”Vi skal til forældrefest,” siger Anna, en af forældrene til et af børnene i 6. klasse, i ’Fædre og mødre’.
”Skal I så være stive?” spørger datteren, men spørgsmålet lyder mest som en konstatering.
Og det forstår man godt efter at have set Paprika Steens rammende serie af snapshots – det er vel nærmest røntgenbilleder – af moderne forældre på hyttetur med børnene i en hel weekend.
Filmen begynder og slutter med et forældremøde, men hytteturen udgør hovedparten af historien. Alle vi, der har haft børn i skole, kender situationen. Man møder op med de bedste intentioner om at samarbejde med alle de andre forældre i klassen i så rummelig en atmosfære som muligt.
Men under den venlige overflade – hvor det ligner, at alle er lige – lurer det moderne forældremonster. Uhyret med curlingkosten i den ene hånd og bekymringstermometeret i den anden. Den moderne forældretype, der vil gøre alt for sit eget barn, og som samtidig sjældent slipper det af syne. Og som, når det kommer til stykket, ikke gider gøre særlig meget for andres børn, mens de i deres eget selvbillede ofte er Moder Teresa eller Dalai Lama.
Til at illustrere de knivskarpe pointer i ’Fædre og mødre’ har Paprika Steen hyret tre-fire håndfulde af øjeblikkets absolut bedste danske skuespillere. De gør det alle virkelig godt med få replikker hver især til deres stilsikre typer. Skal enkelte fremhæves i forhold til, at de viser nye sider af sig selv, må det dog være Jacob Lohmann som lægefar, der danser efter sin hustrus (Katrine Greis-Rosenthal) bekymringspibe, og Carsten Bjørnlund som gruppeorienteret friluftsmand.
Da filmen kun foregår på få locations, er de fleste penge i budgettet gået til skuespillerne, og man frydes over den måde, de sømløst af instruktøren er sat til at ytre sig ud og ind mellem hinanden på. Samtidig mærker man, at manuskriptforfatter Jakob Weis har fået god tid til at hvæsse sin pen og spidse sin blyant. Jeg forestiller mig, at et arbejdsrum med Paprika Steen og Jakob Weis er et af de mest syrligt spiddende steder i kongeriget Danmark.
Både forfatter og instruktør har andel i, at så mange kan komme til orde på så kort tid, og at man samtidig føler, at situationerne lever og ånder på en nogenlunde realistisk måde.
Paprika Steen er med statsgaranti fan af den amerikanske filminstruktør Robert Altman, der brugte 24 karakterer i sin pragtfulde og forstandige ensemblefilm ’Nashville’ (1978), for derefter at fordoble til 48 i ’A Wedding’ (1978), hvor det så til gengæld fungerede knap så godt. Her er Paprika Steen gået fra et persongalleri på halvanden håndfulde i ’Den tid på året’ til omkring tre. Uden at ramme loftet for det muliges kunst.
’Fædre og mødre’ er Paprika Steens fjerde film som instruktør, og derfor er det på tide at placere hende et nyt og bredere sted i dansk filmhistorie. ’Lad de små børn …’ (2004) var en rå kæberasler af sort sorg, ’Til døden os skiller’ (2007) var glimtvis morsom, og ’Den tid på året’ er blevet en moderne juleklassiker (2018).
Ihukommende at de fleste danske instruktører ikke får lov til at lave film så ofte igen, er Paprika Steen umærkeligt ved at blive en af de tydeligste og vigtigste herhjemme.
I ’Fædre og mødre’ er der ud over en præcis skildring af vaner, skikke og sociale mønstre blandt forældre også en legende tilgang i flere momenter, hvor instruktøren for eksempel tillader sig at lade en bålscene med druk syre fuldstændig ud.
Filmen rammer således 2022 på kornet, men den form, som den gør det med, er ret løs og 70’er-agtig. Og det er faktisk modigt i kunstarten film, hvor der ofte er mange kokke involveret og alt for stor frygt for ikke at sælge billetter nok.
'Fædre og mødre' har premiere den 3. november.
