Lad mig først være helt ærlig: I lang tid forstod jeg ikke fidusen med Carhartt WIP (’Work in Progress’, der blev etableret i 1994 for at fungere som eksklusiv distributør af Carhartt i Europa og som sit eget selvstændige brand, der laver kollektioner baseret på originalt Carhartt-tøj).
For mit vedkommende rimede workwear-mærket nemlig mest af alt på one pocket tees og virkelig grimme polyesterhuer. De er i hvert fald blevet båret virkelig grimt gennem tiden.
Jeg kan ikke fortælle, hvornår jeg begyndte at forstå, hvad Carhartt WIP egentlig har at byde på. Måske var det, da Daniel Day-Lewis blev spottet i New Yorks gader iført et fuldt Carhartt-outfit. Måske var det senere, da deres ’Double Knee Pants’, hvilke Day-Lewis også sværger til, blev til nogle af de mest eftertragtede benklæder, som selv de mest luksuriøse multibrand-butikker begyndte at købe ind. Eller da jeg blev gjort opmærksom på, at second hand-markedet i disse tider støvsuges for vintage Carhartt.
De føromtalte ’Double Knee Pants’ – både nye, gamle og totalt smadrede – er især i høj kurs, men også deres ikoniske jakker har oplevet en ny kærlighed fra nye typer af kunder.
Men i virkeligheden er det også misforstået, for hverken Carhartt eller WIP handler om luksus og hype, tværtimod: Det er skabt til arbejderen – ikke ’jeg er københavner og sætter min egen lejlighed i stand’-arbejderen, men til stålarbejderen, der i slutningen af 1800-tallet byggede togskinner i hele USA, og derfor skulle bruge tøj, der ikke blev slidt op alt for hurtigt.
Holdbarhed og slidstærke materialer er vævet ind i Carhartt WIP’s dna; tøjet holder – i ordets oprindelige forstand – og bliver kun bedre med årene. Og så er det prismæssigt ekstremt tilgængeligt. Hvorfor skulle man ikke kunne lide det?
Skal der lyde en anke herfra, så går den på, at Carhartt og WIP alle dage har været ekstremt glade for deres eget logo. Men hey! De har også noget at være stolte af.
