Ivan Jørgensen var en ganske almindelig mand med kone og børn. Han havde uddannet sig på Handelshøjskolen i 80’erne og var kontorchef i et boligselskab. Når han blev stresset, dulmede han nerverne med rødvin. Pludselig drak han også i løbet af hverdagen, og kort efter var han skilt, arbejdsløs og boede i en lille lejlighed, hvor han holdt persiennerne nede, mens han drak alene.

”Det er en ret vild deroute,” siger Henning Due, som har produceret en podcastserie om Ivan Jørgensen og syv andre mænd, der havnede i dyb krise.

”Ivan kom ikke med en social slagside, hvor man udefra kunne tænke, at derouten næsten lå i kortene. Han er en, som mange af os kan spejle sig i.”

Henning Due skrev oprindeligt for psykologernes fagmagasin P, da han stødte på en rapport, der viste, at mænd i alderen 40-60 år er dem, der har højst risiko for at begå selvmord. Podcastserien, som har fået navnet ’Kriser - mænd der fortæller’, er en undersøgelse af, hvad der driver mænd helt ud på kanten af livet.

Henning Due begyndte arbejdet med serien ved at kontakte mandecentre rundt om i landet. Undervejs har han valgt de otte personer, som tilsammen fortæller en historie om de problemer, mange mænd slås med.

”Jeg havde lyst til at ramme det ind i nogle problematikker, som repræsenterede et eller andet universelt: Ensomhed, misbrug, sygdom og så videre – noget, alle kan spejle sig i på et eller andet niveau. Også historier om at miste sine børn, at blive weekendfar eksempelvis, fyldte meget, og det er noget, som mange mænd bokser med. Jeg oplever, at det kan være tabuiseret at tale om, hvor ondt det egentlig gør.”

Lige præcis en historie om at miste kontakt med sine børn – et afsnit, der har fået titlen ’Weekendfar’ – var det, der ramte Henning Due mest på det personlige plan. Han har selv børn og i arbejdet med weekendfaren Thomas Larsen kunne han mærke, at var der én ting, der skulle få ham ud over kanten, var det at miste adgang til sine børn. Alligevel gik han glad fra arbejde.

”Ved at lytte til de her historier får man en lidt dybere forståelse for, at det grundlag, man står på som mand, er en tynd fernis. Man tror, det er solidt. Det er det måske også, men det er det så måske alligevel ikke. Det kan være hvad som helst, der rammer én. Jeg tror egentlig, der er noget opbyggeligt i at erkende den skrøbelighed og finde glæden ved det, man har.”

’Kriser - mænd der fortæller’ er støttet af Velliv Foreningen og kan findes på mandfolk.nu og de fleste podcasttjenester.