Vinylplader der er værd at investere i

Vinylplader der er værd at investere i

Vinylplader: Fire du skal investere i, fire du skal undgå

Den gode gamle vinylplade er i stigende kurs over hele verden. Og der kan være penge at hente. Her er de områder, du skal fiske i.

Der er få forbrugsvarer, der er i så kraftig vækst som vinylplader er det i disse år. Efter at have været dømt døde i årtier vokser pladesalget nu i en grad, så der nu åbner mange fysiske butikker, og at der er kommet en selvstændig hitliste for vinylerne.

Det betyder også, at nogle af de ældre plader kan være rigtig mange penge værd, hvis du har tålmodigheden til at trave igennem loppermarkeder og garagesalg. Men for at gøre jagten en smule nemmere har vi bedt to eksperter om at udpege, hvor guldet er mest og mindst sansynligt.

Fire du skal gå efter

Heavy metal-plader:
 

”Generelt er metal-plader nemme at sælge. Metalfans har altid købt fysiske produkter – lige fra t-shirts til keyhangere og LP’er, DVD’er, CD’er og så videre. You name it,” fortæller Michael Sørensen, der er ivrig pladsesamler og i øvrigt manden bag velbesøgte musikquizzer på blandt andet Tinderbox og Heartland.

Han bakkes op af pladebutik Bo Ellegaard, der ejer RecordPusher i Odense:
”Jeg har lige sendt to heavyplader til Finland. Det var sådan noget ondt skovmetal; slå-mig-ihjel-agtigt. Dem fik jeg 7.000 kroner for i alt, og det var endda mini-albums.”

Vinyl fra 1992 og frem:

Bo Ellegaard: ”Da CD’en for alvor slog igennem i starten af 90’erne, sagde industrien, at LP’en var død, og derfor blev vinylpladerne trykt i meget små oplag. Det gør dem eftertragtede i dag. Jeg har lige solgt en brugt Goldfrapp-plade. Den var fra 2002, og den fik jeg 750 kroner for.”

Michael Sørensen: ”Mange ikke-kendere kigger på musikken og tænker, at det er afgørende. Sådan er det ikke altid. Tag David Bowies ”Black Tie White Noise”. Den er fra 1993, så derfor er den penge værd. Men mange bladrer forbi den, fordi det er sgu ikke en særligt god Bowie-plade. Men den er rigtigt, rigtigt sjælden på vinyl, fordi der blev trykt så få af dem.”

Bo Ellegaard: ”Og selv i dag bliver vinylpladerne trykt i små oplag. Der er plader, der er ude i en uge, og så er de udgået. Jeg fik en Ian Brown-plade ind i sidste uge. Jeg havde bestilt fem og fik dem alle på udgivelsesdagen. Samme dag var den streget ud hos leverandøren som udgået.”

70’er-rock:


Bo Ellegaard: “Kunstnere som Neil Young, Led Zeppelin, Pink Floyd, Ten Years After osv. er meget nemme at sælge – i hvert fald hvis de er i god stand. Det er svært at finde plader, der er så gamle, der er i god stand. Når det sker, bliver jeg næsten helt rørt over, at der er nogle, der har passet så godt på dem. Det kan godt være, at mange af dem ”kun” er 150 kroner værd, men det er stadig gode penge, hvis du har givet en tier for dem.”

Børneplader:




Bo Ellegaard: ”Børneplader med Kaj & Andrea, Cæsar, Bamse & Kylling ryger med det samme. Jullerup Færgeby, Emil fra Lønneberg... Og alt med Thomas Winding på er guld værd. Det er ikke store penge, men det er nemt-nemt-nemt at sælge. Sådan har det altid været. Cirkeline kunne jeg sælge flere hundrede af, hvis den blev genoptrykt.”

4 du skal holde dig fra

80’er-plader:



Bo Ellegaard: ”De store mainstream-bands fra 1980’erne blev trykt i store oplag. Level 42 og alt det dér crap. Bryan Adams, Rocazino, Bruce Springsteen... Du kan fodre svin med de plader. Der er stadig nogle købere til dem, men det er sådan nogle, du stiller i rodekassen og får 20 kroner for, hvis du er heldig.”

Michael Ellegaard: ”Der er stadig 80’er-plader, der er svære at få fat på: The Clash, Ramones og den slags. Egentlig også Neil Young. Men generelt er plader fra det årti ikke meget værd.”

Tysk schlager:


Bo Ellegaard: ”Hu-ha, nej! James Last og sådan noget. Det er kropumuligt at sælge.”

Klassisk musik:

Bo Ellegaard: ”Der er et marked for klassiske vinylplader, men det er et meget lille marked. Selv om nogle af de klassiske plader kan være gode penge værd, kan det være utroligt svært at finde købere til dem – undtagen, hvis de er fra Deutsche Grammophon (gammelt tysk pladeselskab, der blev grundlagt i 1898, red.). Hvis de er derfra, er sandsynligheden for at få dem solgt større.”

78’ere:

Bo Ellegaard: ”De gamle lakplader – altså 78’erne, som de kaldes – er nul kroner værd! De skal afspilles med 78 omdrejninger i minuttet, og det er der næsten ingen pladespillere, der kan. Og det er skodlyd. Hver uge kommer der nogle herind og spørger, om jeg vil købe deres 78’er-plader. Det vil jeg ikke, og jeg kan ikke engang henvise til en samler. Der er vist nok et par samlere i Danmark, men jeg ved ikke, hvem de er, eller hvor de bor.”

 LÆS OGSÅ: Jagten på det sorte guld: Vinylplader kan være en god investering

LÆS OGSÅ: Peter Sommer: Den her plade imponerer mig, og den her hører jeg í smug

LÆS OGSÅ: NorthSide 2016: Beskidt energiudladning, pivkølige nattetimer og vigtigst af alt…

Se, hvad vi ellers skriver om: Vinyler og Investering