VI SAD PÅ CAFÉ DAN Turèll og havde netop fået serveret vores anden store fadøl på tom mave, da Lars Seier Christensen igennem støjen fra en ankommen weekend fortalte mig, at han faktisk glæder sig til at dø.
”Ej,” skyndte han sig at tilføje med sin brummende stemme, ”jeg vil ikke sige, jeg glæder mig. Men det bliver interessant at dø.”
”Du vil selvfølgelig aldrig vide det, hvis det er enden,” fortsatte han, ”men hvis det ikke er enden, så tror jeg, at du får en aha-oplevelse af de helt store.”
Han udstødte et grin – sådan et dybt hæhæ! – der kun lige akkurat fandt vej ud gennem hans ellers ret tillukkede mund, en tillukkethed, der skyldtes det stykke snus, der lå klemt inde under hans overlæbe.
