Engang var Danmark ledet af en maniodepressiv mand med et alkoholmisbrug og en evne til at forsvinde ud i nattelivet flere dage i træk. Men Viggo Kampmanns eftermæle bør være andet end det, mener den tidligere Christiansborg-journalist Poul Smidt, der har skrevet en bog om den berygtede statsminister.
Hvorfor skrive en bog om Viggo Kampmann?
”Han tænkte meget langsigtet, hvilket er en egenskab, jeg savner ved nutidens politikere. Han tænkte fem, 10, 15 år frem i tiden. Han indførte kildeskatten, Regnecentralen, folkepensionen og en omfattende landsplanlægning, der resulterede i 7.500 lejligheder og en række parcelhuskvarterer. Som finansminister skabte han en beskæftigelse så høj, at det næsten ikke var til at opdrive en løsarbejder i København. Han så, at et samarbejde med erhvervslivet var nødvendigt for at sætte beskæftigelsen op. Og så gik han imod typisk socialdemokratisk politik ved at melde ud, at arbejderne blev nødt til at holde igen med krav om lønstigninger.
Han nåede meget, men blev til sidst fældet pga. sin sygdom. Han var maniodepressiv, og han drak, og det synes jeg er blevet en for stor del af hans eftermæle. Han kunne forsvinde i flere dage med en eller anden kvinde, han kendte. Per Stig Møller (konservativ politiker, red.) har i anden forbindelse fortalt, at han og nogle KU’ere engang så ham blive smidt ud af en bar, fordi han var for fuld. Men som politiker var han utrolig aktiv.”
John F. Kennedy og Viggo Kampmann i Det Hvide Hus, 1961.
Drak højtstående politikere mere dengang, end de gør i dag?
”Ja. Der er ingen tvivl om, at alkoholindtaget blandt mange højtstående politikere som fx Viggo Kampmann, Jens Otto Krag og Per Hækkerup var et helt andet end i dag. Men det var ikke offentligt kendt. Hvem skulle sige det? Hans ministerkolleger? De havde ingen interesse i, at det kom frem. Hans familie, der ikke så ham for tit, havde heller ikke. I 90’erne skabte en ny generation af journalister en myte om, at politikerne dengang var skidefulde på arbejdet, og at alle journalisterne vidste det, men selv deltog og derfor ikke sagde noget om det.
Jeg kom første gang på Christiansborg i 1962, og der var ikke nogen, der gik fulde rundt. Kun få af dem lod alkohol gå ud over deres arbejde, for det havde konsekvenser. Stauning kom fuld hjem med Oslobåden og gik direkte på talerstolen. Det var en skandale. Jeg har selv været med til at vælte en justitsminister, Nathalie Lind. Jeg havde flere gange oplevet, at hun havde et alkoholmisbrug i sit private liv, og til årsmødet i Venstre i 1979 var hun så fuld, at vi på TV Avisen ikke kunne lade være med at vise optagelserne, som dermed fældede hende.
Men så længe det ikke gik ud over deres arbejde, var der ingen, der overvejede, at de drak.”
Fire danske statsministre fotograferet på Christiansborg i 1968. Fra venstre: Erik Eriksen (V), Jens Otto Krag (S), Viggo Kampmann (S) og Hilmar Baunsgaard (R).
Blev det aldrig opdaget?
”Det var først lang tid efter, Kampmann gik af som statsminister, at det blev offentligt kendt, at han var maniodepressiv og tog de ture, han gjorde. Som finansminister var han uundværlig for først Hans Hedtoft og derefter H.C. Hansen, så han fik rigtig lang snor. Enkelte gange var det ved at kamme over, fx da han skulle være med til at tage afsked med to afgående ministre fra hans regering. Kampmann var der ikke. En partisekretær blev sendt ud for at finde ham hjemme hos hans finske elskerinde. En ven hos (1989) politiet kørte hende i lufthavnen, og partisekretæren fik Kampmann i bad og i et rent jakkesæt.”
Hvornår blev Kampmanns misbrug og sindslidelse for meget?
”I 1962 skulle han tale i Finland for det socialdemokratiske parti og svinede deres formand til i pinligt grove vendinger. Den konservative formand Poul Møller langede inden længe ud efter efter statsministeren for ikke at passe sit arbejde, hvilket fik Kampmann til at gå på talerstolen og forsvare sig med en næsten barnlig monolog om, at han var den klogeste og dygtigste i hele landet, og at han derfor selvfølgelig skulle være statsminister. Det blev hans sidste tur på Folketingets talerstol.”
Rigets to mægtigste mænd, rederen A.P. Møller og statsminister Viggo Kampmann, får sig et glas.
Viggo Kampmann - 1910-76. Statsminister 1960-62. Modstandsmand under besættelsen. Finansminister 1950 og igen 1953-60. Med 42,1 % af stemmerne ved valget i 1960 stod Kampmann for det bedste socialdemokratiske valg i efterkrigstiden.
Poul Smidt - Født 1944. Journalist. Tidligere ansat ved bl.a. Politiken og Aktuelt, vært på DR2’s ’Deadline’ og DR-korrespondent i Bruxelles og Washington. ’Viggo Kampmann’ udkommer på Gyldendals Forlag 19. august.
LÆS OGSÅ: Marvel har dræbt Hulk
LÆS OGSÅ: Rapperens manddomsprøve: Erik tog til moderlandet for at afprøve talentet
LÆS OGSÅ: Derfor elsker vi gysere: Det ligger i generne
