En lille sjov udfordring. Det er sådan, Aske Søby beskriver den kommende weekend, der byder på intet mindre end to ironmans i to forskellige lande. Først på lørdag i Kalmar i Sverige og så på søndag i København.
Hans krop kommer til at være på arbejde i omkring 36 timer, men det eneste, der irriterer ham er, at han ikke kan nå at cykle fra det ene løb til det andet. Det havde ellers været kronen på værket, da hans sidste ironman i Herning blev efterfulgt af en cykeltur til hovedstaden for at nappe en halv ironman mere. I stedet må han denne gang tilbagelægge de godt 330 kilometer i bil.
”Jeg tænkte, jeg skulle finde noget at få tiden til at gå med resten af året. Og så kunne jeg se, at der var to ironmans i samme weekend. Det var jo en meget sjov lille udfordring, og jeg tænkte, at det skulle da prøves. Der var egentlig ikke en større tanke omkring det,” siger Aske Søby.
For almindelige dødelige er to ironmans på en enkelt weekend alt andet end en hyggelig og sjov lille udfordring. Men Aske Søby har før været igennem ekstreme udfordringer. De sidste tre år har blandt andet budt på et 24-timers løb, to gange Race Across America, forskellige hele og halve ironmans og andre ”små” cykelløb.
FOTO: Aske Søby | Aske Søby under Race Across America i juni måned
Men for Aske Søby er sluttiden på søndag i København ikke så vigtig. Han vil bare gennemføre og klare det, han har sat sig for. Det er på cyklen, han er bedst, og han ved, at de 42 kilometer i enden af de to løb bliver hårde, men han har en stålfast tro på egne evner.
”Jeg skal også passe på, at det ikke lyder for smart, men jeg ved, hvor meget jeg kan cykle, og hvor hurtigt jeg kan løbe. Og så er det jo egentlig bare at komme stille og roligt igennem. Jeg er også typen, der godt kan finde på at give et skulderklap til en, der lige har det lidt hårdere end mig,” siger han.
Han insisterer altså på, at han gør det ’for hyggens skyld’. Men stikker man lidt til den 26-årige ekstremsportsudøver, så er det heller ikke kun en lille weekendudflugt, der meget belejligt giver lidt ekstra mentaltræning.
Der ligger også et revancheelement gemt i den dobbelte ironman. For i juni måned styrtede Aske Søby, da han for anden gang var med i cykelløbet Race Across America. Hånden brækkede, og han kunne ikke fortsætte og gennemføre løbet, der med knap 5.000 kilometer strækker sig tværs igennem USA. Målet var ellers at forbedre ottendepladsen fra 2014 og enten vinde eller blande sig i top tre.
”Jeg glæder mig helt vildt til weekenden og til at blive presset. Jeg har en vis skuffelse efter ikke at have gennemført ovre i USA, ”forklarer Aske Søby.
Hånden er stadigvæk ikke helt god forud for weekendens fysiske laksmusprøve. Den er vokset skævt sammen, og d. 14. september skal den brækkes op igen og sættes ordentligt på plads på hospitalet. Men det er imidlertid ingen hindring for den 26-årige fynbo.
”Det gør så ondt alle andre steder, så man tænker ikke rigtig over, at man har slået hånden.”
Gider ikke løb og svømning
Selvom Aske Søby er allerbedst på cyklen og har lagt mest træningen der, så har det ikke været en livslang passion for ham. Faktisk begyndte han først som 16-årig, da en 11 år lang fodboldkarriere i Odense blev sat i bero.
”Jeg havde evig og altid skader. Og så stoppede jeg egentlig med at dyrke sport og begyndte at cykle i stedet for. Ret hurtigt fandt jeg ud af, at det var jeg egentlig meget god til. Men jeg gik død i det efter gymnasiet, fordi jeg styrtede to gange og smadrede kravebenet. I 2012 så jeg, at der var en ironman i København. Og så gik jeg i gang med at træne op. Der havde jeg ikke lavet noget i et halvt år. Det var egentlig møghamrende hårdt, men det var også sjovt.”
FOTO: Aske Søby | Aske Søby under Ironman Copenhagen 2015
Ifølge Aske Søby er de første 200 meter i havet rare, mens de sidste 3.600 er forfærdelige. Men hvorfor i alverden udsætter man så sin krop for den slags? Aske Søbys svar falder prompte: mentaltræning. Det hele sidder i hovedet. Under en ironman er kunsten ikke at tænke på den næste udfordring, førend der kun er ti minutter tilbage af den igangværende. Løbet skal deles op i etaper, man kan tage én ad gangen, og det er han blevet god til.
”Når jeg ligger ude i vandet, så tænker jeg, okay, det er kun en time og tyve minutter cirka, jeg skal ligge herude og padle. Jeg skal bare svømme, og så er det overstået. Det er med bare at tænke på det næste armtag. Jeg får ikke noget ud af, hvis jeg begynder at gå amok over, at de andre svømmer fra mig. Jeg ved godt, jeg er dårlig til det, så det er med at tage små skridt ad gangen og bare slappe af. Det, tror jeg, er min fordel. Jeg kommer i mål med folk, der træner otte gange så meget som mig, men de har ikke hovedet med på dagen, og det er det, der gør forskellen, tror jeg.”
Netop kandidatuddannelsen i Idræt og Sundhed på Syddansk Universitet er en klar fordel i hans hobby. Han har testet sin krop og udsat den for det meste. For eksempel har han gennemført en halv ironman uden at indtage nogen som helst form for energi. Han ville bare lige se, hvordan kroppen reagerede på det.
”Der er mange, der har en stram plan for, hvad de skal spise, men så ender de måske med at blive dårlige og kaste op. Man skal lytte til sin egen krop. Jeg har jo min faglighed om kost og ernæring, men den må jeg sommetider kaste væk, for den virker ikke altid i praksis,” forklarer han.
Udover at være blevet klog på sin krop, føler Aske Søby også, at han er blevet en holdspiller af de mange ekstreme løb. Hver gang han er af sted, har han et hold af mennesker til at servicere ham og sikre sig, at det hele flasker sig.
”Jeg var en mega egomand, før jeg startede med alt det her,” siger han.
FOTO: Asky Søby
Dårlig stemning på familiefronten
Aske Søby tjener ikke en krone på at cykle og deltage i diverse løb verden over, men til gengæld er han fuldt sponsoreret. Det har givet ham udstyr i omegnen af 400.000 kroner og en kvart million kroner oveni fra sponsorerer, der går til gebyrer og rejseomkostninger.
Selvom de ekstreme løb bliver dækket fuldt ud økonomisk, så har menageriet sin pris. Det har kostet fester og betydet en stram kostplan og træning, selv når det øsregner. Og det bliver ikke altid bifaldet af familien og kæresten.
Siden d. 1. januar har han i snit cyklet 4,5 time hver eneste dag, og så er han ofte på træningslejr á to-tre ugers varighed. Bare i år har han allerede været et par gange på Mallorca, Gran Canaria og i Alicante. Det kostede blandt andet jul og nytår sammen med familien.
”Der er dårlig stemning nogle gange. Jeg ville gerne til USA igen næste år, fordi jeg måtte udgå i år, men jeg har både et speciale på uni, og så har jeg en kæreste. Og da jeg sagde til hende, at jeg gerne ville af sted igen, kunne jeg godt se, at det kommer ikke til at ske,” griner han.
Selvom familien er forstående, og vennerne stadigvæk var der, da han havde været væk i et halvt år på grund af cyklingen, så har det enøjede fokus på sporten også sin pris. Og Søbys mor kunne egentlig godt tænke sig, at han var hjemme til jul i år. Det tænker han lige over. Og i mellemtiden er der fuldt fokus på weekendens udfordring.
Aske Søby tænker sig ikke om et eneste sekund, da spørgsmålet lyder: Hvad gør du, hvis du ikke gennemfører?
”Jamen det gør jeg,” siger han og fortsætter:
”Jeg skal nok klare svømningen og cyklingen. Og så må man sgu gå igennem det skide maraton til sidst. Det er worst case. Det skal nok gå.”
For menig mand kunne det efterhånden se ud som om, der ikke er flere ting, der kan overgå en dobbelt ironman på to dage og 5.000 kilometer tværs over USA. Og der er også et mætningspunkt. Han vil gerne have en familie og et normalt liv. Og de hurtige cykelbriller sniger sig absolut ikke ind i hverdagsgarderoben. Fritiden er cykelfri, og han gider ikke gå rundt og ligne en sportsudøver. Men podiet på den amerikanske landevej lurer i det fjerne som kronen på værket.
”Planen for næste år er ikke fuldstændig fastlagt, men der er hvert fald to cykelløb, der ligger fast. Østrig Rundt og Danmark Rundt, som er henholdsvis 2200 og 1600 kilometer. Men ellers har jeg ikke det store program lige nu. Den dag jeg kan komme på podiet i USA, så er målet nået. Så tror jeg ikke, jeg har brug for det her ekstremsport længere.”
FOTO: Aske Søby
LÆS OGSÅ: Cykelsportens smukkeste og største scene
LÆS OGSÅ: Dennis Ritter: Jeg kunne godt regne ud, at Rolf nok ikke havde kørt på broccoli"
LÆS OGSÅ: Jesper Grønkjær: "Det mål, der har betydet mest i min karriere"
