Dette interview blev oprindeligt bragt i vores nyhedsbrev Morgenpost, der hver fredag morgen udkommer med en samling af det allerbedste, vi har set på internettet i løbet af ugen. Veloplagt, velskrevet og altid med en ambition om, at man skal gå opløftet ind i weekenden, når Morgenpost er læst til ende. For at læse hele nyhedsbrevet skal du skrive dig op her.
På rudekuverterne hedder han Anders Lundby Brixen, men du kender ham formentlig bedst som Tue Track. Engang var han med i verdens bedste gruppe aka Malk de Koijn, og siden og undervejs har Anders' liv roteret omkring én ting: musikken. Fra sit studie producerer han konstant, og han har heldigvis også tid til at lave Rap & Rytmer på DR Lyd, som udkommer hver uge. En stor fornøjelse at byde velkommen til Anders herunder.
Hvad undrer du dig over, aldrig er blevet en hype?
”Der er meget musik, jeg undrer mig over, ikke er blevet en hype. Hiphop var for mig en stor hype, som i den brede befolkning ikke blev til mere end dét. Jeg kan huske den første skolefest, hvor min bror og jeg og to andre optrådte med hiphop og breakdance. Alle til festen dansede. Selv Kasper Hjulmand, som jeg gik i parallelklasse med, dansede electric boogie. Men dagen efter var alle videre igen. Vi var kun en lille gruppe på 10 knægte, der holdt det i live, og sådan fortsatte det i Auning, hvor jeg er vokset op. Hvis vi ville møde nogen, skulle vi tage bussen til Randers og senere til Aarhus, hvor vi så kunne spotte ligesindede med rygmærker med Posca-tegninger, ghettoblaster og fat laces i skoene.”
Hvad har du i dit hjem, som de færreste har?
”Alle mine testpres, som er første test af vinyltrykket af en plade. På en testpres undersøger man, om der er clicks, pops eller andre fejl i lyden. Man får som regel fem eksemplarer af en testpres, så de er ret eftersøgte hos samlere. Jeg har næsten alle testpres af alt den musik, jeg har lavet. Den allerførste, jeg lavede, har jeg dog ikke. Det var en plade, vi lavede med organisationen Stop Volden i 1994. Jeg var næsten lige flyttet til København, hvor der var sket et mord, som pressen kaldte et hiphop-mord. Det havde intet med hiphop at gøre, den afdøde fik spillet sin yndlingssang til begravelsen, som var et Metallica-nummer, men mordet faldt sammen med, at folk var begyndt at gå i baggy pants. Bortset fra den plade og få andre huller har jeg alle de testpres, der er lavet af min musik.”
Hvad har du senest brugt 1.000 kr. på?
”Jeg er ikke en manisk pladesamler som mange andre, men det sker, at der dukker plader op, som jeg gerne vil have, og så køber jeg dem. Også selvom de gerne koster 1.000-1.500 kroner. For det meste kigger jeg efter gamle plader i god stand. De seneste plader, jeg købte, var i påskeferien, hvor jeg var med familien i Malmø. I en pladebutik købte jeg for 1.400 svenske kroner. Blandt andet en plade med en artist, jeg synes, er spændende, som hedder Lalomie Washburn. Pladen hedder ’My Music Is Hot’ og er fra 1977.”
Hvilken rejsedestination vender du altid tilbage til?
”New York er det sted, jeg har været mest. Blandt andet var jeg der i 2005 med Peder (Pedersen, skuespiller, musikproducer og den ene halvdel af Gramsespektrum, red.), hvor vi tog ned i en pladebutik ved Williamsburg Bridge på Manhattan-siden. Indehaveren var en fyr, der hed Big George. Han havde en kæmpe rodebutik fyldt med plader. Han havde også et warehouse i Bronx, vi kunne se, hvis vi ville. Det ville vi selvfølgelig gerne. ‘Kom klokken 17, hvis det regner, og hvis ikke, så kom kl. 18,’ sagde han, og så kørte vi op til Gun Hill i det nordlige Bronx i en kæmpestor rød Hummer.
Hele vejen derop spillede han høj musik for at slippe for at snakke med os. Halvdelen af stedet var en dagpleje, som konen bestyrerede, og den anden halvdel var stoppet med plader. Ham har jeg købt meget af gennem tiden. Jeg har dog aldrig købt så meget, at jeg har sendt fragt separat hjem. Da jeg startede med at tage derover, kunne man checke ekstra bagage ind uden at betale overvægt. På min første tur havde jeg 200 plader, en pladespiller i en flight case og en masse andre ting, men det kom bare med flyet uden spørgsmål. Senere havde jeg en lang periode, hvor jeg hovedsagelig købte 7”-plader, og dem kan man sagtens have et par hundrede af med i bagagen uden at betale overvægt.”
Hvornår vidste du, at du var god?
”Da vi var ved at indspille den første Malk de Koijn-plade, ’Smash Hit in Aberdeen’, spillede vi en enkelt koncert på Rust, inden den udkom. Lasse (Baungaard, i Malk-regi hedder han Blæs Bukki, red.) var der ikke, så det var kun Janus (Staffe, i Malk-regi Geolo G, red.) og mig, der var der. Vi spillede numre fra den kommende plade og havde lagt Lasses vokaler på, så vi lod som om, han var på scenen. Da vi spillede ’Kosmisk Kaos’, fik jeg en helt overvældende respons på mit vers, som jeg slet ikke havde regnet med. Jeg havde aldrig set mig selv som MC eller rapper. Jeg var først og fremmest en, der lavede musik, og så syntes jeg bare, det var sjovt at rappe med mine venner. Mange af vores venner var dygtige rappere og indtil da var vi mere vant til, at det var dem, der fik respons på deres ting. Jeg kan stadig huske det som noget meget specielt, hvordan publikum reagerede.”
