Frederik Louis Hviid og Anders Ølholm: ”Dansk film er blevet mindre leverpostejsagtigt”

Anders Ølhom

JEG HAR ALTID været optaget af genrefilm fra andre lande, fx Sydkorea og Mexico, hvor instruktører som Park Chan-wook med ’Oldboy’ og Guillermo del Toro med ’The Devil’s Backbone’ bruger arketyper og virkemidler fra genrefilm og forankrer dem i deres egen kultur. Giver dem deres eget sprog. Det er det, vi har forsøgt at gøre med ’Shorta’.

DET ER LIGESOM at være i et ægteskab at lave film på den her måde. I perioder så vi mere til hinanden end vores egne familier. Når telefonen ringede derhjemme, også længe efter at vi var blevet færdige med optagelserne, spurgte mine børn: ’Er det Frederik, der ringer?’ Det har været udmattende til tider, for det er jo to egoer og stærke viljer, der nogle gange er stødt sammen, og vi har da haft vores ’ture’. Men i sidste ende har det kun styrket vores venskab.

VI HAR IKKE en lang tradition herhjemme for at lave actionfilm, så hele holdet skulle lære, hvordan man helt praktisk eksekverer scenerne. Nogle ting var nemme, fx en brandbombe, der eksploderer på en bil. Det var tidskrævende, men problemfrit. Det ene skud, som vi havde suverænt sværest ved at få lavet, var et indklipsbillede af en kaffemaskine. Vi havde lejet en kaffemaskine i dyre domme og kørte rundt med den på hver eneste location i håb om, at der ville blive tid til at skyde den. Til sidst endte vi med at have en opsamlingsdag, hvor vi lavede second unit-optagelser, og lånte en kaffemaskine af en cafe i Brøndby, som så bedre ud på film. Inden da havde vi talt om den kaffemaskine hver eneste dag, og vi havde haft møder om kaffemaskine med vores produktionsleder. Nogle gange er det de mest enkle ting det, som volder flest problemer.

JEG SKREV SCENERNE, drøftede dem med Frederik, og omskrev så i en uendelighed. Vi har levet og åndet den film siden 2015. Vores samarbejde beror på tillid og forberedelse. Vi har jo skullet være talerør for hinanden på settet, og det kunne vi kun være, fordi vi kender hinanden og materialet virkelig godt. Vi er begge to meget metodiske og sad sammen flere måneder, før præproduktionen gik i gang, og vendte og drejede hvert eneste aspekt at filmen, så vi kunne være laserfokuseret på, hvad der var vigtigt at fortælle, og hvordan vi gerne ville fortælle det. Derudover mødte vi også ind på settet længe før alle andre for at revidere vores slagplan, og vi evaluerede hver eneste dag, når optagelserne var slut. Frederik sagde: ’Værsgo,’ når optagelserne gik i gang, og jeg sagde: ’Tak.’

VI HAR I Danmark dyrket socialrealismen på film og været optaget af hverdagen, og det er der kommet nogle fantastiske film ud af. Men jeg har også nogle gange været frustreret over den selvudslettende tilgang. Det, synes jeg, vi har rystet af os. Dansk film er blevet mindre leverpostejsagtigt. Der er et nyt kuld på vej, som tør være mere ekspressive og have større armbevægelser. Når det er sagt, så er der ikke nogen af de legendariske instruktører fra den gamle garde – Trier, Refn, Vinterberg eller Bier – som bliver vippet af pinden foreløbig. Hvor mange af os yngre filmskabere, som får samme ’staying power’ som dem, må tiden vise.

Frederik Louis Hviid

DET ER MEGET få spillefilm, der bliver lavet med to instruktører, men jeg er faktisk blevet overrasket over, at der ikke bliver lavet flere på den måde. Det er en fed måde at arbejde på. Man har en makker i sit ringhjørne, som man kan vende og dreje alting med.

ANDERS OG JEG har en oprigtig forkærlighed for en særlig type politifilm og har ladet os inspirere af forskellige film fra ’French Connection’ og ’Serpico’ til ’Training Day’ og ’Hadet’. Vi har savnet den genre herhjemme og havde lyst til at tone rent flag uden den ironiske distance, som nogle gange opstår i dansk film.

DEN SVÆRESTE SCENE i filmen var der, hvor der sker et angreb på en politibil. Det var komplekst, fordi det i Danmark er ulovligt at spille skuespil og køre bil samtidig. Så man skal have bilen op på en low loader, en truck med en trailer, som hæver bilen en halv meter over jorden, mens skuespillerne lader som om, de kører. Problemet er, at du ikke kan filme ud af forruden, for så kigger du lige ind i førerrummet på lastbilen. Og det gør det ekstra svært, når en sten skal kastes gennem forruden på en bil fuld af skuespillere. Vi endte med at sætte scenen sammen af en række billeder, der er optaget uafhængigt af hinanden og sat sammen i postproduktionen. Vi filmede det, man ser, ud af forruden for sig, dernæst skuespillerne i sidespejlene og bakspejlet, og til sidst brostenen, der ryger gennem forruden. Alt sammen skudt separat for vi blev nødt til at sikre os, at vi ikke slog tænderne ud på Jacob Lohmann (der spiller karakteren Mike, red.). Selvom scenen kun varer 20 sekunder, så er den filmet henover tre dage.

VI HAVDE VORES eget rum hos Toolbox Film, hvor jeg klippede scenerne ud rent fysisk og tapetserede hele rummet med det. Når man trådte ind i det rum, så trådte man ind i filmen. Det var fedt at sidde og holde møder inde i sin film. Det var vores kreative rum, og der måtte man sige alt, udfordre alting. Det kan være sindssygt irriterende at få alting udfordret, men man er nødt til det, for du kan være sikker på, at din fotograf, dine skuespillere, dit publikum og anmelderne kommer til at udfordre det. ’Hvorfor siger karakteren eller gør sådan?’ Vi lavede store rewrites inde i det rum.

DER BLIVER IKKE lavet mange af denne type film i Danmark. Det er lidt et dogme inden for filmbranchen, at man skal have en sympatisk hovedrolle, men når Anders og jeg har kigget på vores yndlingsfilm, så forholder det sig jo slet ikke sådan. Så ryger Michael Corleone ud ad vinduet, sammen med Jimmy ’Popeye’ Doyle fra ’French Connection’ og samtlige karakterer i ’Game of Thrones.’ Jeg er blevet bekræftet i, at karaktererne ikke behøver at være sympatiske, blot forståelige og fascinerende og gode til noget. Man kan sagtens være engageret i en hovedkarakter, som både er helt og skurk. Jeg er glad for, at vi fulgte vores mavefornemmelser, hvad det angår, selvom filmen faktisk bryder mange konventioner. I den forstand er ’Shorta’ ret udansk.

VI VILLE GERNE lave en film, som slog stort ud med armene, og som man kunne spise en masse popcorn til og snakke med sine venner om. I Danmark har man længe set lidt ned på underholdningsfilm, det var lidt ufint. Men at kunne underholde et stort publikum og samtidig formidle noget, der er vigtigt, det er jo noget af det største, en film kan. Det skal jo være underholdende. Det insisterer vi på.