Jan Sonnergaard var en af sin tids største forfattere. Sådan var han at sidde til bords med
Forfatteren og samfundsrevseren Jan Sonnergaard var især kendt for sin hvasse og skarpe pen, men han var også glad og begejstret, især når det kom til mad og drikke. Det kan man blive forvisset om i en ny antologi. Jesper Uhrup Jensen tænker tilbage på møderne med Jan Sonnergaard i byen, og så kigger vi i antologiens oplæg til Sonnergaards skriverier om mad, alkohol og højstemthed.
Da Jan Sonnergaard, pludseligt og alt, alt for tidligt, døde i 2016, var det en betydningsfuld forfatter og samfundsdebattør, Danmark mistede. Og en markant skikkelse i det københavnske bybillede var forsvundet.
Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har set Jan Sonnergaard cykle gennem byen i adstadigt tempo, for ikke at tale om alle de gange, man kunne se ham sidde et eller andet sted og spise frokost, ofte alene, betragtende livet omkring sig. Om sommeren kunne man tit se ham sidde under en parasol i skyggen i storblomstret hawaiiskjorte og spise en velvoksen frokost, eksempelvis på Krogs Fiskerestaurant ved Gammel Strand eller restaurant Kanalen på Christianshavn.
Jan Sonnergaard elskede mad og vin og meget gerne et glas til kaffen. Det kunne man også læse ud af hans skønlitterære forfatterskab og af de mange, mange tekster, han skrev ’ved siden af’, bl.a. rejsebreve og regulære restaurantanmeldelser. Og en stribe af disse tekster er nu samlet i antologien ’Konsekvenserne taler vi om i morgen’, der er redigeret af Kristian Himmelstrup og Jans bror, Lars Sonnergaard.
Annonse
Gavmild og generøs
Jeg mødte Jan Sonnergaard første gang i 1997, hvor jeg interviewede ham til magasinet Euroman i kølvandet på udgivelsen af hans novellesamling ’Radiator’, der havde vakt betydelig opsigt og solgt i store oplag. Jeg foreslog ham, at vi talte sammen over en frokost, og Jan foreslog straks Søllerød Kro, og han skulle nok betale.
Det endte dog med en frokost på Sticks’n Sushi i Nansensgade på mandemagasinets regning, og det passede Jan fint, for han var et nysgerrigt menneske, og dengang var sushi stadig relativt eksotisk, og Jan havde ikke den store erfaring med at spise rå fisk.
Senere mødte jeg ham mange gange, oftest ved et tilfælde på gaden i København, og så kom man hjem et par timer senere end planlagt. Også noget mindre ædru end planlagt!
Vi kom i øvrigt sidenhen på Søllerød Kro, med Jan som undertegnedes ledsager i forbindelse med en restaurantanmeldelse. Jeg kan ikke huske, om anmeldelsen nogensinde blev til noget, eller om Jan Restorff havde skænket for gavmildt op, og der i det hele taget blev snakket for meget om andre ting. Men jeg kan huske, at Jan igen foreslog at betale sin del af regningen, hvad der naturligvis ikke kunne være tale om. Men det faldt ham naturligt at spørge, som det helt utrolig generøse og gavmilde menneske, han var.
La Tour d’Argent i Paris. Restauranten havde tre stjerner indtil 1996, hvor stedet mistede én og derpå endnu én i 2006, så La Tour d’Argent i dag blot har en enkelt stjerne. Sonnergaard besøgte stedet mere end én gang, og han betalte af egen lomme, selv når det var i embeds medfør.
Typisk og atypisk Sonnergaard
Jan Sonnergaard gjorde sig også som restaurantanmelder og desuden klummeskriver og kronikør med mad og drikke som emne. Et par af disse tekster findes i den nyudgivne ’jantologi’, og man kan blandt komme med til La Tour d’Argent i Paris og på Husmanns Vinstue i København. Der er derudover bl.a. tekster om rusens velsignelser og mødet med andre kulturers gastronomiske gæstfrihed. Hans anmeldelser til Dagbladet Information er både typiske og atypiske for ham. De er typiske, fordi de udstråler den begejstring, han havde for gastronomi, for det gode selskab og for at nogen havde gjort sig umage. Og de er atypiske for ham, fordi han faktisk er så utrolig høflig og overbærende, også når det ikke helt svinger og ikke helt er pengene værd. Det er pudsigt, når man tænker på, hvor hård, skånselsløs og på kanten af perfid han kunne være, når han virkelig var rasende på nogen. Og der var en del, hvis idioti han slet ikke kunne med. Han gik til stregen og gerne over, og han tøvede ikke med slet skjulte karikaturer af sine modstandere, eksempelvis i essays og debatindlæg.
Men som madanmelder var han faktisk den Søde Jan, han yndede at omtale sig selv som. Han finansierede i øvrigt stort set selv sine anmeldelser, for Information betalte bare et næsten symbolsk beløb, der kun tilnærmelsesvis dækkede regningen og på ingen måde rakte til et egentligt honorar. Restaurantanmelderi er altid blevet betragtet som et medarbejdergode, der bærer lønnen i sig selv, og i øvrigt som et fænomen, der pisser både regnskabsafdelinger og redaktionssekretariater af!
Husmanns Vinstue, en af Københavns klassiske smørrebrødsrestauranter, der især har skrevet sig ind i historien for at være stedet, hvor Simon Spies smed tøjet og erklærede orgiet for åbent. Måske ikke ligefrem stamsted, men ikke desto mindre et sted, Sonnergaard gerne frekventerede.
Ydmyge Jan
I dette magasins første år bad jeg Jan om at skrive til magasinet, men det blev vist kun til en enkelt artikel. Han havde et længere ophold i Rom, og han ville lave en (slags) anmeldelse af Ristorante Camponeschi på Piazza Farnese. Det er, som om yuppiekulturen aldrig har sluppet italienerne, og Camponeschi er et af de steder, man kommer i Rom, hvis man mener, man er noget. Og når man er smart i Rom, så er man smart; kvindernes sko kan ikke blive højere, kjolerne kan ikke blive kortere og bluserne ikke mere nedringede, og mændenes ure kan ikke blive større!
Annonse
Jeg var sikker på, at Jan helt og aldeles ville hudflette dette ret beset tåbelige sted. Men det var faktisk Søde Jan, der slog til, for ikke at sige den lidt ydmyge Jan. Klummen handlede især om, hvordan man virkelig kan føle sig helt forkert og nærmest bondsk sådan et sted. Og så handlede den om, hvordan perfekt service og andres ordentlige manerer faktisk betyder, at man føler sig velkommen og lige så god som alle andre! For ordentlighed var en kæphest for Jan Sonnergaard, i alle henseender.
Sporene efter Jan
Jeg sender Jan en tanke, hver gang jeg krydser Piazza Farnese, og jeg har ikke været i Rom uden at drikke et glas på hans yndlingsbar, bar San Calisto i Trastevere.
Jeg mødte Jan for sidste gang i forbindelse med et radioprogram, hvor han talte om georgisk vin og havde inviteret mig med som gæst.
Jan Sonnergaard rejste til Beograd i 2016 og kom aldrig hjem i levende live. Men han satte sine markante spor, og med den nye bog går han igen og minder om, at man aldrig forsvinder helt, hvis man sørger for at sætte sig spor, mens tid er.
Bar San Calisto i Trastevere i Rom, et favoritsted for Sonnergaard, der elskede Rom og opholdt sig i byen i længere perioder. Skønt Bar San Calisto ligger i den mest turisthærgede del af Trastevere, så har baren formået at forblive et lidt råt og uslebent sted og med et prisleje, der gør, at de lokale har det som stamsted.
Om mad, alkohol og højstemthed
Mad og drikke – gerne god og dyr – spillede en stor rolle i Sonnergaards liv som i hans værk. Især i de senere bøger udspillede en del af handlingen sig på dyre restauranter, mens der gennem hele forfatterskabet ikke sjældent bliver indtaget alkohol af forskellig art, fra poseøl og Arnbitter til dyre drinks og Cristal Champagne. Da forfatteren tidligt blev spurgt, om han ville skrive for Information, betingede han sig, at han måtte skrive om en whiskysmagning– og siden om mad. Han skrev også debatindlæg, artikler og senere en satirisk sommerføljeton under pseudonymet Purkmistr, opkaldt efter en tjekkisk øl – eller et tjekkisk hotel – men han anmeldte altså også (gerne dyre michelin)restauranter, både herhjemme og i udlandet, hvor honoraret ikke dækkede meget mere end forretten.
“Der er ingen grund til at skære brødet i for tynde skiver,” som han skriver i sin nytårskronik om Georgien: “Der skal være højt til loftet, tømrer!” For hvorfor fedte med tingene, når man kunne være højstemt. Meget højstemt. Det gjaldt i hans prosa som i hans liv, at man ikke skulle gøre tingene halvt, ikke nippe til vinen, gå hjem fra en fest klokken otte – eller skrive det, de andre skrev. I virkelighedens verden blev højstemtheden oversat til generøse middage med gode venner og vine, når han ikke lige sad alene og skrev, rettede og redigerede, for det var de psykotiske dage, som han kaldte dem, og der stod den på halvliters Pellegrino. Men når han var ude af psykosen, blev de mere potente safter fundet frem. Alkohol var en integreret del af hans måde at møde folk på, ligesom der altså bliver drukket tæt i mange af hans tekster: styrtdruk, dødsdruk, evige nætter i det københavnske natteliv, foran disken på Olfert Fischer, som den fiktive stambar ofte hed i forfatterskabet. Den fik endda sit egetteaterstykke, som rammende hed ’Liv og død på Cafe Olfert Fischer’ og var en sammenskrivning af flere af novellerne i Radiator-trilogien, hvor karaktererne mødtes på den famøse bar: yuppien, bistandsklienten, svindleren og den kærlighedshungrende kvinde. Da Sonnergaard var i tyverne og boede i Fiolstræde, hed stambaren i den virkelige verden Peder Huitfeldt og lå i gaden af samme navn. Han havde et kortvikariat som tender i baren, som meget passende lå over for en pladeforretning, hvor han kunne bruge sin sparsomme løn på den nyeste rock, gerne et par dage før den officielle udgivelse. Senere overtog Floss status af stambaren, og dén ligger stadig i Pisserenden i København. Han hjemtog selv eksotisk alkohol til baren fra sine rejser, og på gode dage kan man endnu få den gode drink Søde Jan, som består af grappa, vodka, rom, maraschino, cointreau, angostura, lidt sour og et cocktailbær for sødmen – eller et cocktailsbær, som det nu rettelig hedder (ifølge Sonnergaard selv, red.).
Sonnergaards interesse for alkohol var ikke nogen hemmelighed, tværtimod, det var en del af hans offentlige persona, et opgør med nærighed, korrekthed og mådehold. I en kronik i Politiken skrev han om sit forhold til alkohol og understregede, at der naturligvis var dage, hvor han ikke drak. Dem kaldte han ‘de dårlige’. Han lægger ikke fingrene imellem i kronikken i sin let satiriske lovsang af rusen: “Bogstavelig talt hver eneste gode oplevelse, jeg har haft som voksent menneske, har involveret alkohol.” Det er en sigende tekst, hvor han blandt andet får koblet alkohol og nærighed, eller omvendt, “afholdenhed er på sæt og vis en form for nærighed” når han frem til. Nærighed var et omdrejningspunkt i hans liv og i hans tekster, og nærige personer, som æggemadskritikere og vindtørre undervisere, stod for tur i artikler som i forfatterskabet. Et ordentligt menneske var både flinkt og gavmildt.
Flinkhed og gavmildhed, to sider af samme mønt, og man kan selvfølgelig ikke fordre gavmildhed, hvis man selv er nærig. Det erpotlatch-logikken, som han også kommer forbi i sin alkoholkronik, for både mad, alkohol og kærlighed handler om at give, om generøsitet og kan bruges som et opgør med småborgerlighed og nærighed.
Fra 2010 til 2013 skrev han 18 madanmeldelser for Information, fra michelintempler i Paris til mere beskedne frokostrestauranter herhjemme, som stamstedet Husmanns. Efter at have forhandlet honoraret, som ikke lod sig rokke (du får jo selv din mad betalt), besluttede han at bruge anmeldelserne til mere end at hylde det gode køkken, nemlig at udfordre den gryende, noget selvfede madanmelderjargon og skabe lidt røre i andre andedamme med injurierende personangreb og politiske udmeldinger, for eksempel.
I en anmeldelse af Floss demonstrerer han i øvrigt, hvor tæt mad og alkohol hørte sammen i hans verden (”gastronomi er uhyre vanskeligt uden vin og anden alkohol” skriver han). Den ellers obligatoriske madanmeldelse blev ret hurtigt overstået: “Først skulle vi have noget mad. Det smagte godt. Herefter begav vi os mod Café Floss i Pisserenden”, hvor det skulle handle om brændevinen fra Brenner Dirker, som han selv havde hjemtaget fra Mühle, og som, dengang som nu, var uopdrivelig i Danmark.
Kuren mod tømmermændene får vi passende i en boganmeldelse fra nytårsaften 1997.
Jeg har kun lært halvdelen af, hvad min far kunne med sine hænder. Og mine børn har lært mindre end halvdelen. De kan ingenting. Jeg tror, det vildeste, de kan, er at binde deres snørebånd. Det, tror jeg, kan være roden til noget af den mistrivsel, vi oplever.
