Jeg har endnu til gode at møde et menneske, der med ét enkelt ord kan fortælle, hvorfor Japan er så tryllebindende. Det tætteste på det, jeg har læst, er nok Anthony Bourdain, der over et par sætninger forsøger at vise vej:
”What do you need to know about Tokyo? Deep, deep waters. The first time I came here, it was a transformative experience. It was a powerful and violent experience. (…) I often compare the experience of going to Tokyo for the first time, to what Eric Clapton and Pete Townshend – the reigning guitar gods of England – must have gone through the week that Jimi Hendrix came to town. You hear about it. You go see it. A whole window opens up into a whole new thing. And you think, What does this mean? What do I have left to say? What do I do now?”
Efter et uendeligt tilløb fik jeg endelig besøgt Japan i 2023. Det er en transformativ oplevelse, som er meget svær at gengive. På den ene side fungerer alt fuldstændig på samme måde som i Vesten. På samme tid er alt dog anderledes, og det meste er i øvrigt meget bedre. Mine ord rækker ikke. Det er umuligt at forklare. Japan må opleves.
Annonse
De seneste år har Japan set en decideret craze blandt rigtig mange mennesker herhjemme. Vi elsker Japan, både byerne, maden, levemåden og den perfektionistiske tilgang til arbejde. Jo mere man kigger, des flere fællesmængder får man øje på med dansk design.
Min teori er, at vores begejstring for Japan og Asien generelt kun kommer til at vokse de kommende år, hvor det mest kiksede, man kan sige, bliver, at man skal på ferie til USA.
Rejser man vestpå, støtter man en vildfaren despot, der med bind for øjnene lige nu er ved at spille dart om Amerikas skæbne. Rejser man østpå, får man historie, respekt, kultur og gastronomi, der er ude af denbe verden.
Det er naivt at tro, at døren til USA bliver lukket helt i. Men jeg tror, at der de kommende år vil ske en hidtil uset værdsættelse af alt det, der ikke er amerikansk.
Både når det kommer til ikke at rejse vestpå, men også at vægte Europa og fællesskabet langt højere, for slet ikke at tale om en genvunden kærlighed til vores eget land og vores egen baghave.
Et eksempel er det nye nummer af Gastro, hvor vi – udover en masse fremragende stof fra egne breddegrader – også har japansk i ascendanten: Kappo Ando er månedens restaurant, vi tegner et portræt af evighedsjapaneren Restaurant Tokyo og dens ejer Gin Nakazawa, og så bringer vi et uddrag fra en ny bog om japansk comfort food.
Velbekomme, eller oishii shokuji o, som vi siger på japansk.
Jeg har kun lært halvdelen af, hvad min far kunne med sine hænder. Og mine børn har lært mindre end halvdelen. De kan ingenting. Jeg tror, det vildeste, de kan, er at binde deres snørebånd. Det, tror jeg, kan være roden til noget af den mistrivsel, vi oplever.
