Andreas Odbjerg: ”Nogle mennesker synes ikke, at popmusik er fint eller cool. Men det er poppen, der spiller en rolle i folks liv” scroll-down

Andreas Odbjerg: ”Nogle mennesker synes ikke, at popmusik er fint eller cool. Men det er poppen, der spiller en rolle i folks liv”

Det tog Andreas Odbjerg 15 år, to talentshows, en konservatorieuddannelse og en hel ungdom på røven at bryde igennem på den store scene. Benjamin Dane har mødt den 34-årige sanger og sangskriver, som i 10 kapitler fortæller om at blive født med storhedsvanvid, om skuffelser og skattegæld og om den lange vej til succes, der begyndte på et børneteater i Odense.

Af Benjamin Dane
Foto: Petra Kleis
Kultur Euroman

Du kan købe magasinet med Andreas Odbjerg her.

1. Typen, man lægger mærke til

Jeg var fire eller fem år gammel, da jeg første gang visualiserede, at jeg skulle blive en stjerne. Som barn troede jeg, at det skulle være som skuespiller. Hele min barndom gik jeg rundt med en følelse af, at folk kiggede på mig – længe før der overhovedet var nogen, der kiggede.

Jeg er vokset op i Allesø, en lille forstad til Odense, hvor bybussen vender. Den består ikke af meget andet end en håndfuld huse, et par hundrede indbyggere og Allesø-hallen, der er byens hjerte.

Jeg kommer fra en klassisk kernefamilie. Min far er skolelærer, og min mor er pensioneret sygeplejerske, men der var masser af kreativitet i mit barndomshjem. Min mor havde en stor interesse for design og syede sit eget tøj, og min far spillede blues på hobbyniveau.

Jeg var ikke særlig gammel, da de introducerede mig for teater og sang. Lige så længe jeg kan huske, har jeg higet efter opmærksomhed. Jeg tror, at det stammer fra min farfar. Han var ekstraordinært begavet og talentfuld, spillede violin og kunne være blevet til hvad som helst, men endte som skoleinspektør og kommunalpolitiker, og det gjorde ham aldrig lykkelig.

Jeg har også noget fra min far, der er typen, man lægger mærke til med det samme, når han træder ind i et rum. Og fra min mors familie, hvor der er flere spillemænd. Jeg gik på Spurvelundsskolen, som var en lille skole med én klasse per årgang til og med 7. klasse.

Da vi skulle starte i 8., skiftede alle mine klassekammerater til Lumby Skole, men jeg kom på Kroggårdskolen, en gammel Tvind-skole, hvor min mors fætter var skoleinspektør, og hvor drengene fra mit fodboldhold i Næsby også gik.

I skolen fik jeg gode karakterer, men det betød intet for mig. En dag i hjemkundskab i 6. klasse, hvor jeg blev sat til at skære løg, sagde jeg til min lærer: ”Hvorfor skal jeg lære at lave mad?” Jeg var sikker på, at jeg ville blive så rig og kendt, at jeg kunne hyre nogen til at gøre det for mig.

Bliv medlem, og få fuld adgang til
hele EUROMAN.dk fra 23 kr. om måneden
Prøv 14 dage gratis uden binding
Kom igang her Allerede medlem? Log ind her Euroman Premium
Opret dig gratis her
Se, hvad vi ellers skriver om: Musik