scroll-down

Fotograf Anders Kjærbye spiser og sover med landsholdet: ”Det er en fortælling, som man ikke kunne have drømt om”

Fotograf Anders Kjærbye fik som den eneste unik adgang til det danske landshold under EM 2020 og var med bag kulissen, da nogle følelsesladede spillere skulle bearbejde Christian Eriksens kollaps mod Finland. Her fortæller Kjærbye, der netop har dokumenteret slutrunden med en ny fotobog, om, hvordan holdet rejste sig og kom hele vejen til Wembley.

Af Teis Jeppe Gørtz
Foto: Anders Kjærbye
Sport Euroman

ET PAR DAGE inden Finland-kampen stod Christian Eriksen og jeg og talte om vores børn. Jeg fortalte ham, at jeg havde endnu én på vej. Han havde selv fået en ny tidligere på året. Jeg har kendt Christian i mange år. Jeg fotograferede ham første gang, da han var 10-11 år gammel. Som fotograf for landsholdet lader spillerne mig komme tæt på, og vores forhold bygger på tillid.

Men ved EM 2020 fik jeg mulighed for at komme endnu tættere på, end jeg har prøvet før ved tidligere slutrunder. Jeg var omkring holdet hele tiden. Jeg boede på samme hotel, spiste med dem og var nede i omklædningsrummet til kampene. Normalt har jeg dækket landsholdet med den øvrige presse.

JEG HAVDE SELV STORE forventninger til det her hold inden EM. Jeg var vildt spændt på, hvordan det kunne gå. Vi var havnet i en pulje, hvor der var gode muligheder for at spille sig videre, og vi skulle endda spille på hjemmebane. Vi havde en trup, der var skadefri. Jeg har været til flere slutrunder, hvor der kom spillere hjem, som ikke spillede på deres klubhold og var småskadede, og så endte det også med dårlige oplevelser. Ved dette EM mødte alle drenge ind og var i topform. Vi havde spillet gode kampe i marts i VM-kvalen, så jeg drømte ligesom spillerne om noget stort.

PÅ FORHÅND havde jeg aftalt med DBU og Lindhardt og Ringhof at lave en bog. Der var dog ingen af os, der havde forestillet sig, at det skulle ende ud i sådan en bog dér. Til at starte med skulle det være en beskrivelse af den slutrunde, vi havde på hjemmebane. En god, fyldig dækning af det, og så vidste vi ikke rigtig, hvordan det ville gå. Og så gik det, som det gik, og så endte det med en bog, som starter med en traumatisk oplevelse under Finland-kampen, men som senere eksploderer i ren eufori og nærmest kærlighed. Det er en fortælling, som man ikke kunne have drømt om.

DA CHRISTIAN ERIKSEN KOLLAPSER mod Finland i slutningen af første halvleg, følger jeg ham med mit kamera. Jeg ser ham falde til jorden gennem mit objektiv. Jeg sad til venstre for målet. Dér, hvor Danmark angreb, og Christian faldt om til højre for målet. Jeg sad nok 50 meter derfra, hvor det skete. Jeg er glad for, at jeg ikke sad lige ud for. I begyndelsen slog det mig ikke, at han kunne være blevet ramt af et hjertestop. Hvis en spiller bliver skadet, skal jeg dokumentere det, og det lignede blot en skade.

Men jeg kunne alligevel hurtigt se, at det ikke var godt. Den måde, som Joakim Mæhle reagerede på og kaldte på lægerne. Den måde, som Simon Kjær reagerede på. Han spurtede over til sin kammerat. Jeg kunne også se, at Christian ikke bevægede sig. Han lå fuldstændig stille. Jeg fortsatte med at fotografere, da behandlerne kom ind. Det ligger så dybt i mig som fotograf. Man er til stede for at skildre det, som sker. Sådan har det altid været. Uanset om det er godt eller dårligt for vores landshold, så er jeg hyret ind til at fotografere, hvad der sker. Da baneløberen var på spil mod Sverige i 2007, skulle det også dokumenteres, selvom det var en skidt ting for landsholdet og DBU.

JEG STOPPEDE med at fotografere, da jeg så Christians kæreste, Sabrina, komme ind på banen. Jeg kunne se, at hun var fuldstændig ude af den. Samtidig så jeg på holdkammeraterne, som dannede mur rundt om Christian, og kunne følge i deres ansigtsudtryk, at det kørte op og ned på dem. Jeg har den største respekt for de spillere. Jeg lagde mit kamera væk, og så gik der lang tid, hvor de behandlede ham for at få ham tilbage til livet.

Da de begyndte at gå ud med Christian på båren, tog jeg mit kamera frem igen og kunne se, at han lå og holdt på iltmasken selv, men det var ikke noget, som jeg fotograferede. Jeg kunne se det, da de kom gående forbi, fordi de gik ud nede i det hjørne, hvor jeg sad. Det var livsbekræftende, men usikkerheden om, hvad det hele ville ende med, var der stadig.

Se, hvad vi ellers skriver om: Landsholdet, Fodbold, Foto, Interview, Christian Eriksen og Kasper Dolberg