Poya Pakzad sidder med hovedtelefonerne på i et af de mindre lydisolerede studier på Radio24syvs adresse. Han er ikke en ny debattør i Danmark, men han er ikke eksponeret som Rene Fredensborg eller fandenivoldsk som Henrik Marstal. Han har skrevet for mindre magasiner og tidsskrifter, han arbejdet for Amnesty International, og han har medvirket i dybere programmer som Deadline.
Men trods en mere eller mindre etableret tilværelse med eget radioprogram og flere optrædener i DR2-programmer, er det ikke noget, man bliver rig af. Selv tanken om, at kanalen kunne nedlægge programmet fra den ene dag til den anden stresser ham, specielt nu, med en højgravid kæreste.
”Der er mange mennesker, der har en opfattelse af, at når man har et radioprogram og bliver interviewet i Deadline, så lever man i sus og dus. Men det er virkelig mindretallet,” siger han og tilføjer.
”Hvis du lægger dig i den kritiske ende af debattører, så skal du enten være ekstremt dygtig eller virkelig ramme en nerve for, at du kan leve af det. Du skal have et gig ved siden af, som for eksempel Carsten Jensen, der skriver virkelig gode romaner og som sidegesjæft er intellektuel. Han er hadet, fordi han siger ting, vi ikke kan lide at høre. Hvis Carsten Jensen udelukkende lavede det, så ville han blive ignoreret, og han ville slet ikke kunne leve af det.”
Men lige nu lever han af ’Pakzads Polemik’. Han er i gang med at forproducere en række afsnit til, når kæreste skal føde, og ugen efter skal han indspille fire afsnit.
”Programmet er jo meget klassisk Radio24syv, fordi det er bygget op omkring værten. Man ville sagtens kunne lave et lignende program med de samme emner, men det ville ikke kunne blive det samme program. Værternes egen holdning spiller en ret stor rolle her,” siger produceren Ninette Brick inde fra det tilstødende lydtekniske lokale, hvor man kan se Poya Pakzad diskutere, hvordan velfærdsstaten bliver portrætteret i samtidslitteraturen.
Han har lige startet indspilningen af sit radioprogram, hvor han hver uge tager et nyt emne op, som han mener ikke får nok opmærksomhed i daglige mediestrøm. Programmerne indleder han altid med en kort enetale, hvor han i brede, højtragende termer kridter emnet op, og denne torsdag middag er temaet litteraturkritik.
”Hvad skal vi bruge det til, det der litteratur og alle de hersens litterater?” spørg han indledende.
I studiet med ham er litteraturforsker Tue Andersen Nexø, der har skrevet bogen ’Vidnebyrd fra Velfærdsstaten’. Forskeren mener, at de offentlige institutioner bliver beskrevet anderledes litteraturen i dag end for knap 30 år siden. Hvor de offentlige institutioner før blev beskrevet som et idealistisk projekt, bliver de i dag portrætteret som et rodet apparat, hvor alle i mødet med det offentlige bliver tabere. Altså sådan generelt. Og det er det, dagens program skal handle om.
Dagen før sad Poya Pakzad i sin lejlighed ved nordhavnen på Østerbro. Hans højgravide kæreste sov i værelset ved siden af, mens han skrev introen og spørgsmålene til radioprogrammet. Han er en stor mand med hænder, der kan tage fat og et sort fuldskæg. Han går i fleecetrøjer og ved begge vores møder har han båret en baseball-cap for New York Yankies. Foran sit arbejdsbord i stuen står en stor reol og dækker hele væggen med alle de store tænkere fra Foucault og Said til Chomsky, Tolstoj og Diderot.
Når han ikke forbereder det ugentlige program, læser han faglitteratur, som kun de mest hardcore akademikere gnaver sig igennem. I den etablerede medieverden er Poya Pakzad et atypisk tilfælde. Han er en 34 årig militærnægter, der aldrig har holdt et fast fuldtidsarbejde i længere tid. Han er uden uddannelse, men ekstremt belæst, og så kan han politisk placeres på den yderste venstrefløj.
Men Poya Pakzad har ikke altid været så højtragende, som i ’Pakzads Polemik’, der tidligere har diskuteret veganisme, borgerløn og arbejderbegrebet, med målet om at komme et spadestik dybere, end det mainstream-medierne kan tilbyde.
I 1986 i årene efter den iranske revolution flygtede han med familien til Danmark, hvor de flyttede ind på en sidegade til Istedgade, inden de rykkede ind i et rækkehus i Herlev.
Hans mor var uddannet jordmoder i Iran, men i kølvandet på den blodige revolution var universitetslicenserne blevet ophævet. Hun skulle genuddanne sig i Danmark, mens hun lærte dansk. I hendes gamle notesbøger kan man stadig finde danske lægefaglige tekster, hvor hun møjsommeligt har fyldt mellemrummene med oversættelser til farsi. Det tog hende otte år.
Hans far havde været scenograf i storhedstiden for ’Iranian Cinema’, hvor han blandt andet arbejdede sammen med den prisvindende iranske instruktør Amir Naderi på filmen ’The Runner’ om en fattig iransk dreng, der løber gennem landet og skildrer den sociale ulighed. Det var en af de første iranske film efter revolutionen, der tiltrak europæisk opmærksomhed. Da han kom til Danmark måtte han arbejde frivilligt på teatre rundt omkring i København, indtil han en dag blev tilbudt et job på TV2 Lorry, hvor han arbejdede, indtil han gik på pension for nogle år siden.
”Jeg har været heldig, fordi jeg har haft forældre, der ikke hvilede på laurbærrene. De forsøgte at lære sproget og indførte os børn i den verden, de levede i. Det adskiller mig jo fra mange, hvis forældre giver op, når de kommer hertil og vælger den nemme vej på en eller anden kontanthjælpsoverførsel. Men mine forældre havde også nogle bedre forudsætninger, da de kom. Vi var ikke rige, vi havde ingenting, da vi kom, men de havde uddannelse og et mentalt overskud til at skabe sig et nyt liv.”
I sit sidste gymnasieår, i tiden efter terrorangrebet på World Trade Center, begyndte han at læse om konflikten mellem USA og Irak online og kort efter, startede han sin første blog om krigen mod terror på onlinemediet ’Blogger’ for at finde ligesindede. Indlæggene var ikke let læsning. Hans første indlæg handlede om betingelserne for amerikansk tilbagetrækning fra Irak, og så vidt han husker var overskriften: ’Aftalen om Irak og kendsgerningerne på jorden’. Han gennemgik hele aftaleindholdet.
”Det var måske mit første bidrag til debatten før Facebook og Twitter. Internettet dengang var væsentligt sjovere, end det er i dag. Det var før fænomener som trolling. Man havde ret lange, reflekterende diskussioner bloggerne imellem. Det var en anderledes og mere kreativ internetverden.”
I familien var der en kultur om, at man enten blev ingeniør eller læge. Efter gymnasiet søgte han ind på civilingeniøruddannelse, men langsomt begyndte han at bruge mere tid på at diskutere på nettet til langt ud på natten.
”Den ene konflikt ledte til den næste. Jeg blev trukket længere ned i kaninhullet, og en dag kunne jeg ikke komme op igen.”
Efter fire år droppede han ud af studiet. Han blev militærnægter og skulle i stedet lave frivilligt arbejde hos Amnesty International. Der sad han i receptionen, mens han bloggede om aftenen og natten. I årene efter fik han job på Café Strassen på Istedgade og tog vikartimer på skoler i Hellerup og på Nørrebro i matematik og fysik for at kunne forsørge sig selv, mens han skrev for det socialistiske ugeskrift Kritisk Debat og senere Mellemfolkeligt Samvirke. Da det arabiske forår var på sit højeste blev han redaktør på magasinet Ræson.
”Det var ikke planlagt, at jeg ikke skulle have en uddannelse. Jeg ville ønske i dag, at jeg havde valgt noget, der lå mig mere på hjerte end ingeniørfaget. Jeg tog det, fordi jeg dengang var af den opfattelse, at man bare skulle have noget solidt, man kunne leve af efterfølgende.”
Da Facebook bragede igennem begyndte flere end kun snævre bloglæsende klasse at få øje på ham. Han skrev lange saglige opdateringer, som angreb politiske problemstillinger i ind- og udland fra andre vinkler, og det var på den baggrund, han blev kontaktet af Radio24syv, hvor idéen til ’Pakzads Polemik’ blev til. Da programmet skulle lanceres i maj sidste år udsendte kanalen en pressemeddelelse:
”Det er ikke lige fordi, det vrimler med interessante danske intellektuelle under fyrre i dagens Danmark. Eller bare intellektuelle i det hele taget. Men hvis der er en, der lyser op i den talende klasses landskab, så er det fænomenet Poya Pakzad,” skrev radiokanalen.
I sin forholdsvist korte levetid har Radio24syv været lige så elsket som forhadt siden kanalen første gang sendte deres taleradio ud i æteren i 2010. De brugte markante personligheder med yderligtgående holdninger, ofte uden nogen radioerfaring, der prompte medførte anklager om at kanalen var for venstreorienteret den ene uge og for højredrejet den næste. En attitude som også kommer til udtryk i humoren på kontoret:
”Jeg køber altid sindssygt billigt tøj. Totalt børnearbejde,” siger en ansat uden for et af radiostudierne og griner.
Den gyldne mellemvej undviges bevidst som søm på landevejen, og bare et forkert sving vil punktere hele projektet. ’Pakzads Polemik’ falder da også i præcis samme rille af programmer, der slikker vejstriberne. Det er et meget venstreorienteret program, og det er værten ikke bange for at skilte med, også selvom det måske skulle koste lyttere.
”Det står jeg 100 procent ved, men det er et meget bredt venstreorienteret program. Jeg kunne i princippet invitere nazier ind i studiet, og det ville være lige så systemkritisk, men det har jeg ingen interesse i,” siger han.
På væggene er der plastret citater op i små glasrammer, men der er specielt et, der går igen over hele redaktion: ”Don’t worry boy. It’s just radio.” Citatet stammer fra en onlinefejde mellem Mikael Bertelsen og den tidligere chef for Tv-avisen Lasse Jensen, der kritiserede i kanalen i dens spæde år for at producere dårlig radio. Efter en lang smøre fra Bertelsen sluttede Lasse Jensen korrespondancen med de ord, der udover at være koden til stedets gæstewifi, nærmest er blevet et mantra for radiokanalen. Et meget passende mærkat for kanalens selvironi.
Poya Pakzad bruger alle sine frie timer på magasinet Eftertryk, et semi-akademisk tidsskrift han er medstifter af, der minder mere om de blogindlæg, han begyndte at skrive i slutningen af sine teenageår, end det man dagligt møder på Facebook.
”Facebook er et outlet for ureflekterede følelse. Det gør jeg også selv. Mange gange skriver jeg ting, som jeg ville ønske, jeg ikke havde skrevet, og andre gange skriver jeg noget, jeg i virkeligheden burde arbejde videre med. Det er et sted, hvor rigtig meget nag ophober sig.”
Måske er det på grund af hans baggrund at Poya Pakzad ligger sig mellem det folkelige og det akademiske. Mens akademikere ofte gør det emner dybere og mere komplekse, end de er, og politikere taler i koder, er ’Pakzads Polemik’ anderledes lige til.
”The dirty secret, hvad angår politik, er, at alle kan gøre det. Alle med deres fem sanser i orden kan sætte sig ind i de her ting. Når det gælder politik er forholdsvist simple anliggender, som vi alle med en smule indsats kan sætte os ind i.”
LÆS OGSÅ: Anders Legarth Schmidt, der mistede sin datter: "Sorg kan ikke måles. Den farver dit liv for altid"
