Anmeldelse: Restaurant Marchal
Foto: Mira Arkin

Anmeldelse: Restaurant Marchal

Ronny Emborg serverer ’godt med godt på’ på det nyrenoverede d’Angleterre, men man spørger sig selv, om ikke hotellet burde give stortalentet lov til at rulle sig helt ud.

Da Ronny Emborg stod for køkkenet på restaurant a.o.c., viste han, at han var en af Danmarks absolut bedste kokke. Det er han stadigvæk, men han giver den ikke gas på samme måde på Marchal, det nyrenoverede d’Angleterres restaurant. Og det skal han heller ikke – det har hotellet i al fald valgt, at han ikke skal. Dermed ikke sagt, at Marchal serverer one size fits all-mad, men Emborgs mad er mere klassisk pleasende, end da han var med til at hente en michelinstjerne til a.o.c.

Endnu før hotellet genåbnede efter den omfattende og stadig ikke færdiggjorte renovering, meldte d’Angleterre ud, at restauranten skulle være et sted for alle – også til dem med den mindre appetit og mindre lyst/evne til at betale. Man kan altså komme ind fra gaden og spise uden på nogen måde at skulle have det helt store udtræk. Det giver sig på kortet udslag i en række servering, der alle har forretsstørrelse og ligger i prislejet omkring 150 kr., samt en række såkaldte livretter til 500 kr., som serveres til min. to gæster.


Jeg har spist på Marchal tre gange på tre uger(!), og det siger vel et og andet. Den ene gang var om aftenen, men de to andre gange var frokost(møder) og uden at forklejne aftenoplevelsen, så hilser jeg især Marchal rigtigt meget velkommen som frokoststed – byen mangler virkelig frokoststeder med et ambitionsniveau som Marchals (og her fraregner jeg de fremragende smørrebrødssteder). Tredje besøg faldt i øvrigt sammen med, at Bruce Springsteen tjekkede ud efter at have lejet sig ind på samtlige hotellets 33 værelser (alle værelser er endnu ikke færdige) i fire dage. Tog jeg min telefon frem og tog billeder af den sortie? Oh yes – ’cause tramps like us, baby we’re born to run …

Trods tre besøg har jeg ikke nået at prøve livretterne, ikke af ulyst – jeg har bare været alt for fristet af a la carte- retterne. Og dem har jeg jo så til gengæld set et par stykker af! Blandt andet har jeg to gange fået serveringen Æggeblommer 60 grader med asparges og cremet sauce på Vesterhavsost til 160 kr. Det var grønne og hvide asparges skåret i små tynde skiver og vendt med en æggecremet ostesauce garneret med ’chips’ af Vesterhavsost. Ret intens velsmag og smågenial tænkt i al sin enkelhed.

Serveringen Oksetatar med grøn syre, ramsløg og havtorn har jeg nu været omkring et par gange og er blevet glad for – en smooth tatar rørt med peberrod og garneret bl.a. med syre, ’klatter’ af havtorn og blade af blomsterkarse (tallerkensmækker også kaldet). Den blev desuden serveret med en lille pose jordskokchips, som det blev anbefalet, at man spiste sammen med tataren. Jeg er ikke normalt en overdreven tatarfan, men Marchals servering er superelegant og med en syre og friskhed, klassisk tatarserveringer ellers savner.

Pighvarserveringen med en variation af løg og brunet smørsauce var næsten en ’Søllerød Kro velsmagende’ anretning – helt klassisk velsmag, ’godt med godt på’.

På dessertsiden har jeg prøvet lakridsiscremen med frosne urter, sprød marengs og citron – en servering, der gik helt til tops sammen med det glas sauternes, den fremragende restaurantchef Kasper meget velvalgt havde fundet frem.

Oksetatar med grøn syre, ramsløg og havtorn – en smooth tatar rørt med peberrod og garneret bl.a. med syre, ’klatter’ af havtorn og blade af blomsterkarse med en lille pose jordskokchips til.

Vinmæssigt i øvrigt har jeg holdt mig til champagne glasvis (Pol Roger) på nær mit første private besøg, hvor vi som ’kompromisvin’ mødtes med en Billecart-Salmon Rosé.

Hvad indretningen angår efter den svimlende dyre renovering, så er den, som jeg egentlig vil mene, den skal være på et hotel som d’Angleterre – dvs. man skal ikke lægge så meget mærke til den, der skal bare være rummelighed og komfort. Det er vel lidt som maden – den skal ikke støde og ikke provokere. Det skal være en comfortzone, som det så moderne hedder.

Det skal så siges, at jeg ved alle tre besøg har siddet ved vinduet, og så sidder man ligesom lidt afskåret fra selve restauranten og relaterer mere til udsigten, dvs. til Kongens Nytorv.

PS: Jeg vil i øvrigt lige tilføje, at man på Danmarks (i egen selvforståelse) fineste hotel ikke skal opleve at gå uden at kunne finde sit overtøj – uden en tjener bemærker ens afgang, og at man rent faktisk mangler noget!
__________

Med Ronny Emborgs cv in mente havde mange – inkl. undertegnede – måske nok forventet lidt mere spræl og innovation på tallerkenen. Omvendt bør man nok – med d’Angleterres velkendte hang til det klassiske i baghovedet – alligevel ikke være for overrasket. Marchals køkken lægger sig solidt på midterbanen, men hastigheden er pænt høj, og der er absolut ikke en finger at sætte på maden.

Maden er ’nynordisk møder klassisk fransk’, og det er godt, men hvis jeg bestemte på d’Angleterre, så ville jeg give stortalentet Ronny Emborg lov til at slække lidt på håndbremsen og træde lidt mere på speederen. For ellers ville jeg være bange for, at han ret hurtigt kører død i det og trænger til nye udfordringer. Slip ham derfor løs, og lad Marchal blive et af byens nye virkelig interessante steder. Alle forudsætningerne er til stede – på nær lige det afgørende mod fra hotellets side.
__________ 

Restaurant Marchal
Kongens Nytorv 34
1050 København K
Tlf. 3312 0095

dangleterre.dk » 
__________

SE OGSÅ: Anmeldelse: PatéPaté
SE OGSÅ: Anmeldelse: Restaurant Kadeau

TWITTER: Følg gastro på twitter
FACEBOOK: Bliv ven med gastro på facebook
 

Se, hvad vi ellers skriver om: Gastronomi, Restauranter og Mad