Asger Nordtorp Pedersen er en mand af musikken. Drengekor, musikskole og konservatorieuddannet. Underviser i sangskrivning og vinder af tre Steppeulven-priser for hans første album ’Dem, vi plejede at være’. I år er han aktuel med sit andet album, ’Jeg venter i lyset’, som musikanmeldere både har kaldt ”et nyfødt stykke kulturarv” og værende i besiddelse af ”et større og mere vildtvoksende kærlighedssprog, end jeg (anmelderen) kan erindre at have mødt på en dansk plade før. Nogensinde.”

Nyforelsket mani og magi. Forældreskabets frustration. Den enlige fars møde med systemet. Den nyvundne berømmelse og overvældende glæde ved at sine kæreste blive nogen af hinandens nærmeste. Tematikkerne spænder vidt og bredt. Smukt og sørgmodigt. Håbefuldt og apatisk. Intimt og storladent. Enormt specifikt og alligevel almengyldigt. Vi har bedt sangskriveren med de lyse lokker om at tage os med i studiet, i hovedet, med på gaden og op på scenen i håbet om at afklæde magien dens mystik.

’Forstår du?’

”’Hva' er det, der ikke er retfærdigt?’ gentager hun. ’Hør lig' her, jeg har rigtig mange sager, som er meget vær' end din. Det hjælper jo selvfølgelig ikk' dig, men din ordning den er fin.’”

”I mødet med sagsbehandleren, som er beskrevet på sangen ’Forstår du’, løb jeg på et felt i vores samfund, hvor man som mand mærker konsekvenserne af patriarkatet. Vi lever i et samfund, der stadig ikke er ligestillet, når det fx kommer til arbejdsliv, arbejdsmarked og karriere. Det er der masser af dokumentation, der kan slå fast. Mænd har tjent flere penge, vores formuer er større, og kvinder er generelt bare sat tilbage i forhold til mænd på arbejdsmarkedet, og en af de allervigtigste faktorer i forhold til den skævvridning er, hvad der sker, når man får børn.

Der er samfundet indrettet på en måde, hvor hjemmet og familien i overvejende grad er kvindens domæne, hvorimod mandens domæne er arbejdslivet. Og når man så kommer som mand i dag og egentlig gerne vil have lige rettigheder på familieområdet, opdager man pludselig skævvridningen.

Man ser den måske ikke eller lader sig påvirke af den, når man har alle fordelene, men det er noget af et wake-up call, når man selv er den undertrykte. For den enkelte i situationen føles det frustrerende, uretfærdigt og vækker en følelse af afmagt mod systemet. Men jeg synes ikke, man kan snakke om den afmagt uden også at snakke om, at patriarkatets tilstedeværelse andre steder i samfundet afleder, at systemet er således.”

’Møns Klint’

”Først hang vi ud i et sommerhus // Med et par andre par, som vi ikk’ rigtig kendt’ endnu // De var kendte, jeg var ikk’ blevet kendt endnu // Og alle talt’ til dig, som om de gav et interview.”

”Det er en ekstrem oplevelse at blive genkendt. Jeg vil ikke beskrive det som hverken negativt eller positivt. Det har været en enorm forandring i mit liv, og jeg er til stede i det offentlige rum på en anden måde i dag. Det er en helt ny verden, og jeg føler, der er meget få af mine venner, der forstår, at det faktisk næsten forandrer mig. Det kan være en lettelse at snakke med folk i branchen, som har været der i mange år, som har fået et mere afslappet forhold til det. Jeg kan se, at jeg allerede nu begynder at søge den slags fællesskaber, fordi der er en tryghed i det.

Der kan jeg stadig føle mig som en person og ikke en figur. I situationen beskrevet i sangen ’Møns Klint’, havde jeg det lidt som om, jeg var med i et afsnit af ’Klovn’, for de omtalte og jeg var ikke fagfæller på den måde. Man kan hurtigt få lidt Lex & Klatten-’Jeg er for kendt til det her sted’-vibes. Men jeg tror i virkeligheden, det handler om, at alle søger ind i fællesskaber, hvor man føler sig spejlet.”