”Jeg tror blindt på, at vi har flere ting tilfælles end modsat. Nogle gange glemmer vi det, og så fokuserer vi rendyrket på vores forskelligheder. Det kan være nationalitet, hudfarve, køn eller religion. Og så er muren bygget op mellem os. Men nedenunder alt det – hvis vi lukker vores øjne – er der jo vildt meget, vi har tilfælles.
Jeg tror ikke, at der er mange af os, der ikke en gang imellem savner vores mor; der er ikke mange af os, der ikke ofte er i tvivl, om vi er gode nok; der er ikke mange af os, der ikke bekymrer os dagligt og hele tiden, om vores børn er glade og velfungerende. Der er så mange grundlæggende, helt menneskelige træk, vi deler.
Corona lærte mig én ting, og det er, at håb i film er vigtigt. Jeg synes, ’Kapringen’ ender håbløst, fordi Pilou (Asbæk, red.) er ødelagt. Jeg synes, ’Krigen’ ender håbløst, fordi Pilou er ødelagt. Og ’R’ ender håbløst, fordi Pilou er død.”
”Ha ha, det skulle han faktisk have haft, men corona gjorde det umuligt.”
”Ja, det er svært ikke at blive totalt benovet over dem. Der kommer også verdensstjerner ud af Danmark, men talentmassen i den engelsksprogede del af verden er bare så kæmpestor, så når du er den bedste af alle dem, der har klaret den, og stadigvæk er den bedste af de bedste, så er det ikke tilfældigt.
Så er det, fordi de har noget, jeg ikke ved, om man kan lære. Et talent. Så ja, jeg blev forbløffet over, hvor meget de kom med. Og nogle gange også lidt forbløffet over, hvilke ting vi skulle diskutere – eller hvilke ting, jeg syntes, jeg skulle hjælpe dem med.”
”Jamen, jeg tror bare, at de havde været vant til at skulle spille scenerne en lille smule større i amerikanske film, end vi gør herhjemme. Vi er en lille smule køligere her i Skandinavien.”
”Ja, og jeg tænkte jo, at det var derfor, jeg sad der. Ellers kunne de have hyret alle mulige andre. Derfor holdt jeg fast i nogle af de ting, jeg holder af: at mørket gerne må være der, at farverne ikke behøver at være vilde, at stilhed er fint, at lange pauser med mennesker, der bare sidder og snakker sammen, godt kan være spændende at se på, og at karaktererne ikke behøver bære følelserne uden på tøjet hele tiden. Men at de doseres sådan, at når man skal føle noget, så føler man det virkelig.”
”Meget.”
”Det er mere en amerikansk fagforeningsting, tror jeg. Havde det været i Danmark, havde jeg nok også stået som manuskriptforfatter. Jeg har i hvert fald arbejdet meget med det sammen med Krysty (Wilson-Cairns, også manuskriptforfatter på ’1917’, red.). Og særligt på strukturen, så den ikke bygger en spænding op om, hvorvidt Charles Cullen (spillet af Eddie Redmayne) bliver fanget eller ej.
Men i højere grad fokuserer på det venskab, som Charles og Amy (hans sygeplejerskekollega, spillet af Jessica Chastain) opbygger.”
”Helt grundlæggende er Amy ensom og har brug for en ven. Den ven får hun i Charles. Nogen begynder så at tale dårligt om ham, hvilket hun ikke vil høre på, indtil det er for sent. Da hun endelig indser, at han er et monster, ændrer hun sig over for ham, og han lukker sig over for hende. Og det er først, da hun minder sig selv om det ægte og varme venskab, de faktisk havde sammen, og da hun igen møder ham med godhed, at han er i stand til at stoppe sig selv og tilstå, hvad han har gjort.
Det var, syntes jeg, simpelthen så inspirerende. For hvis der er noget, verden er fuld af, så er det fortællinger om mennesker, der bekæmper vold med vold. Og had med had. Nogle gange er det en meget god idé at tænde lyset, ik’? Og det fandt Amy en vej til at gøre, hvilket, jeg syntes, var vildt fascinerende. Og meget, meget smukt.
I en bølge af vold var der pludselig en, der tilbød venskab og nærhed, og det var det, der skulle til.”
”Det er blevet vigtigt for mig at minde om den godhed, der er, og om alt det, vi har tilfælles. Om værdien af barmhjertighed og næstekærlighed. Det gav den her fortælling mig mulighed for.
Der findes jo enormt meget af den her genre … ’true crime’. Det er ikke en kunstform. Det er bare fortabt i mørket, porno uden indhold. En rendyrket dyrkelse af ondskaben. Derfor er den her film for mig også på en måde et opgør med alt det.
Det er meget mere en naturalistisk superheltefilm om en kvindelig hovedkarakter, der tager kampen op mod det umulige i en helt umulig situation. Hendes superkræfter er menneskelighed og tilgivelse, sådan helt bibelsk: godhed, accept og forståelse.”
Nogle natklubejere lever for festen. For atmosfæren, opmærksomheden og den næste drink. Men nattelivets mest magtfulde menneske er en mand, der indtil nu har holdt sig så langt væk fra diskolyset som muligt. Og…