Noma udvider med en butik

Nu kan du få vildroseeddike og hyldeblomst-ærte-miso hver dag.

Noma udvider med en butik
Offentliggjort

For snart fem år siden åbnede Noma dørene til deres søsterrestaurant Popl. Nu kunne københavnerne – og verden – få en bid af Noma-mystikken uden at vente månedsvis på en booking eller punge ud for flere tusind kroner.

Selvom 150 kroner for en burger ikke ligefrem er folkelige priser, blev michelinrestauranten alligevel tilgængelig for ’almindelige mennesker.’

I 2022 introducerede de Noma Projects. Med produkter som vildroseeddike, majs-yuzu-chilisovs og hyldeblomst-ærte-miso skulle folk nu have muligheden for at tage de nynordiske smage med hjem i køkkenet.

Siden da har man kunnet købe produkterne online eller hos udvalgte forhandlere. Og i sommer åbnede Noma Projects så en pop up-butik i drivhuset kun fem minutter fra restauranten.

Butikken lukkede rigtigt i slut september, men lørdag den 18. oktober genåbner den. Denne gang for at blive.

Den 18.-19. oktober holder de en officiel åbningsweekend, hvor kokkene fra Noma bl.a. serverer smagsprøver i butikken. Udover Noma Projects’ produkter kommer kaffe-teamet fra Noma også til at være i butikken.

Noma er ikke den eneste michelinrestaurant, der udvider. Forleden løftede Kong Hans Kælder sløret for deres nyeste tilføjelse, Kong Hans Bakery, der kommer til at sælge ud af restaurantens legendariske søde sager.

Noma Projects Shop har åbent fra den 18. oktober, tirsdag til søndag, kl. 10.00-18.00 (til kl. 19.00 om fredagen).