Streaming har omkalfatret, hvordan vi lytter til musik, det står soleklart. Vi hører flere forskellige artister, vi hører musik på farten, og vi hører mere ny musik. Det er kun logisk, at lyttestrukturerne også har påvirket, hvordan musikerne udgiver musikken.

Først kom en flodbølge af singler – når produktionsomkostningerne ved at udgive musik alligevel var blevet reduceret på grund af digitaliseringen, kunne artisterne lige så godt sprede deres numre udover kalenderåret og på den måde sikre den enkelte sang mere opmærksomhed. Så blev albummene længere – når artisterne blev betalt per streamet sang, kunne de lige så godt udgive en hel masse numre, så der var noget for enhver smag, og på den måde få flere streamingkroner i kassen.

I dag er det, i al fald i en amerikansk kontekst, sikkert som køen ved bageren om søndagen, at enhver prominent albumudgivelse med et par ugers mellemrum efterfølges af en deluxe-udgave af samme album. Den mest almindelige afskygning af deluxe-pladen er en simpel tilføjelse af en håndfuld nye numre, som da Future i maj forlængede ’I Never Liked You’ med seks relativt forglemmelige sange kun tre dage efter den oprindelige udgivelse.

Argumenterne er for den profitmaksimerende artist svære at overhøre: Flere numre giver flere streams, og ved at tilføje en ekstraudgivelse skaber man ny opmærksomhed om sig selv og de oprindelige numre på pladen – da r’n’b-sangerinden Jhené Aiko udgav deluxe-udgaven af ’Chilombo’ i 2020, slyngede det hendes album fra hitlistens plads nummer 46 til plads nummer 6. Og fra et lytterperspektiv er den oplagte holdning: jo mere musik jo bedre, ikke?

Svaret er nej, og jeg skal fortælle dig hvorfor.

For det første spolerer deluxe-pladerne princippet om, at albummet er en artists bedste værk, et nøje udvalgt indkog af musikalske idéer og budskaber. Ekstranumre forstærker sjældent (eller aldrig) albummets sammenhængskraft, det er kvantitet over kvalitet, profit før eftermæle. I yderste konsekvens betyder det, at vi får færre klassiske værker, album, der som helhed vil blive husket i årtier, fordi produktet fortyndes med hurtige penge for øje. Deluxe-pladen som koncept har eksisteret i årtier, ja, men som fysisk format kom deluxe-tilføjelsen oftest som en ekstra-cd med instrumental-versioner og enkelte bonussange. Den var disintegreret fra resten af værket og oftest kun forbeholdt de fans, der ville mæske sig i så meget ekstramateriale som muligt.

I dag er det sværere at skelne albummet fra deluxe-udgaven. I streamingtidsalderen er der sågar eksempler på, at bonussangene blendes ind mellem resten af pladen og forskubber sangenes rækkefølge (se fx Gunnas ellers skønne ’Wunna’). Har du hørt mage? Her nærmer vi os forbrydelser mod albummet som koncept.

For det andet puster de digitale deluxe-plader til en stigende historieløshed i måden, der udgives musik på i dag. Alle nye udgivelser udkommer som digitale filer og ender kun i sjældne tilfælde som fysiske produkter i forbrugernes reoler. Det betyder, at hvis artisterne pludselig ombestemmer sig, får juridiske problemer med et nummer eller slet og ret laver en udgave, de synes bedre om, kan de på ingen tid redigere den lydfil, der ligger tilgængelig på streamingtjenesten. Kanye West har populariseret idéen om ”det levende værk”, et album under konstant forandring, der udvikler sig som en jamming-session eller en livekoncert. Da han udgiv ’The Life of Pablo’ i 2016, fingerede West i ugevis med de nye sange: Tekster blev udskiftet, mix blev ændret og hele numre blev tilføjet. Som Pitchforks anmelder skrev om det omskiftelige album: ”Hvornår er en plade færdig? Og hvem bestemmer, at dét her er det færdige album?”

Det mest omtalte eksempel herhjemme spillede an i 2021, hvor Branco måtte fjerne et vers fra den svenske rapper Yasin på nummeret ’Jiggy’, fordi Yasin af den ene eller anden årsag ikke ville figurere på sangen alligevel. Her blev også dansk musik katapulteret ind i det postfaktuelle albumunivers: Pladen eksisterer kun i en given form, indtil artisten eller pladeselskabet bag beslutter sig for noget andet.

Jeg er måske lige vel konservativt indstillet, men for mig er albummet i sin reneste form en milepæl og et nedslagspunkt – et koncist bud på det bedste, den pågældende artist kan levere. Efter-redigeringer af pladerne udfordrer den idé, og det gør deluxe-tilføjelser også, for der findes ikke ét moderne eksempel på, at et værk har stået stærkere efter deluxe-tilføjelsen. Og hvis det gjorde, hvorfor så ikke bare udgive pladen i den form til at starte med?

De historieløse deluxe-album er blevet normen i det populærkulturelle moderskib USA. Branco og Gobs har gjort det i Danmark. Lad det hjertens gerne blive ved det.