På forsiden af Euroman finder man i denne måned Erik Sviatchenko. Den 24-årige forsvarsspiller er en af de få, der kan spise et rundstykke uden at krumme, og han går op i alle detaljer. Men i det nye nummer fortæller han også om en svær periode, som blev startskuddet på den nuværende succes.
Det indtraf i december 2014. Efter seks måneders pause efter en ankeloperation var han i oktober endelig kommet tilbage på banen. Undervejs var et meget omtalt skifte til FC København blevet forpurret i 11. time af FC Midtjyllands nye engelske ejer, Matthew Benham.
Sviatchenko havde spillet to gode kampe og var klar til at slutte sæsonen med et brag. I stedet smældede det i forlåret, og en fibersprængning sendte ham tilbage på lazarettet i de sidste fem kampe. For egen regning tog han i decemberferien til genoptræning hos en specialist i København, hvor han skulle gennemgå et krævende træningsprogram hver dag i to uger. Det var hårdt, og fremskridtene udeblev.
I hovedstaden boede han hos en anden fodboldspiller og gammel ven fra akademiet. En aften besluttede de to venner at tage en tur i byen. Midt i morskaben faldt vennen og slog sig og måtte på skadestuen. Klokken blev fire om natten, før de var hjemme, og en stikkende hovedpine tvang Erik Sviatchenko til at aflyse morgenens træning.
LÆS OGSÅ: Lider Christian Eriksen af Wozniacki-syndromet
Dagen efter kom kæresten på weekendbesøg. Og da var det, at det ramlede. Siddende i bilen brød han sammen. Han lod tårerne skylle igennem uden modstand. Efter trøst og en kort udredning af gårsdagens hændelser følte han sig klar til at tage på det planlagte besøg hos sin storebror. En regnbyge udsatte imidlertid ankomsttidspunktet ud over det aftale, hvilket pirrede storebroderens punktlighed. Det var nok til at sende Erik Sviatchenko i tovene nok en gang.
Forside-foto af Rasmus Weng
”Han spurgte bare, hvorfor vi kom for sent. Og så brød jeg sammen igen. Jeg måtte ud på altanen. Min bror anede jo intet om alt det andet. Jeg kan godt lide at have styr på mine ting, og jeg var kommet til København for at træne. Det var godt nok ferie, men jeg var kommet for at træne, jo,” fortsætter han.
De sidste ord trækkes ud.
”Det var en shaky periode. Skiftet til FCK, der ikke blev til noget. Al den tvivl om, hvorvidt jeg kunne komme tilbage. Jeg var lige kommet tilbage én gang. Jeg blev pludselig i tvivl om mine evner. Jeg tror, det var pga. det fysiske.
Jeg er aldrig i tvivl, når jeg har det godt fysisk. Jeg skulle have boet hos min storebror i stedet for. Så var jeg kommet i seng i ordentlig tid og havde trænet. Jeg skulle have vendt det med René (Petersen, mentaltræner, red.) og sagt: ’Hvad er det for en situation, vi står i, hvad skal jeg blive bedre til her?’
Forside-foto af Rasmus Weng
Jeg troede, jeg kunne administrere det selv. Det var skelsættende. Det var, som om jeg lige gav slip der. Derfor var det min hårdeste krise. Jeg var sur på alle, på Steinlein (direktør i FC Midtjylland, red.), på Glen (daværende træner, red.) og på de andre spillere. Siden har jeg lært aldrig at gå på kompromis med min plan. Siden har jeg talt den igennem, og så vendte jeg tilbage, og i 2015 har det bare kørt.”
LÆS OGSÅ: Når gaming bliver penge værd: Min løn er bedre end de fleste advokaters
