Jeg møder Simon Thorius på hans arbejdsplads på Holmen i København, og jeg har to ældre numre af Euroman med under armen. Nummer 167 og 204. Det er de eneste to numre, som arkitekten mangler for at have en komplet samling af Euroman. Det vil i skrivende stund sige 307 numre fordelt over 27 år. Plus samtlige særudgivelser og medfølgende tillæg.

Jeg er ikke kun imponeret. Jeg er også uhyre bevidst om, at jeg skal møde en mand, der ved mere om magasinet, end jeg selv gør.

”Jeg var 15 år, da jeg begyndte at læse Euroman derhjemme. Min far var tandlæge og fik en del blade og magasiner, som blev lagt i klinikken – med undtagelse af Euroman. Det var mit. Min mor læste også med, og hun er forblevet en af jeres største fans. Når hun er på besøg, lægger jeg det altid frem til hende.”

Hvad var det ved Euroman, der fangede dig ind?

”I begyndelsen var det især modestoffet. Det var her, jeg fandt min inspiration, selv om jeg sjældent gik all in. Men jeg har gennemgået flere forvandlinger lige fra grunge til Gant-fætter med fløjlsbukser og to skjorter oven på hinanden, og jeg har også haft en sort periode. Med tiden er jeg blevet meget mere konservativ i min tøjstil, som nu ligger helt fast. Jeans og skjorte passer mig fint og er praktisk både til job og børn, og får jeg lyst til at flippe lidt ud, er det højest med lidt ekstra farver på mine sneakers om sommeren, haha. Jeg må indrømme, at jeg i dag nok bladrer lidt hurtigt hen over modesiderne.”

Men du læser stadig vores artikler?

”Ja, det er jeres hovedinterviews, der trækker, med mindre det er for fodboldtungt. Men jeres dybe interviews og portrætter og samfundsaktuelle temaer læser jeg enten straks eller sætter æselører ved. Det er de artikler, som adskiller Euroman fra andre medier. De er grundigt researchede og så velskrevne, at de ofte er aktuelle selv flere år senere. Det er derfor, jeg stadig læser jer.”

Hvad betyder artiklerne for dig?

”I min studietid fandt jeg mange af mine rollemodeller i Euroman. Jeg spejlede mig i dem, og de var med til at sætte en retning for mig. Det var på det tidspunkt, at Kronprins Frederik var i Frømandskorpset, og det fik mig til at rette skuldrene lidt mere. Når han kunne, kunne jeg også. Jeg var også meget optaget af den daværende moderedaktør Mads Christensens opsange til mænd om, at de skulle tage sig sammen. Det tog jeg til mig. Jeg begyndte at holde døren for kvinderne og opførte mig i det hele taget ordentligt. Mine venner scorede helt sikkert flere piger end mig, men det måtte jeg leve med. I dag er det mere nysgerrigheden og fascinationen ved at læse om personers valg og beslutninger gennem livet eller overraskelsen ved at læse jeres særlige tilgang til samfundsemner, der optager mig.”

Hvad skal vi skrive mere om?

”Jeg er jo arkitekt og kunne godt tænke mig, at I kaster jer over verdensarkitekturen. Der er masser af spændende fortællinger. Og så er jeg glad for jeres tips til nye gadgets i fx Stil & Lir og til aktuelle kulturnyheder på Hold Øje Med-siderne. Det må I gerne give mig endnu mere af. Men ellers vil jeg blot anbefale, at I holder den kurs, I har for tiden – og lader være med at lave for meget om. Der er ikke noget mere irriterende, end når I bytter rundt på rækkefølgen af jeres faste indhold.”

Da du skrev til mig første gang i september 2017, overvejede du at skille dig af med din samling. Hvad skete der?

”Vi stod foran en flytning, og jeg syntes, at I enten måtte tage magasinerne tilbage eller betale for flyttemændenes efterfølgende udgifter til fysioterapi. Men min kone og jeg kom til at tale om, at der jo næsten var tale om en komplet samling, og så nænnede vi alligevel ikke at smide dem ud.”

Og kan jeg håbe på, at du også holder ved i de kommende år?

”Jeg stopper kun, hvis I stopper med at udkomme. Euroman er mit faste, kulturelle input. Mine børn er begyndt at spørge til det, og min kone læser det også. Man kan sige, at jeg er ovre det punkt, hvor jeg stopper.”