Hvad nu hvis? Historikere kalder det kontrafaktisk historieskrivning, og det er både useriøst og sjovt at lege med tanken. Hvad nu hvis Peter Sisseck ikke havde meldt ud, at Spaniens største hvidvin er florlagret palomino, og hvad nu hvis han ikke havde købt bodegaen i Jerez, men i stedet havde kastet sig over bobal-produktion i Manchuela? Ingen grund til megalomane danskerfornemmelser her – vi leger blot med tanken, og jeg tvivler ikke på, at sherry som drik og Sherry som distrikt alligevel ville have flyttet sig helt frem i første geled – faktisk så langt frem, at området mellem Jerez, San Lúcar de Barrameda og El Puerto Santa Maria lige nu bobler og syder så meget, at alt er i spil.

Det ændrer dog ikke ved, at sherry og alt det andet, som ikke må kaldes sherry, fortsat er en nichedrik. Peter Sissecks interesse for og investering i området har nok givet lidt ekstra stjernedrys, men det var jo netop bobleriet, som Peter Sisseck faldt for. Hans arbejde i Ribera del Duero handlede om stedets helt specifikke udtryk, én vinmarks udtryk og arbejdet gennem 35 år med at fintune det udtryk. Og nede omkring Jerez begyndte de også at pippe om terroir, om pagoer og stedets særlige udtryk, om jordens helt åbenlyse indflydelse på basisvinen og de altafgørende gærtyper inde i vineriet, der lægger det slimede florlag over vinen i den knapt fyldte vintønde – alt det var netop, hvad Peter Sisseck faldt for.

I 2017 købte han en navnløs bodega på Calle San Francisco Javier i Jerez, hvor vinen nænsomt var passet af Ramiro Ibañez og løbende suppleret med basisvin fra blandt andre Añina og Macharnudo-pagoerne. Den dannede indtil da grundlag for en fino, Camborio fra Bodegas Juan Piñero. Ramiro Ibañez’ egen bodega, Callejuela, er i øvrigt én af pionererne i øjeblikket for markangivet manzanilla og vino de pasto.