Det er nærmest umuligt at vide, hvor man skal begynde, når 56-årige Quentin Tarantinos mesterskab skal indkredses. Men et godt sted er i den lille VHS-udlejning ’Video Archive’ i Los Angeles. Her arbejdede Tarantino som ung mand uden en uddannelse i 1980’erne. Når der ingen kunder var, sad han og så film i alle genrer og fra alle verdensdele.

Samtidig skrev han selv manuskripter og forsøgte at bryde igennem filmmuren. Idolet Tony Scott takkede ja til en omskrivning af Tarantinos kortfilm ’My Best Friend’s Birthday’, hvilket førte til knaldperlen ’True Romance’. Da Tarantino kort efter solgte ’Natural Born Killers’-manuskriptet til Oliver Stone, havde han penge nok til at finansiere sin egen film.

’Reservoir Dogs’ blev i 1992 en chokerende voldelig oplevelse for filmpublikummet, og siden ’Pulp Fiction’ i 1994 lagde verden ned, har Tarantino kunnet gøre, hvad han ville. Med en kombination af kopiering af sine store helte, ultravold og sublime skuespillere i alle roller er der en Tarantinosk fornemmelse over hele oeuvret – uagtet at filmene dyrker så forskellige feticher som japansk kampsport i ’Kill Bill: Vol. I & II’ og et hævntogt imod hvide mænd i slavetiden i ’Django Unchained’. Eller bare minder om et kammerspil i Det Vilde Vesten i ’The Hateful Eight’. Plottene er egentlig en undskyldning for at skabe stiliserede og brillante scener, og selvom ingen Tarantino-film ligner den forrige, er man aldrig i tvivl om, at det er hans. Mesterskabet ligger i, at instruktøren altid overrasker, men samtidig er genkendelig.

Derfor er Tarantinos nye og niende film ’Once Upon a Time in Hollywood’, da også den mest ventede overhovedet i 2019. Den skulle så samtidig også være hans næstsidste, da han efter sin 10. film vil skrive til teatrets skrå brædder i stedet. Instruktøren udlever den drøm, der begyndte i videobutikken.