Men det må tiden vise.