Det gode ved at læse Jørgen Leth er ordenes lette dans over de afgrundsdybe temaer. Det gode ved at møde Jørgen Leth: Man kan få ham til at læse ordene op med sin ikoniske stemme. Det starter vi med. Leth læser op fra sin nye digtsamling ’Det bliver ikke væk’ i det smalle mødelokale på Gyldendal i København. Til en begyndelse fra digtet ’Jeg læsser af her’:

”Det jeg kan indse det er at jeg skal arbejde i månedsvis,
årevis måske, med at skrive noter ud, samle det i perspektiv.
Jeg har været for doven i mit liv, nu skal jeg til at indhente
det tabte.”

Der er stille i lokalet et kort øjeblik.

”Jeg har det tit sådan, at der er noget, man bliver nødt til at få krydset af,” siger Jørgen Leth så, mens han lukker den blankpoleret sorte digtsamling i og retter på sit mørke brillestel.

”Sommetider er jeg en del bagefter med ting, jeg gerne vil lave, men som jeg ikke har nået endnu. Det er et irriterende regnskab, især når det kommer til film eller digte. Så må man få det gjort, men det er jo ikke særlig produktivt, hvis man skal samle noget op, man ikke har nået – som man skal samle op, hvis man vil gøre sin pligt.”

Digteren, cykelsportskommentatoren, instruktøren, reporteren og alt muligt andet bliver stille. I sit 81-årige liv har han som oftest sagt tingene, som de er. Som han ser dem. Således også nu.

”Det er jo egentlig noget pis at tænke sådan, for jeg har tit pligter over for mig selv, men selvfølgelig også over for min familie. Men det burde jo ikke være en pligt, nærmere en lyst. For tiden kommer mange ting til mig, og jeg må inddele min dag i det, jeg skal. Ikke at jeg skal rydde op i mit liv. Slet ikke. Det er mere tungt gods, jeg arbejder med,” siger han og lægger hånden ned på digtsamlingen, som om den lille bog måske kan give ham styrke.

”Men det gør mig faktisk også mere produktiv. Jeg vil nødig løbe tør for tid, og jeg kan mærke, at det, der melder sig på banen, er nogle store blokke, der skal hakkes til. Det er ikke noget, man kan gøre uden et vist mod. Jeg skal eksperimentere for at få bragt det på plads, og det gør, at jeg udfolder mig professionelt i mange retninger. Tingene skal bringes i orden inden lukketid.”

De nye digte er skrevet via mail til Jørgen Leths redaktører på Gyldendal. Som statusopdateringer fra en mand, der ellers er født og opvokset uden sociale medier. Når man læser digtene, føles de som små rester fejet sammen til en større mening om livets efterår. Her i lokalet åbner Leth nu sin samling igen og læser fra digtet ’Der er mange, og det er sent’:

”Sproget myldrer som maddiker i et glemt brød.
Altså jeg vågner, jeg skriger, jeg tænder lyset, jeg skriver.
Et myldrende brød. I gang med en forvandling.
Om et øjeblik lægger jeg mig i min seng. Myldrende.”

Stilhed.

”Det er jo et horror-billede,” siger Leth så og lader omslaget omslutte digtene igen.

Er det også et billede på, hvordan det er at blive ældre?

”Det er i hvert fald lykkedes for mig at indfange nogle af de mareridt, jeg har. Jeg mister dem ofte, men denne gang har jeg indhentet et par af dem, inden de forsvandt. Det myldrende brød er uhyggeligt, og det er kun noget, jeg har oplevet i hovedet. Derfor har jeg skrevet det ned i min notesbog, som jeg har liggende lidt væk fra sengen. På den måde skal jeg op og stå, hvis jeg vil skrive det ned. Tænder man lyset, afbryder man jo søvnen, giver den væk. Det er et valg, man skal træffe.”

Myldrende brød eller ej så er der nu ikke noget uhyggeligt ved Jørgen Leth. Nærmere fornemmes en iver efter at skabe og fortælle. Selvom han for første gang i mange år ikke skal kommentere Tour de France til sommer – til de fleste cykelfans store ærgrelse – er der nok at lave. ’Det bliver ikke væk’ har høstet flotte anmeldelser, forleden udgav han endnu et album med sin Vi Sidder Bare Her-gruppe, og til efteråret serverer Leth så en personlig dokumentarfilm fra Haiti.

”Kreativiteten kommer meget til mig i de her år. Den kommer, når jeg har brug for den, og det er der en vis generøsitet i. Det er jeg taknemmelig for,” siger han og lægger igen hånden på digtene.

”Det hænger måske også sammen med, at jeg har besluttet mig for at lægge min virile side væk. Det her er selvfølgelig ikke noget nytteregnskab, hvor jeg kan bruge min energi på at være kreativ, når jeg ikke skal tænke på kvinder, men det er min beslutning. Min lyst ligger andre steder i dag. Jeg sparer på mine kræfter, for det valg har jeg truffet. Sådan er det.”

Igen griber digteren sin nye samling og læser fra digtet ’Nu tænker jeg ikke på det’:

”Jeg kan godt lide forførelse. Kan godt lide at blive forført. Jeg er god til at føje mig for en kvinde, der gerne vil noget med mig.
Det starter altid med at se hinanden i øjnene. Det er begyndelsen. Det er der man ser, om der er noget at arbejde med.
Det ved du da godt?”

”Jeg har altid været god til at blive forført,” siger Leth så og smiler.

”Det er måske nok mere taknemmeligt at bruge sin tid på det end på selv at forføre. Jeg kan godt lide at forføre med mine fortællinger, men den måde, jeg oplever eksempelvis sport på, er jo også en klar forførelse.”

Og der kommer altid en ny sæson, så man kan blive forført på ny…

”Ja, og så er man nærmest utro imod en forhenværende stor sæson, men man bliver nødt til det, fordi man bliver forført. Det er som med Jakob Fuglsangs flotte sejr i Liège-Bastogne-Liège forleden dag. Fuglsang er ikke en rytter, jeg har været så begejstret for, men de senere år har hans aggressive kørsel forført mig. Jeg var skeptisk over for hans forsigtighed, men jeg er glad for, at han har gjort det til skamme. For det beviser jo, at vi altid kan ændre os og finde noget nyt frem. Ved at se tilbage og så bruge det fremadrettet.”

Det kunne lyde som om, Jørgen Leth lige leverede salgslinjen til ’Det bliver ikke væk’. Se tilbage, brug det fremadrettet.

”Ved at se tilbage får jeg svar, men jeg fortsætter jo alligevel fremad,” siger Leth og smiler et øjeblik for sig selv i det lille lokale.

”Jeg har beskæftiget mig meget med at beskrive omgivelserne, men nu beskriver jeg også de indre omgivelser. Jeg tager stilling til, hvad jeg har, og hvad der maser sig på. Det er en svær proces, men det gør også stoffet rigt.”

’Det bliver ikke væk’ er netop udkommet på Gyldendal.