Jeg har et minde, der står ekstremt klart for mig. Hvor jeg virkelig følte mig indigneret.

Det var i 2019, og jeg var begyndt at have nogle samtaler med min ven og senere medstifter af Saga, Alexander Hasenberg, der politisk set kommer fra ’den anden side’ end mig.

Selv er jeg vokset op i et meget venstreorienteret hjem, mens han kommer fra et klassisk borgerligt hjem. På trods af vores uenigheder var vi blevet enige om, at der er noget helt galt med den måde, vi laver politik på i Danmark. At det er blevet for kortsigtet, for populistisk.

Omkring et år senere talte jeg med en tidligere studentermedhjælper i Socialdemokratiet. Han fortalte mig, at partiet flere gange havde overvejet at lave indgreb på boligmarkedet for at forbedre unges muligheder for at blive ejere. Men hver gang var det blevet afvist af de særlige rådgivere, fordi forslaget ikke havde ’elektoralt incitament.’ Elektoralt incitament!

Der gik det virkelig op for mig, at systemet ikke fungerer, som det skal. Debatten om støj fra Soundboks’e var på nogenlunde samme tidspunkt begyndt at tage fart. Da jeg udtalte mig første gang i en artikel i Politiken, gik der ikke mere end 10 minutter, før jeg havde fået de første dødstrusler.

Men da jeg i artiklens kommentarfelt gav min mailadresse og opfordrede folk til at sende mig en mail, så vi kunne mødes til en kop kaffe og snakke løsninger, skrev nul mennesker tilbage til mig.

Omvendt, da jeg i en gruppe på Facebook for personer, der ejer en Soundboks, skrev, at jeg gerne ville mødes med folk for at finde nogle løsninger på problemet, modtog jeg over 300 henvendelser fra unge mennesker.

Efterfølgende, når jeg tog rundt og talte med forskellige kommuner, oplevede jeg udelukkende et fokus på at stoppe støjen fra ”de hensynsløse unge.”

Der var aldrig nogen lyst til at forstå, hvorfor de unge hang ud udenfor eller at skabe et nyt tilbud til dem. Om det hang sammen med stigende mistrivsel under nedlukningen og de fællesskaber, der var blevet dem fjernet?

Det handlede udelukkende om at få stoppet støjen for at pleje vælgerbasen. De unge kunne alligevel ikke stemme, så de var ligegyldige. Jeg tror ikke på, at jeg er en del af nogen særlig generation, i hvilken vi har en hel masse fælleskarakteristikker på tværs af os alle sammen. Og egentlig er jeg generelt ikke særligt glad for alt snakken om Generation X, Z, boomere og så videre.

Men jeg føler mig som en del af en generation, som i stigende grad påvirkes af fænomener, som vi har tilfælles. Når vi igennem Saga spørger, hvad folk gerne vil kæmpe for at få forandret, så er det i ekstremt høj grad de samme problematikker, der går igen: klima, mental sundhed og uddannelsessystemet. Hvilket der så kan være enormt mange forskellige løsningsperspektiver på.

Vi har et absurd skisma lige nu: Den danske ungdom har aldrig været mere samfundsengageret, end den er nu. 69 procent af de danske unge har en mening om, hvor vi skal hen som samfund. Men kun 0,8 procent under 30 år er medlem af et ungdomspolitisk parti.

De unge tror ikke længere på, at løsningerne skal komme fra politisk hold.