Derek Zoolander
Foto: Getty

De 8 mest irriterende filmkarakterer nogensinde

Her er de 8 mest irriterende filmkarakterer nogensinde

Fra Jar Jar Binks til Mia Lyhne. Vi giver vores bud på de mest irriterende, dårlige og forhadte filmkarakterer.

Vi har alle vores yndlingsaversioner, når det kommer til filmkarakterer, der er så irriterende, utroværdige eller slet og ret dårlige, at de kan ødelægge en hel film. Nogle gange kan skylden skydes på et dårligt manuskript, andre gange er det en talentløs skuespiller, som er synderen – og i de helt grelle tilfælde mødes begge dele i uskøn forening.

Det er heldigvis ikke altid, at den irriterende karakter ligefrem formår at afspore en ellers udmærket film. I nogle tilfælde er de blot et let generende element, som en summende spyflue i stuen på en varm sommerdag. Andre gange er det ligefrem meningen, at karakteren skal være irriterende. Men af og til fylder de så meget, at man næsten må opgive at se filmen til ende. Vi har samlet en liste med ni af de absolut mest irriterende, dårlige og i visse tilfælde ligefrem forhadte filmkarakterer:

Steve Stifler (’American Pie’ 1-4)
Den storskrydende selvudnævnte scorekarl, der gerne refererer til sig selv som ’The Stifmeister’, er ækvivalenten til den mest irriterende fyr på dit gymnasium – hvis du ganger hans personlighed med 10. Egentlig indtager Stifler kun en birolle i de lige dele elskede og forhadte teen-film, men han er formentlig det første, folk husker, hvis nogen siger ’American Pie’. Skuespiller Seann William Scott fortjener rent faktisk ros for at spille så overbevisende irriterende, at man er ved at gå ud af sit gode skind.

Bella Swan (’Twilight’ 1-3)
’Twilight’-trilogien baseret på de populære bøger af samme navn fik piger over hele verden til at juble i ekstase. Anmelderne var mere lunkne. Måske var en af årsagerne filmens selvcentrerede pubertets-mareridt af en kvindelig hovedrolle spillet af Kristen Stewart. Karakteren var overfladisk, dårligt skrevet, kedelig, og Stewart formåede ikke at løfte det sløje udgangspunkt til noget, der var bare det mindste seværdigt.

Samwise Gamgee (’Ringenes Herre’ 1-3)
Samwise Gamgee – eller bare Sam – spillet af den amerikanske skuespiller og producer Sean Astin, er den sidste person, du vil have med på road trip. For hvis du begår den eklatante fejl at lukke ham ind i bilen, tvangsindlægges du til at høre på konstant brok om, hvor sulten han er, og enerverende dagdrømmerier om hans lidt for idylliske hjemstavn. Men i det mindste kan du trøste dig med, at du blot hænger på ham en køretur og ikke på en årelang rejse mod helvede på jord. Der er ikke noget at sige til, at Frodo finder Gollums selskab mere fristende.

Mia (’Klovn – The Movie’, ’Klovn Forever’)
Det er svært ikke at få en anelse ondt af Frank i Klovn-filmene (og serien for den sags skyld). Den evigt uheldige hovedperson i historierne om Frank Hvam og Casper Christensens liv går så grueligt meget igennem, og alligevel er der sjældent meget støtte eller forståelse at hente hos hans kone spillet af Mia Lyhne, hvis ligegyldighed ind i mellem giver en lyst til at rive sig i håret. Omvendt må man rose både Lyhne og seriens manuskript, for trods Mias irriterende facon, eller måske netop i kraft af den, bidrager hun til flere af seriens morsomme og mindeværdige momenter.

Hanne (’Blinkende Lygter’)

”Så holder du kraftedeme kæft, kælling,” råber Torkild (Søren Pilmark), mens han giver Hanne en blodtud, efter hun har drillet ham tilpas længe med, at han ikke kan finde ud af at puste æg. Og dermed gør han dét, som alle kultfilmens seere formentlig har haft lyst til i større eller mindre grad, når Sofie Gråbøls karakter toner frem på skærmen. Egentlig er hun fornuftens stemme, men i en film, hvor man for en gangs skyld holder med de kriminelle, bliver hendes lovlydighed i stedet til et kraftigt irritationsmoment.

Austin Powers (’Austin Powers’ 1-3)
De første to film var egentlig en succes, men da ’Goldmember’ kom i 2002, var den inkompetente charlatan af en James Bond-parodi gået hen og blevet mere end almindeligt trættende. Mike Myers’ overdrevne britiske accent og sex-jokes virkede som dovent genbrug fra de foregående film, og Austin Powers havde mistet den charme, der gjorde, at man bar over med plathederne til at begynde med. I dag er det svært at gense nogen af filmene uden at lade sig genere af den karikerede agent-playboy.

Jar Jar Binks (’Star Wars’ Episode I-III)
Hadekarakteren over dem alle. Jar Jar Binks er blevet symbolet på den udskældte prequel-trilogi, der skulle følge i fodsporene på de oprindelige tre, ikoniske Star Wars-film. En ikke udpræget taknemmelig opgave, som ikke blev gjort nemmere af, at George Lucas valgte at introducere en ufrivilligt komisk, småracistisk karikatur af en jamaicansk rastafari. Jar Jar Binks var så upopulær, at Lucas måtte udfase hans rolle i Episode II og III, men fansenes vrede kunne ikke dulmes, og det gik ud over den ukendte stemmeskuespiller Ahmed Best. ”Jeg stirrede på enden af min karriere, inden den var begyndt,” sagde han for nylig i et interview med Wired.

Derek Zoolander (’Zoolander’ 1 og 2)
Idéen med at lave en parodi på den overfladiske modeverden og mandlige modeller var egentlig god nok. Og mange holder da også af ’Zoolander’, der i visse kredse er gået hen og blevet en kultfilm. Det ændrer dog ikke på, at Ben Stillers hovedperson er så overspillet, at man ikke skal langt ind i filmen, før den mandlige supermodel går fra sjov til trættende. Og at opfølgeren fra sidste år mest af alt mindede om et forceret forsøg på en remake af originalen, efterlader ikke et bedre indtryk af den selvcentrerede supermodel.

LÆS OGSÅ: Her er de dårligste film i 2017 - indtil videre

LÆS OGSÅ: 10 års sidespor: Hvorfor har Knud Romer så svært ved den svære toer?

LÆS OGSÅ: Fra Dunham til Schumer: De sjove kvinder har indtaget Hollywood

Se, hvad vi ellers skriver om: Film