En lyserød single-speed med retro-appel, en klassisk engelsk herrecykel og en aldrende budcykel. Vi mødte fem mænd med fem meget personlige cykler.

LASSE DAHL

Alder: 31 år.
Baggrund: Kommunikation og marketing. Partner i tøjfirmaet M.O.D.
Cykel: Lyserød 1-gears Mercier stålracer fra 80’erne med bagbremse, banestyr og vintage ruskindssadel fra Arius.
Brug: Kører daglig Vesterbro-Hellerup i al slags vejr.
Andre cykler: Intersport fra 90’erne med skærme (til vinterbrug).

Hvorfor kører du på netop den cykel?

”Jeg kiggede på en masse stel, for jeg går mere op i det visuelle udtryk, end om den har en masse dyre dele. Med det lyserøde stel kunne jeg få et klassisk, rent look, der stadig havde et twist. Jeg behøver jo ikke ligefrem at købe røde dæk, som nogle cyklister er begyndt at gøre, for at få cyklen til at skille sig ud. Den er faktisk ret skrabet, men det er bevidst. Når man cykler 15-20 km daglig, er det mere logisk med en cykel, der kun meget vanskeligt kan gå i stykker. Her er ikke en masse komplicerede dele. Den er single-speed og gearet relativt højt, men da København er en flad by, kommer man hurtigt rundt uden det store behov for gearskift. Og så ser man rimelig fornuftig ud, mens man gør det.”

Hvad har været din bedste oplevelse?
”Man får mange skæve blikke, når man kører rundt på en lyserød cykel, men min sjoveste oplevelse havde jeg dog med min gamle SCO-racer fra 1976. Det var den såkaldte ’Verdensmestercykel’. Man kunne se på stelnummeret, hvilket år den var fra. Den var ret speciel og sjælden. En dag kørte jeg en tur på Rantzausgade, da jeg pludselig så en mand på en nærmest identisk SCO-cykel – fra samme årgang! Selv om vi aldrig havde set hinanden før, var det ligesom med motorcyklister eller folk med veteranbiler: Der var en spontan glæde fra både hans og min side. Vi hilste på hinanden og smilte, inden vi kørte videre.”

Hvad har været din værste oplevelse?
”Det værste var et styrt på H.C. Ørstedsvej en sommeraften. Jeg kom kørende i høj fart sammen med en kammerat, da en bildør pludselig blev åbnet. Min kammerat kørte med en pose øl på styret, og idet vi forsøgte at dreje uden om bildøren, blev posen viklet ind i mit styr. Vi endte begge to i asfalten, men der skete ikke noget alvorligt med hverken mig, ham, cyklen – eller øllerne.”

Bedste råd til folk, der pønser på at købe en brugt cykel med personlighed?
”Det vigtigste er, at man får den rette rådgivning hos en cykelhandler eller en, som ved, hvad han taler om. Jeg har en fast cykelmand, som rådgiver mig mht. dele. Man må desuden gøre op med sig selv, hvad man skal bruge den til. Skal man cykle daglig, vil jeg anbefale, at man ikke køber en masse fancy dele, medmindre man har tid og lyst til at gøre sin cykel grundigt ren en gang imellem. Endelig er stelstørrelsen vigtig.”


Serien fortsætter på de følgende sider...KASPER KASTOFT NIELSEN

Alder: 38 år.
Baggrund: Stifter og partner i kommunikationsbureauet Revolt og medejer af restaurant Oliver And The Black Circus.
Cykel: Grøn Husqvarna fra 60’erne med to planetgear, automatisk styrholder, boks til lappegrej samt original dynamo.
Brug: Kører daglig i København.

Hvorfor kører du på netop den cykel?
”Det var kærlighed ved første blik, da jeg opdagede den i en god vens cykelshop. Den er fundet på en loppemarked nord for Stockholm, så der er ikke nogen cykel i København, der ligner den. Det kan jeg godt lide, især fordi cykler i dag ligner hinanden.”

Hvad har været din bedste oplevelse på cyklen?
”Når jeg bare triller ned ad Istedgade uden at have travlt og lader cyklen tage mig derhen, hvor det føles rigtigt.”

Hvad har været din værste oplevelse på cyklen?
”Da jeg i en brandert besluttede mig for at tage en af mine venner med bagpå og forsøgte at cykle til den nærmeste bar. Det var ikke sundt for nogen af os, slet ikke cyklen: Han vejer 100 kg plus. Den holdt, det er en robust sag, men der var da et ekset baghjul, som blev rettet efterfølgende.”

Bedste råd til folk, der pønser på at købe en brugt cykel med personlighed?
”Gå efter noget af ældre dato, men som er sat i stand. De er som regel bygget mere solidt end de nye. De er typisk også federe og har flere detaljer, som gør, at de skiller sig ud. Og så ville jeg alliere mig med en, som har forstand på at vedligeholde dem og kan skaffe reservedele.”

HENRIK STORLAND

Alder: 37 år.
Baggrund: Cykelsmed og medindehaver af cykelbutikken Recycles.
Cykel: Racercykel. Single-speed Columbus SLX ramme fra sen-80’erne med Roadie single-speed hjulsæt, Sora bremsegruppe og Brooks sadel model Team Pro Copper.
Brug: Kører daglig i København.
Andre cykler: Utallige.

Hvorfor kører du på netop den cykel?
”Min filosofi er at have en cykel i høj kvalitet, der er så enkel som muligt: Et gear og ting, der virker. Det er det, jeg godt kan lide ved den. Det er et klassisk stålstel. Jeg har kørt Sjælsø Rundt på den i 2010, inden jeg lavede den om fra en 10-gears racer til en single-speed.”

Hvad har været din bedste oplevelse på cyklen?
”At køre ned ad bakke under løbet, når man overhalede alle dem på karbon-stel. Ved starten var jeg den i feltet med absolut mest opmærksomhed. Langt de fleste af de ryttere, som stillede op, havde haft et lignende stålstel, da de blev konfirmeret. Der stod 8-10 mand omkring mig og sagde: ’Sådan en havde jeg! Det er en vildt god cykel!’ De syntes, at det var fedt at se sådan en gammel, klassisk cykel stille op til et løb. Nu havde de så fået rødvinsvom og karbon-stel til 70.000 kr. Min kostede 3.000 kr.”

Hvad har været din værste oplevelse på cyklen?
”At køre op ad bakke, når dem på karbon-stel overhalede mig.”

Bedste råd til folk, der pønser på at købe en brugt cykel med personlighed?
”Find ud af, hvad du har brug for, og snak med nogen, som ved, hvad de taler om. Skal det være retro, er Sögreni, Ben Ben og sådan nogle som os gode at snakke med. Skal den bare bruges til at få dig fra A til B? Er det fart, du vil have? Eller skal barnet med? Husk, at for meget tingeltangel kræver vedligeholdelse og går i stykker. Gå efter kvalitet og få features. Og pas på med at købe noget med lukkede ringe. Det er en klassisk fejl, når man køber high-end racercykler: De kører med en dæktype, som er lukket, hvor man limer dækket på fælgen. Det koster 700 kr. at punktere, for det skal splittes helt ad og sys sammen og limes på fælgen igen. Det giver en lille vægtbesparelse og en lidt bedre fornemmelse på cyklen, men det er ikke noget, man får noget ud af, når man kører i byen.”

KLAUS BOBERG PEDERSEN

Alder: 38 år.
Baggrund: Kommunikationschef.
Cykel: Hunter herrecykel fra 1950 med tre indvendige Torpedo-gear og Brooks sadel.
Brug: Kører daglig i København.
Andre cykler: Bianchi Pista baneracer, 3-gears Puch cykel til at køre på  stationen, Nihola ladcykel.

Hvorfor kører du på netop den cykel?
”Den er utrolig hverdagsduelig. Den har tilhørt min far. Han kørte på den fra 50’erne og helt frem til 90’erne, og jeg har siden holdt den i live og brugt den i snart 18 år. Den repræsenterer et balanceret valg mellem det æstetiske og det praktiske. Min far er død, så det betyder også noget for mig, at han har kørt på den. Det er desuden et stort og klassisk jernstel, som passer perfekt til mig. Jeg er to meter høj, så det er ikke altid nemt at finde den rette størrelse. Det gør også, at den måske ikke er så oplagt at stjæle. Jeg er meget glad for min cykel, fordi den har personlighed. Jeg kender dens små skavanker. Man er langt mere glad for sådan en end for en supermarkedscykel.”

Hvad har været din værste oplevelse på cyklen?
”Da kranken gik i stykker. Den var slidt op. Jeg søgte hjælp hos adskillige cykelforhandlere, men ingen kunne hjælpe. Cyklen var for gammel, man kunne ikke skaffe den slags reservedele, de kunne ikke finde ud af det osv. Jeg var knust, men nænnede ikke at skille mig af med den. Den endte med at stå nede i kælderen i et par år. Jeg kørte på en anden cykel, indtil jeg en dag kom i kontakt med Recycles. Cykelsmeden kiggede på den og sagde: ’Det er da ikke et problem.’ Han fiksede den. Hvis det ikke var for entusiastiske retrocykel-folk som ham, havde jeg ikke min cykel i dag.”

Hvad har været din bedste oplevelse på cyklen?
”At se min cykel være klar igen. Det var et lykkeligt øjeblik at køre hjem på den.”

Bedste råd til folk, der pønser på at købe en brugt cykel med personlighed?
”Hvis man har tendens til at være passioneret omkring gamle ting, åbner der sig hurtigt et univers, når man kaster sig over cykler. Det er ligesom med gamle ure eller biler. Men i modsætning til ure og biler er det en billig hobby. Gamle retrocykler kan jo fås for nogle få tusind kroner.”RAPHAEL SOLHOLM

Alder: 37 år.
Baggrund: Lysdesigner.
Cykel: Budcykel af mærket Wanderer fra 1953.
Brug: Kører daglig i København.
Andre cykler: Christiania-cykel, hverdagscykel af mærket Crescent fra 70’erne, Pinarello single-speed racer, vintage Alain 10-gears racer med fittings i alu, Raleigh single-speed racer med navbremse, rød Puch Sport ombygget til fixie samt et par stel til fremtidige projekter, bl.a. en gammel Hamlet, der skal laves til baneracer.

Hvorfor kører du på netop den cykel?
”Gamle cykler kombinerer design og æstetik med bæredygtighed og genbrug. For mig er det udtryk for en urban livsstil, hvor cyklen er en naturlig måde at bevæge sig rundt i byen på. Jeg har fx helt bevidst ikke kørekort til bil. Budcyklen købte jeg brugt af en ældre herre i Greve. Jeg havde været på jagt efter den længe. Jeg havde et reelt behov for at køre mine børn, men også mit udstyr, rundt på den. Jeg forelskede mig i en model fra 1953, fordi man på det tidspunkt lavede stellet med nogle linjer, som er afsindig smukke. Den har dobbeltrørs-forgaffel, og så er den udstyret med et 28 tommer baghjul og et 23 tommer forhjul. Form og funktion går op i en højere enhed.”

Hvad har været din bedste oplevelse på cyklen?
”Den allerførste tur, efter at jeg havde fundet cyklen og afregnet med den tidligere ejer. Det var fantastisk. Det er ikke det samme som at gå ned i Cykelbanditten og få en stangvare, der falder fra hinanden, inden du har set dig om. Den første tur, hvor jeg havde min lille pige med på cyklen, var også en smuk fællesoplevelse. Hun var pavestolt.” 

Hvad har været din værste oplevelse på cyklen?
”Jeg blev en aften torpederet af en anden cyklist i et lyskryds. Jeg kørte over for grønt og så ham komme på tværs over krydset i så høj fart, at jeg nåede at tænke ’åh nej, nu ramler vi sammen’. Heldigvis slog hverken han eller jeg os synderlig, men hans single-speed racer var krøllet sammen. Min budcykel var fuldstændig urørt. Så det blev på en måde til en god oplevelse, for jeg konstaterede, at det var kram, jeg kørte rundt på.”

Bedste råd til folk, der pønser på at købe en brugt cykel med personlighed?
”Gå på opdagelse i familiens gamle garage. Måske står bedstefars cykel og venter på at blive restaureret. Det kan godt betale sig, du får stort set ikke cykler af den kvalitet længere. Eller se, om der ikke står en gammel cykel, der er smidt ud til storskrald. Der kan gemme sig fantastiske cykler, som kun trænger til en kærlig hånd. Hvis man ikke er handyman, kan man gå ned til en ordentlig butik og få hjælp af nogle virkelig passionerede fagfolk.”

LÆS OGSÅ Mig og min træning: Thomas Bo