Det kræver et køligt overblik at sidde i julemandens stol. Ikke nok med, at man skal forsøge at bevare roen blandt horder af larmende børn - samtidig skal man nemlig også kunne besvare alle deres spørgsmål uden at bryde illusionen om julemandens eksistens for evigt.
Og når man som Per Hammerich har været professionel julemand siden starten af 90’erne, så er man særdeles prøvet i den disciplin. Han optræder både offentligt og i private hjem med karakteren Julius den 1., og på trods af, at han nu bor på Sjælland, har han opbygget så stor en fanskare i sin tidligere hjemby Grindsted, at han flere juleaftener har kørt mod det jyske i fuldt julemandsoutfit - til stor morskab for de ansatte ved Storebæltsbroen.
Gennem sine mere end to årtier i branchen har Per Hammerich været udsat for utallige spørgsmål, børn kan finde på at stille ham, omhandlende alt fra rensdyrenes eksistens til hans skægs ægthed - og han fortæller her, hvordan han besvarer dem alle som en vaskeægte julemand.
Er dit skæg ægte?
“Børnene hiver heldigvis ikke i det, fordi det er så flot. Jeg har spillet teater i mange år og er vant til at sminke mig selv, så det er 100% i orden. Der skal ikke pilles ved den barnetro, som vi har med at gøre. Jeg har en enkelt gang været ude for, at en dreng listede sin hånd ind under min arm og hev fat. Men det er jo klistret fast på både over- og underlæben, så det kan ikke ryge nogen steder. Så vendte jeg mig med det samme om, hev ham lidt kærligt i håret og sagde ‘du må ikke rive julemanden i skægget - så river han dig’. Hans øjne blev lige så store som tekopper. Der er ikke andre måder at gøre det på.”
Hvorfor ligner du ikke ham den anden julemand, jeg så i går?
“Jeg fik dét spørgsmål i søndags. Her i Roskilde har vi nemlig en julemand, der kravler op på en stige og tænder juletræet. Lidt senere var der et barn, der sagde ‘så var du oppe og kravle på stigen!’ til mig. Så sagde jeg, at det ikke var mig - men min fætter. Så finder jeg på en lille historie, og så kan de godt forstå forskellen.”
Hvordan kan du nå at besøge alle husene på én aften?
“Jeg har lavet en lille anekdote om, at det, de har oplevet som 45 minutter, faktisk kun varer et halvt sekund, fordi jeg kan noget med tiden - ellers ville jeg slet ikke kunne nå det hele. Man bliver nødt til at have sådan nogle historier klar, for børn er rimeligt nysgerrige og vil gerne have facts.”
Lover du at give mig den her gave?
“Jeg lover aldrig noget, men jeg har et hit, der hedder ‘julemandens ønskebog’. Én efter én kommer børnene op til mig og fortæller mig deres navn, alder og hvad de ønsker sig, som jeg skriver ind i bogen. Så siger jeg til dem, at nu står det i julemandens ønskebog - og at det ikke er sikkert, at de får det, men at chancerne er meget større, når det står her. Hvis jeg har haft øjenkontakt med forældrene under seancen, kan jeg godt fornemme, om jeg kan sige ‘ja, sådan en tror jeg nok, jeg har på hylderne’.”
Må jeg se dine rensdyr?
“Der har jeg lavet min egen lille finte. Jeg har sådan et lille sølvæg, jeg har købt i en musikbutik, og når man ryster det, siger det ligesom bjælder. Der er mange, der spørger mig, hvorfor de aldrig har set mine rensdyr. Så siger jeg til dem, at det her er en hemmelighed - men at det er fordi, rensdyrene er så frygteligt generte. Den følelse kender de fleste børn jo godt. Jeg fortæller dem, at når jeg tager ægget ud af Rudolfs hovedtøj, så bliver alle rensdyrene og kanen usynlige - og at når ingen kigger, sætter jeg sølvægget ind i hovedtøjet igen, og så flyver vi afsted.”
Kan du huske mig fra sidste år?
“Der er noget, der hedder hvide løgne. Nogle gange kommer forældrene lige hen og hvisker én i øret. Andre gange kan jeg godt finde på at sige ‘hedder du Frederik?’. Jeg kan ramme plet, hvis jeg har hørt noget, mens de har stået i kø. Nogle gange hedder de noget helt andet, og så må jeg sige ‘nå ja, ham Frederik er en anden - men du ligner ham godt nok meget!’, og så er den ligesom gledet af.”
Vil du give mig en hundehvalp?
“Der er gået inflation i hundehvalpe og heste i år. Jeg siger altid, at det ved jeg ikke rigtig, om jeg kan, for sådan noget skal man være klar til at få. Jeg fortæller dem, at det er ligesom at få et nyt familiemedlem, og at den skal både luftes og fodres. Så står forældrene og nikker helt vildt, og den lille sidder og tænker ‘ ej, ikke alt det dér bræk igen’. Den kører jeg helt pædagogisk.”
LÆS OGSÅ: Læger fælder dom: Derfor ville tyvene i ’Alene Hjemme’ ikke overleve i virkeligheden
LÆS OGSÅ: Trumps bizarre McDonald’s-vane: Præsidenten spiser aldrig brødet i sine burgere
LÆS OGSÅ: Anders Hemmingsen: Her er de bedste og værste scoreforsøg på Tinder
