Volden, musikken og hemmelighederne: Alt du bør vide om Tarantinos univers

Det er nærmest umuligt at vide, hvor man skal begynde, når 56-årige Quentin Tarantinos mesterskab skal indkredses. Men et godt sted er i den lille VHS-udlejning ’Video Archive’ i Los Angeles. Her arbejdede Tarantino som ung mand uden en uddannelse i 1980’erne. Når der ingen kunder var, sad han og så film i alle genrer og fra alle verdensdele.

Samtidig skrev han selv manuskripter og forsøgte at bryde igennem filmmuren. Idolet Tony Scott takkede ja til en omskrivning af Tarantinos kortfilm ’My Best Friend’s Birthday’, hvilket førte til knaldperlen ’True Romance’. Da Tarantino kort efter solgte ’Natural Born Killers’-manuskriptet til Oliver Stone, havde han penge nok til at finansiere sin egen film.

’Reservoir Dogs’ blev i 1992 en chokerende voldelig oplevelse for filmpublikummet, og siden ’Pulp Fiction’ i 1994 lagde verden ned, har Tarantino kunnet gøre, hvad han ville. Med en kombination af kopiering af sine store helte, ultravold og sublime skuespillere i alle roller er der en Tarantinosk fornemmelse over hele oeuvret – uagtet at filmene dyrker så forskellige feticher som japansk kampsport i ’Kill Bill: Vol. I & II’ og et hævntogt imod hvide mænd i slavetiden i ’Django Unchained’. Eller bare minder om et kammerspil i Det Vilde Vesten i ’The Hateful Eight’. Plottene er egentlig en undskyldning for at skabe stiliserede og brillante scener, og selvom ingen Tarantino-film ligner den forrige, er man aldrig i tvivl om, at det er hans. Mesterskabet ligger i, at instruktøren altid overrasker, men samtidig er genkendelig.

Derfor er Tarantinos nye og niende film ’Once Upon a Time in Hollywood’, da også den mest ventede overhovedet i 2019. Den skulle så samtidig også være hans næstsidste, da han efter sin 10. film vil skrive til teatrets skrå brædder i stedet. Instruktøren udlever den drøm, der begyndte i videobutikken.

Hemmeligheden bag en Tarantino-scene

Hvis man dissekerer de bedste scener fra instruktørens hånd, handler de om suspense. Der findes meget få filmskabere, som kan trække en scene så langt ud og stadig holde publikum naglet til biografsædet. Uanset om det er i en fransk kælder i ’Inglourious Basterds’, hvor tyskere og amerikanere drikker med ladte skydevåben, eller den afsluttende scene i ’Kill Bill: Vol. II’, hvor heltinden bliver rystet i sin grundvold, så formår Tarantino med et kamera, der bevæger sig roligt og med en klipning, som nænsomt skifter kameraets positioner, at skabe en inderlighed midt i alt vanviddet.

Volden

Ikke en Tarantino-film uden kritik af den massive vold og ikke mindst ekstremt æstetiserede dyrkelse af denne. Flere forskningsprojekter har dog i de senere år forsøgt at finde et dybereliggende svar på voldsomheden – og vores glæde ved den, når vi ser filmene. Resultatet har været slående. I filmverdenen har man været vant til, at volden enten var en histories motor eller blot en sideeffekt af det, der skete i en udviklingshistorie.

Tarantinos film kan ikke sættes i nogen af disse bokse. Volden er nærmere en naturlighed. Et restprodukt af fortællingen, fordi den underholdende balance hele tiden skal være der. Vold er altså noget, der tilfredsstiller husarerne, men samtidig et element, der får cineasterne til at lette på hornbrillen og smile stort, eftersom de genkender de kunstneriske referencer i nedslagtningerne.

Fem nørdede ting, du skal vide

1. Den ikoniske dansescene mellem Uma Thurman og John Travolta i ’Pulp Fiction’ anses af mange som et anerkendende nik til Travoltas fortid i ’Saturday Night Fever’ og ’Grease’. Men faktisk er scenen nærmest en genindspilning af – og dermed en hyldest til – dansescenen i Fellinis ’8½’ (1963).

2. ’Death Proof’ blev indspillet på ægte filmruller, og for at den kunne være så beskidt og Grindhouse-lignende som muligt, blev rullerne ridset godt igennem.

3. Alle, der bliver slået ihjel i ’Kill Bill’-filmene – på nær i en enkelt anime-scene – bliver dræbt af kvinder.

4. Da Leonardo DiCaprio i sin store scene i ’Django Unchained’ smadrer hånden ned i bordet, så den begynder at bløde, var det faktisk ikke meningen. DiCaprio skar sig bare på et glas, men han holdt imidlertid fast i rollen og blev først lappet sammen senere.

5. Da Vincent åbner en kuffert, og der står et gyldent skær op i hovedet på ham i ’Pulp Fiction’, er det siden hen blevet heftigt diskuteret, om det er tyvekosterne fra ’Reservoir Dogs’, han ser. Flere har dog peget på, at det lige så godt kan være hans boss’, Marsellus Wallace, sjæl, eftersom Wallace render rundt med et plaster i nakken, hvor sjælen kan være sivet ud fra.

De største forbindelser i filmene

Mr. Blonde (Michael Madsen) i ’Reservoir Dogs’ hedder Vic Vega, når han ikke bruger sit dæknavn. Samme efternavn har Vincent Vega (John Travolta) i ’Pulp Fiction’, og det var meningen, at Tarantino ville lave en film, hvor de to roller var brødre og gik på mordtogt. Den film blev (desværre) aldrig til noget.

I ’Pulp Fiction’ forklarer Uma Thurmans rolle, Mia Wallace, under en middag, hvordan hun engang var med i en tv-pilot. Her spillede hun en kampsportskvinde, der var livsfarlig med en kniv. Nogle år senere indtog Thurman netop sådan en rolle i Tarantinos ’Kill Bill: Vol. I & II’.

Og så er der burgeren, som binder det hele sammen. The Big Kahuna Burger er en fiktiv burgerkæde, der optræder i ’Reservoir Dogs’, ’Pulp Fiction’ og ’Death Proof’ – og faktisk også i ’From Dusk Till Dawn’, som Tarantino spiller med i.

Vidste du, at ...

… Tarantino i dag er god for mere en 90 millioner dollar? Inden instruktørkarrieren sad han imidlertid i fængsel tre gange, fordi han ikke kunne betale sine parkeringsbøder.

… han har en IQ på 160? Det betyder, at han på intelligensskalaen betegnes som et geni.

… Madonna forærede Tarantino en signeret plade efter at have set ’Reservoir Dogs’, hvor Tarantino taler om, at ’Like a Virgin’-hittet handler om en kvinde, der bliver kneppet? Madonna skrev: ”Til Quentin. Det handler om kærlighed, ikke om pik. Madonna.”'

Tarantinos tre bedste film ifølge Euroman

Tarantinos debutfilm er muligvis også hans bedste. Filmen var et knytnæveslag i hovedet på både festival- og biografpublikum med den fortættede fortælling om et kup, der går galt for en gruppe håndlangere, som mødes efterfølgende i en garage for at finde ud af, om der er ’en rotte’ iblandt dem. Et modbydeligt kammerspil med humor, vold, tortur og nerve til sidste sekund.

Mesterværket, som modtog Den Gyldne Palme i Cannes, er fortalt i ukronologisk rækkefølge og følger to lejemordere, som kommer ud for lidt af hvert. Da de bliver sat på en opgave om at finde frem til en bokser, der har snydt deres chef, eskalerer det, og Tarantino binder til slut en sløjfe, der aldrig er set lignende.

At omskrive verdenshistorien er intet problem for Tarantino, og med fortællingen om et amerikansk attentat på Hitler formåede instruktøren at lave en af de mest morsomme og forrykte fortællinger nogensinde om Anden Verdenskrig. Har man først én gang hørt Brad Pitt holde sin soldater-peptalk med ordene ”each and every man under my command owes me one hundred Nazi scalps, and I want my scalps,” er man solgt.

Musikken

Det, der måske adskiller Tarantino mest fra alle andre filmskabere, er hans evne til at bruge popmusik og samtidig hans måde at genoplive gamle evergreens i kolossalt stiliserede scener, så der skabes et mindeværdigt og vanedannede univers. Hvem glemmer for eksempel nogensinde den dansende torturscene i ’Reservoir Dogs’ til tonerne af Stealers Wheels ’Stuck in the Middle with You’? Eller hvad med lapdance-scenen til The Coasters ’Down in Mexico’ fra ’Death Proof’? Og så er der naturligvis Dick Dales ’Miserlou’ og Kool & The Gangs ’Jungle Boogie’ i ’Pulp Fiction’. Quentin Tarantino formår at skabe en atmosfære, der skriger, at det er en Tarantino-film, man ser.

Skuespilleren Tarantino

I flere år forsøgte Tarantino sig også som skuespiller, og den mest gloværdige rolle var nok hovedrollen i vennen Robert Rodriguez’ ’From Dusk Till Dawn’ (1996), hvor Tarantino spiller bankrøvermakker til George Clooney. Allerede i 1980’erne havde Tarantino dog gjort opmærksom på sig selv i mindre roller. Blandt andet i sin egen kortfilm ’My Best Friend’s Birthday’ (1987) og komedieserien ’Pantertanter’, hvor han spillede en Elvis-efterligner.

Den nye film

Længe blev ’Once Upon a Time in Hollywood’ kaldt ’Tarantinos Manson-film’, fordi der var forventninger om, at instruktøren ville tage livtag med myten om kultlederen Charles Manson. Men i virkeligheden handler filmen først og fremmest om en skuespiller (Leonardo DiCaprio), hans stunt-double (Brad Pitt) og deres færd rundt i Hollywood i 1969. Skuespillerens nabo er Sharon Tate (Margot Robbie), der i virkelighedens verden blev dræbt af Charles Mansons kvindelige kultklan, men som Tarantino får noget helt nyt ud af.

Billederne oser af en tid med varme smil og kolde følelser, mens shortsene er korte, og håret er begyndt at gro længere. Efter verdenspremieren ved filmfestivalen i Cannes lød dommen, at Tarantino formår at skildre en verden i voldsom forandring med sin niende film, og flere mente, at Pitt og især DiCaprio aldrig har været bedre. ”I størstedelen af ’Once Upon a Time in Hollywood’ bruger Tarantino brillant tilstedeværelsen af Manson-pigerne til at påvise, at noget ved Hollywood-kosmosset er diabolsk i sine dårlige vibrationer,” skrev branchebladet Variety. Filmen får dansk premiere 15. august.