Jorden rundt i tonicvandets tjeneste

Tonic er mere populært end nogensinde før. Det ved briterne Charles Rolls og Tim Warrillow om nogen. De to herrer mødtes til et cocktailarrangement i London i 2003. Den 46-årige Rolls havde gjort sig bemærket som manden bag Plymouth Gins genrejsning nogle år forinden, mens den 18 år yngre Warrillow arbejdede i reklamebranchen. Men det var ikke en ny gin, de to slog sig sammen om. Det var i stedet det Schweppes-dominerede tonicmarked, de så potentiale i.

18 måneder efter, i 2005, opstod Fever-Tree. I mellemtiden havde de to briter rejst til Tanzania, Ecuador og Congo for at finde naturlige ingredienser til en type tonic, som ikke var lavet på konserveringsmidler og tilsat kunstige sødestoffer. I Afrika fandt de blandt andet orangeolie og en særlig ingefær – og ikke mindst det såkaldte ’febertræ’, hvorfra kinin, der giver en tonicvand dens karakteristiske bitterhed, udvindes.

”Vores oprindelige forskning bragte os forbi British Library, hvor vi lærte, at kinin, den vigtigste ingrediens i tonic, kommer fra barken på cinchona-træet, altså ’febertræet’. Undervejs i vores jagt på kinin, opdagede vi den sidste aktive plantage af febertræer i Den Demokratiske Republik Congo. Jeg rejste derned, til en af de farligste egne af Afrika, og mødtes med avlerne, og den dag i dag er det her, vores kinin bliver dyrket,” fortæller Tim Warrillow.

Fever-Trees første tonic var ’Premium Indian Tonic Water’. Siden er det blevet til en række forskellige miksere. Og de har ramt lige ned i – eller måske endda været krafterne bag – den massive gin og tonic-opstandelse. Ikke bare i Storbritannien, men også i resten af verden. Også herhjemme har gin fået en gevaldig renæssance. Mere end 30 danske destillerier producerer gin, og på jævnlig basis afholdes der ginsmagninger- og festivaler rundt omkring i landet.

I det hele taget er gin og tonic langt fra den slavedrink, som den engang havde ry for at være. Som bartender Daniel Dam tidligere i år forklarede til Euroman, så er vi som forbrugere ikke alene villige til at betale mere for både gin, vodka og whisky, vi betaler også gerne for tonic af høj kvalitet. Uanset hvilken tonic, vi vælger.

”Der er ikke noget, der er rigtigt og forkert. Det er en smagssag, der kommer an på, om du kan lide en tør tonic, en sød tonic eller én med smag. En Fever-Tree er fx en klassisk variant uden for meget sukker, så den originale kinin-smag træder frem, hvorimod Schweppes er lidt mere sodavandsagtig,” sagde Daniel Dam.

Tiden er med andre ord løbet fra at mikse en eksklusiv feinschmecker-gin med en tonic til fem kroner literen. Og midt i den udvikling står Fever-Tree, som i de seneste år både har skabt forskellige tonicvand, men også andre miksere til både mørk og lys spiritus, såsom ginger ale og lemonade.

”Da vi oprindeligt skabte Fever-Tree handlede det hele om at få kvaliteten tilbage i mikserne, og i allerhøjeste grad i selve ingredienserne. Det resulterede i en anden tilgang til produktudvikling. Vi gik tilbage i historiebøgerne for at finde de mest autentiske ingredienser af den højeste kvalitet, vi kunne, og vi gik derefter ud i verden for at opspore dem. Den rejse fortsætter, hvad enten det gælder vores friske, grønne ingefær fra Elfenbenskysten, cochin-ingefær fra Indien, vores citrontimian fra Provence eller håndplukkede hyldeblomst fra Gloucestershire i England,” siger Tim Warrillow.

Her i Provence, øst for Gordes og Avignon og nord for Marseilles, står det familieejede landbrug Apt Aromatiques bag nogle af Frankrigs fineste olier. Landbruget bliver drevet af Laurent og Gudrun Tessier og Francis Redon, og stedet ligger så langt væk fra resten af den franske civilisation, at det ikke er en del af en egentlig by. Man finder kun frem til Apt Aromatiques, hvis man ved, at det eksisterer. Det er her, Rolls og Warrillow får citrontimian-olien til deres populære mikser ’Mediterranean Tonic Water’.

Gudrun Tessier og Francis Redon, som stiftede landbruget tilbage i 1998, viser sammen med Tim Warrillow Euroman rundt i det naturskønne område, hvor lavendelmarkerne er lige ved at blomstre.

Efter at vi har passeret lange strækninger vekslende mellem veltrimmede blomstermarker og det, der ligner urørt natur, ankommer vi til en lille oase omringet af bjergskråninger med ét enkelt hus og en hal fyldt med gamle landbrugsmaskiner.

Selv om citrontimian-olien i virkeligheden kun er én ud af mange ingredienser i ’Mediterranean Tonic Water’, bidrager den sødligt-krydrede plante med sin helt egen karakteristiske smag til tonic’en, forklarer Tim Warrillow.

”Vi har et skræddersyet sortiment af miksere, der komplimenterer viften af smagsegenskaber i de forskellige slags spiritus. Vores ’Mediterranean Tonic Water’ indeholder søde blomsternoter af citrontimian fra Provence, som passer godt til citrusgin, mens vores ’Aromatic Tonic Water’ indeholder angosturabark fra Sydamerika og pimento-bær fra Jamaica for at skabe en sød, men krydret smag, der passer godt til en tør gin,” siger den ene af de to Fever-Tree-stiftere.

Afrika, Sydamerika, Jamaica, Frankrig – alt sammen i tonicvandets tjeneste. Her, med en gin og tonic i hånden i den sydfranske aftensol, giver Rolls’ og Warrillows ret ekstreme ingredienssøgen såmænd ganske god mening.

Euroman var inviteret til Provence af Fever-Tree.