Michelins stjerneuddeling

Michelins stjerneuddeling

Gastros redaktør: Michelin er alt for nærig, hvad stjerner angår

I dag uddeles de årlige Michelin-stjerner til de bedste restauranter, og Danmark er godt med, men faktisk har vi fortjent endnu flere – især i forhold til de banale suppe-steg-og-is-restauranter i hjemlandet, Frankrig, mener Gastros chefredaktør Jesper Uhrup.

Man kan mene mangt og meget om Michelin, og det gør mange i de her dage. Børsens madskribent Ole Troelsø har tilkendegivet, at han ikke i år vil være med i det næsten rituelle gætteri. Jeg ville ønske, at jeg havde indtaget samme synspunkt, men jeg må indrømme, at jeg er hoppet med på gætteriet i diverse medier.

Og når det så er sagt, så mener jeg det samme om Michelin og Danmark, som jeg mente sidste år. Og forrige år. Og året før. Og før igen: Michelin er alt for nærig, hvad stjerner angår. Man kunne nævne de første 10 restauranter, der burde have stjerner, men ingen har. Og man kunne nævne ét-stjernede, der burde have to etc.

År efter år bliver det diskuteret, om Michelin overhovedet har fattet det gastronomiske niveau i Danmark, og måske svaret er, at tiden simpelthen er løbet fra Michelin?

Michelin er skabt i en tid, hvor meget få steder skilte sig ud fra mængden, mens niveauet i dag er så højt både i Danmark og andre steder rundt om i verden, at man måske i virkeligheden har større behov for at blive guidet rundt blandt de gode steder og for at kunne orientere sig blandt dem, end man har brug for direkte at få udpeget stjernesteder?

Hvis Danmark fik alle de michelinstjerner, der reelt er grundlag for, så ville der måske i virkeligheden gå inflation i det! Stjernerne ville miste deres værdi, ligesom der er dem, der mener, at der er gået inflation i 12-tallerne i skolernes karaktergivning.

Michelins billede af Danmark afspejler ikke virkeligheden, men kan man forestille sig, at Michelin godt selv ved det; at det hele ville blive udvandet, hvis de for alvor lukkede op for stjernedrysset?

Man kunne godt få den mistanke, at Michelin simpelthen er nødt til at holde igen med stjernerne – både for ikke at devaluere sig selv og for at kunne holde gang i det mediehypede roadshow år efter år. ”Nej, den og den fik ingen stjerner i år, men måske næste år …?”

Jeg tror faktisk, der bevidst bliver holdt igen med stjernerne for at holde michelinmaskinen kørende år efter år og fastholde michelinstjernens status som noget, der er for de ganske få steder, sådan som det var engang, selv om virkeligheden i dag er ganske anderledes.

Og så er der det sædvanlige misforhold i, at banale suppe-steg-og-is-restauranter i hjemlandet, Frankrig, kan have stjerner, når danske topsteder år ud og år ind kan blive forbigået.

Jeg har spist alt for mange kedsommelige stjernemåltider i Frankrig, og jeg har også spist udmærket måltider, som Michelin i mine øjne bare fuldstændig har overratet.

For nogle måneder siden spiste jeg på Ducasses trestjernede Le Louis XV i Monaco, og det var anden gang, jeg prøvede det. Det var en stor oplevelse på grund af rammerne, servicen etc., men selve maden var absolut ikke til tre stjerner, måske end ikke til én! Ikke et dårligt måltid, men bare banalt.

Og for nogle år siden oplevede jeg et direkte kedeligt måltid hos Ducasse på Hotel Plaza Athénée i Paris, også tre stjerner. Man kan sidde sådanne steder og drømme sig hjem til forbigåede Falsled Kro, hvis ikke et sted som Uformel til 1/10 af prisen!

Med så mange åbenlyse forbigåelser, Michelin hvert år foretager, får stjerneuddelingen karakter af et lotteri – hvem er de heldige vindere i år, hvem bliver trukket ud i år?

Det er ikke seriøst, men – igen, igen – Michelin er et privat firma uden public service forpligtelser, de kan gøre, hvad de vil, og ingen har som sådan ’krav’ på noget. Og man kan vælge at være helt ligeglad. Selv om det er svært!

LÆS OGSÅ: Stjerne-odds: Det kan du vinde på Michelin-uddelingen

LÆS OGSÅ: Kantinekokkene kommer i dag fra Geranium, Kadeau og Geist

LÆS OGSÅ: Sådan arbejder en vindetektiv