”I Danmark går folk amok, når de ser mig, og det er jeg egentlig lidt dårlig til” scroll-down

”I Danmark går folk amok, når de ser mig, og det er jeg egentlig lidt dårlig til”

Med firkantet kæbe, iver i benene og folkets brøl i ryggen blev han ansigtet på herrelandsholdets fodboldrevolution. Ukuelig og ustoppelig, akkurat som sommerens magi og mani, der fyldte gader og stræder og tømte hvert et kioskkøleskab. De færreste kendte til ham inden da, men nu elsker de ham. For hans energi, hans vilje og for at have været med til at vise dem, at livet byder på mere end én enkelt chance. Joakim Mæhle har inviteret Euroman til Bergamo for at fortælle om den lange, seje vej fra Østervrå i Nordjylland til Parken på Østerbro.

Af Boris Schilling Weiss
Foto: Rasmus Weng Karlsen
Sport Euroman

BOMBARDERENDE NED AD venstrekanten på vanlig vis. Tættere og tættere på tjekkernes felt, selvfølgelig. Og så papegøjen. Ubesværet med ydersiden, svævende mellem venner og fjender med kurs mod den ønskede destination: Kasper Dolbergs kølige inderside. Op i nettaget og videre mod EM-semifinalen. Målet blev scoret af Dolberg, men det var ikke hans, og det vidste den rigtige ejermand godt. Med armene udslået i en ’hva-sir-I-så’-positur cirklede han rundt om sig selv og lod sig omfavne af Thomas Delaney, der behørigt skød rosen det rette sted hen og på bramfrit nydansk sagde, hvad vi alle tænkte: ”Det er så sindssygt lavet, det der!”

Man må bruge, hvad man har. For selvom det er højrebenet, der skal slå et venstrefodsindlæg, kan det sagtens blive smukt alligevel. Selvom turneringen starter i elendighed, kan den godt ende i eufori, og selvom man ikke står forrest i køen til det professionelle fodboldliv, kan man stadig godt blive hele Danmarks fodbolddarling.

Indtil videre har Joakim Mæhles talent taget ham fra AaB’s ungdomsafdeling til førsteholdet i Superligaen, til en bærende rolle i belgiske Genk med et mesterskab til følge, og videre til Atalanta; den forholdsvist lille norditalienske klub, der tager sit navn efter gudinden, der, ligesom Mæhle selv, er kendt for sin mere end forrygende fart i fødderne. Klubben er beliggende i Bergamo, en billedskøn, nærmest bedårende lille bakkeby med brostensgader en masse og snørklede veje, der dufter af friskbrygget kaffe. Cirka 120.000 indbyggere, og som det sig hør og bør i Italien, er de alle fodboldfanatiske.

”10 ud af 10,” hvis man skal tro hovedpersonen selv.

Kærligheden er da også til at tage og føle på, da vi bevæger os rundt i byen med Joakim Mæhle som turistguide. Vi når kun akkurat at lukke hans hoveddør, før der lyder et ’Ciao, ciao’ fra den modsatte side af gaden. Klædt i det klassiske ’jeg-er-fodboldspiller-men-jeg-har-fri-outfit’ bestående af bløde, sorte shorts og en neutral, grå hættetrøje går Mæhle over til den kvindelige caféejer, der læner sig op ad dørkarmen og præsterer et varmt, moderligt smil, som afslører, at vi er inviteret indenfor til kaffe og kage.

Caféen ligger lige over for Joakim Mæhles lejlighed i det centrale Bergamo. De to konverserer frit på flydende italiensk, mens caféejeren tænder et slags røgelsespapir, laver espresso og serverer små kager. ’No butter and no sugar,’ fremstammer hun på gebrokkent engelsk. Mæhle hapser derefter gladeligt en.

Der har været skrevet meget og ment endnu mere om Joakim Mæhles ophold i Atalanta. At de ville af med ham, fordi han ikke for alvor var slået igennem, og at han selv ville væk, fordi han ikke har nydt den samme succes i Serie A som på det danske landshold. Selv mener han, at kritikken er forfejlet.

”Jeg synes måske, folk i Danmark opfatter mit ophold her lidt for negativt. Alt i alt har det været og er rigtig godt, og jeg er meget glad for at være her. Man skal huske på, at jeg er kommet hertil i en periode, hvor Atalanta er bedre end nogensinde før, hvilket gør det naturligt svært at komme på holdet. Samtidig skiftede jeg under corona, og der var Bergamo jo virkelig hårdt ramt. Lastbilerne kørte rundt med lig bag i, der var en sorg lagt ned over byen, og alt var lukket. Der var intet at foretage sig. Jeg så nærmest ikke min familie det første år. Det var et nyt land, nyt sprog, ny træner og nye holdkammerater, der ikke talte engelsk, og alligevel spillede jeg meget helt fra starten af. Ja, jeg kunne godt have tænkt mig at have lavet flere mål og assists, selvfølgelig, men jeg synes, det er gået godt.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Fodbold, Forside, Portræt og Forsider