Jorden rundt i tonicvandets tjeneste

Jorden rundt i tonicvandets tjeneste

I det sydlige Frankrig, godt to timers kørsel nord for havnebyen Marseille, ligger det lille landbrug Apt Aromatiques. Her har de to mænd bag Fever-Tree fundet den rette citrontimian til deres tonicbrand, lige som de tidligere har rejst til klodens fjerneste egne i jagten på de bedste naturlige ingredienser, der kan opdrives.

Tonic er mere populært end nogensinde før. Det ved briterne Charles Rolls og Tim Warrillow om nogen. De to herrer mødtes til et cocktailarrangement i London i 2003. Den 46-årige Rolls havde gjort sig bemærket som manden bag Plymouth Gins genrejsning nogle år forinden, mens den 18 år yngre Warrillow arbejdede i reklamebranchen. Men det var ikke en ny gin, de to slog sig sammen om. Det var i stedet det Schweppes-dominerede tonicmarked, de så potentiale i.

18 måneder efter, i 2005, opstod Fever-Tree. I mellemtiden havde de to briter rejst til Tanzania, Ecuador og Congo for at finde naturlige ingredienser til en type tonic, som ikke var lavet på konserveringsmidler og tilsat kunstige sødestoffer. I Afrika fandt de blandt andet orangeolie og en særlig ingefær – og ikke mindst det såkaldte ’febertræ’, hvorfra kinin, der giver en tonicvand dens karakteristiske bitterhed, udvindes.

”Vores oprindelige forskning bragte os forbi British Library, hvor vi lærte, at kinin, den vigtigste ingrediens i tonic, kommer fra barken på cinchona-træet, altså ’febertræet’. Undervejs i vores jagt på kinin, opdagede vi den sidste aktive plantage af febertræer i Den Demokratiske Republik Congo. Jeg rejste derned, til en af de farligste egne af Afrika, og mødtes med avlerne, og den dag i dag er det her, vores kinin bliver dyrket,” fortæller Tim Warrillow.

Lavender Fields (2).jpg

Fever-Trees første tonic var ’Premium Indian Tonic Water’. Siden er det blevet til en række forskellige miksere. Og de har ramt lige ned i – eller måske endda været krafterne bag – den massive gin og tonic-opstandelse. Ikke bare i Storbritannien, men også i resten af verden. Også herhjemme har gin fået en gevaldig renæssance. Mere end 30 danske destillerier producerer gin, og på jævnlig basis afholdes der ginsmagninger- og festivaler rundt omkring i landet.

I det hele taget er gin og tonic langt fra den slavedrink, som den engang havde ry for at være. Som bartender Daniel Dam tidligere i år forklarede til Euroman, så er vi som forbrugere ikke alene villige til at betale mere for både gin, vodka og whisky, vi betaler også gerne for tonic af høj kvalitet. Uanset hvilken tonic, vi vælger.

”Der er ikke noget, der er rigtigt og forkert. Det er en smagssag, der kommer an på, om du kan lide en tør tonic, en sød tonic eller én med smag. En Fever-Tree er fx en klassisk variant uden for meget sukker, så den originale kinin-smag træder frem, hvorimod Schweppes er lidt mere sodavandsagtig,” sagde Daniel Dam.

Tonic – historisk set

Tonicvand blev til i kolonitidens Indien, hvor briter i hobetal slog sig ned for at søge lykken langt fra deres kolde hjemland.

Det eneste, der kunne slukke deres imperialistiske drømme, var aggressive, tropiske sygdomme. Særligt døjede kolonisterne med malaria, og den eneste måde, man dengang kunne forebygge de livsfarlige malariainfektioner, var ved at spise kinin-pulver fra kinabark. Det smagte så bittert, at briterne begyndte at blande pulveret op med vand, soda og sukker for at få det ned. Det var stadig ingen videre appetitlig smagsoplevelse, men trods alt tolerabel. Således blev verdens første tonicvand opfundet af rent medicinske hensyn.

Efterhånden fandt briterne ud af, at de kunne blande deres tonicvand med gin og lime og få et resultat, der ikke bare var udholdeligt, men nærmest velsmagende. Der skulle gå lang tid, før resten af verden fik øjnene op for fænomenet gin & tonic, men da det endelig skete, viste det sig at være en af drinkverdenens mest ikoniske sammensætninger.

I 1858 introducerede iværksætteren Erasmus Bond tonicvand som et kommercielt produkt for første gang, og 12 år senere fulgte Schweppes’ ’Indian Quinine Tonic’. I tiden omkring første verdenskrig var tonic allerede en ganske populær drik i Storbritannien, men det var i efterkrigstidens USA, at tonic – særligt i kombination med gin – fik sit endelige gennembrud.

Tiden er med andre ord løbet fra at mikse en eksklusiv feinschmecker-gin med en tonic til fem kroner literen. Og midt i den udvikling står Fever-Tree, som i de seneste år både har skabt forskellige tonicvand, men også andre miksere til både mørk og lys spiritus, såsom ginger ale og lemonade.

”Da vi oprindeligt skabte Fever-Tree handlede det hele om at få kvaliteten tilbage i mikserne, og i allerhøjeste grad i selve ingredienserne. Det resulterede i en anden tilgang til produktudvikling. Vi gik tilbage i historiebøgerne for at finde de mest autentiske ingredienser af den højeste kvalitet, vi kunne, og vi gik derefter ud i verden for at opspore dem. Den rejse fortsætter, hvad enten det gælder vores friske, grønne ingefær fra Elfenbenskysten, cochin-ingefær fra Indien, vores citrontimian fra Provence eller håndplukkede hyldeblomst fra Gloucestershire i England,” siger Tim Warrillow.

Lemon Thyme planting.jpg

Her i Provence, øst for Gordes og Avignon og nord for Marseilles, står det familieejede landbrug Apt Aromatiques bag nogle af Frankrigs fineste olier. Landbruget bliver drevet af Laurent og Gudrun Tessier og Francis Redon, og stedet ligger så langt væk fra resten af den franske civilisation, at det ikke er en del af en egentlig by. Man finder kun frem til Apt Aromatiques, hvis man ved, at det eksisterer. Det er her, Rolls og Warrillow får citrontimian-olien til deres populære mikser ’Mediterranean Tonic Water’.

Gudrun Tessier og Francis Redon, som stiftede landbruget tilbage i 1998, viser sammen med Tim Warrillow Euroman rundt i det naturskønne område, hvor lavendelmarkerne er lige ved at blomstre.

Efter at vi har passeret lange strækninger vekslende mellem veltrimmede blomstermarker og det, der ligner urørt natur, ankommer vi til en lille oase omringet af bjergskråninger med ét enkelt hus og en hal fyldt med gamle landbrugsmaskiner.

Selv om citrontimian-olien i virkeligheden kun er én ud af mange ingredienser i ’Mediterranean Tonic Water’, bidrager den sødligt-krydrede plante med sin helt egen karakteristiske smag til tonic’en, forklarer Tim Warrillow.

”Vi har et skræddersyet sortiment af miksere, der komplimenterer viften af smagsegenskaber i de forskellige slags spiritus. Vores ’Mediterranean Tonic Water’ indeholder søde blomsternoter af citrontimian fra Provence, som passer godt til citrusgin, mens vores ’Aromatic Tonic Water’ indeholder angosturabark fra Sydamerika og pimento-bær fra Jamaica for at skabe en sød, men krydret smag, der passer godt til en tør gin,” siger den ene af de to Fever-Tree-stiftere.

Afrika, Sydamerika, Jamaica, Frankrig – alt sammen i tonicvandets tjeneste. Her, med en gin og tonic i hånden i den sydfranske aftensol, giver Rolls’ og Warrillows ret ekstreme ingredienssøgen såmænd ganske god mening.

Euroman var inviteret til Provence af Fever-Tree.

Gin – historisk set

Gin som opfindelse tager sit afsæt i Holland. Og i en læge, der ville behandle søfolk og soldater til havs. I 1600-tallet lavede Dr. Sylvius et udtræk på enebær, fordi han fandt så mange gode sager i det lille, violette bær.

Mikset af alkohol og enebær fik navnet ’genever’ (som betyder enebær på hollandsk), og i dag drikker hollænderne stadig dette med en isterning i – ja, ved særlige lejligheder skyller de endda drikken ned til fiskeretter, lige som vi danskere drikker snaps til vores sild.

Genever rejste hurtigt over Den Engelske Kanal, og det var de britiske borgere, der i daglig tale gav drikken navnet ’gin’. Op igennem 1700-tallet blev gin sat i produktion i England. Særligt i London og Plymouth.

Gin fik først sit gennembrud i USA under spiritusforbuddet fra 1920 til 1933. Her var drikken i flere år den mest hjemmebryggede type alkohol, fordi den var så enkel at lave. Man skulle bare bruge ren alkohol og enebær.

I nyere tid er gin også blevet populær herhjemme. Det skyldes til dels, at 80’ernes vodka-rus skulle have en marketingsmæssig afløser, og samtidig har tendensen med at brygge sin egen alkohol taget fart over hele verden. Her er gin hurtigt at producere, og i dag findes der små destillerier over alt. Lige fra udkanten af Amazonas til Hven.