DET ER IKKE TIL AT SIGE, hvornår det præcist skete. Sommetider opstår ting bare hen over hovedet på os, hvorfra det drysser ned og lægger sig som kulturelle fænomener, vedtagne ’sandheder’, politiske diskussioner, noget, vi taler om, en måde, vi taler om det på. 

Sådan var det med iværksætteren, der blev til en superstjerne på lige fod med skuespillere og fodboldspillere. Sådan var det med selvhjælpsbøger, vi alle pludseligt skulle eje et par stykker af. Sådan var det med deleretter, der væltede ind over restaurantdanmark. Sådan var det med hiphop, der blev den største genre herhjemme og i resten af verden. Sådan var det med generationskløften, der blev mere udtalt og diskuteret end længe. 

Og sådan er det med mellemlederen, der i dag står som en af de mest latterliggjorte figurer herhjemme; en prygelknabe, der er blevet skudt mere i skoene end de fleste. Bum. Så var han der bare. 

Du har nok hørt om ham: Han hører halvmelankolsk rock, måske
Coldplay, det kan også være U2. Han ankommer med kollegaerne til
padelhallen i en leaset Tesla. Han elsker sit Apple Watch, for det tillader ham at holde øje med sit kondital, samtidig med at han altid er tilgængelig.

Han taler om ’knaster’ og siger ting som ’pipeline,’ ’top of mind,’ ’vi er i proces,’ eller ’jeg looper dig lige ind.’ Han elsker SVM-regeringen, for ’de tager de nødvendige beslutninger.’ Han kombinerer denimjeans, fodfolkets materiale, den demokratiske buks, der signalerer øjenhøjde, med habitjakke, der giver, eller det er i hvert fald meningen, et par gram autoritet.

Det krydres med en skjorte med cutaway-krave og et par sarte herresko, der har fået det lidet flatterende navn ’hurtigkneppere’. Hvis ikke dem: et par hvide lædersneakers. Han elsker fyrværkeri. Han bruger sine søndage på en racercykel og raser over den hasarderede kørsel fra bilerne omkring Storkøbenhavn. En kørsel, han ellers selv praktiserer med største selvretfærdighed i det daglige. Han giver ugentlige opdateringer på LinkedIn og bruger ’stærk arm’-emojien flittigt – og uden ironisk distance.  

Sådan lyder den kakofoniske fortælling i hvert fald oftest om mellemlederen, der efterhånden er blevet et lettere offer end en lus mellem to negle (dens mikroskopiske, hårdføre fysik sætter trods alt nogle krav til neglenes beskaffenhed: De skal ligesom være lange nok til at nå ud over kødet på fingerspidserne, hvis du skal have succes med knusningen). 

Der er for mange af dem, de obstruerer, de er til ingen nytte. Ansigtet på den evige effektivisering. På dårlige nyheder.

Selv vores statsminister har implicit kritiseret mellemlederens funktion eller mangel på samme på et af de mange pandemipressemøder i de foregående år: 

”Mon ikke, at noget af det, der står tilbage efter det her (covid-19, red.), er, at en gang imellem er det meget godt, at man ikke skal spørge 10 led, før man træffer beslutninger, fordi I kan faktisk ganske, ganske meget, når det er den sunde fornuft, der får lov til at råde,” lød det fra Mette Frederiksen den 14. april 2020. 

Mellemlederen som antitesen til den sunde fornuft! 

Hvad skete der?