For et stykke tid siden, før sommerens ankommen, og i hvert fald lang tid før hedebølgen trak op på vore breddegrader, hørte jeg om en bekendt, der simpelthen følte sig så stresset forud for sommeren, både fordi hun skulle nå at se alle mulige venner og bekendte, før der for alvor gik ferie i den landet over, og fordi hun i sine egne tre ugers ferie simpelthen havde fået strikket så hektisk et program sammen for sig selv, at også dét – selve ferien – pludselig var en stressfaktor.

Hvilket fik mig til at tænke på en befriende inaktiv sommer, jeg havde for nogle år tilbage. Jeg var studerende, så vidt jeg husker, i hvert fald havde jeg, hvad der føltes som et halvt års sommerferie. Planerne var ikke store, faktisk var de så godt som ikkeeksisterende. Sådan har jeg altid godt kunnet lide det, bare kick back i vores yndige land, tæt ved brede bøge og bølgen blå. For når solen skinner her, giver det hele sig selv, og når den ikke gør, er der cykelløb i fjernsynet, måske endda også en fodboldslutrunde, hvis man har lov at være heldig.

Nå, men, det var så den her specifikke sommer, og jeg startede min guldfarvede Toyota Yaris, som jeg dengang ejede, op og kørte hjem til min mor, der bor i den by, hvor jeg er vokset op. Byen hedder Møldrup, godt 1.300 mennesker bor der, og den er sandt at sige ikke kendt for ret meget, måske lige med undtagelse af at have haft Henrik Dalsgaard, forhenværende højre dør på fodboldlandsholdet, rendende på dets seriemandskab.

Hos min mor skulle jeg hænge ud med min barndomsmakker Peden, mere detaljeret var planen sådan set ikke, ud over at vi vidste, at hele uge 30 skulle gå med den store byfest Revlingefesten – en otte dages begivenhed, der for en møldrupgenser virkelig ikke er til at kimse ad.

Men der var længe til uge 30, og vejret var dårligt. I begyndelsen var det ok: Vi kunne jo se ting i fjernsynet, game, drikke os fulde. Eller køre en tur i min Yaris, som vi kaldte for Guldfuglen. Det her med at køre en tur kan godt være lidt svært at forklare for folk, der aldrig bare har kørt en tur, men her begynder vi faktisk at nærme os kernen af de her ord: at køre en tur har nemlig ikke nogen opstyltede forventninger om massive oplevelser indlejret i sig. Det handler bare om at køre planløst rundt og snakke lidt sammen.

Det dårlige vejr blev ved. Dagene begyndte at indtage en forudsigelig form: Vi stenede, satte film på, gamede, stenede lidt mere, indtil en af os ville spørge: Skal viii drikke nogle øl? Og så gjorde vi det og blev fulde og vågnede op dagen efter og med en vis sandsynligvis gentog affæren.

Men så, en eller anden dag, sad vi ude i husets drivhusagtige tilbygning, som vi kalder for udestuen, og det dryppede på taget, og vi havde endnu en gang ingenting fået bestilt af nævneværdig karakter, da en af os – hvem husker jeg ikke lige – foreslog den anden, at vi kunne gå i gang med at bygge en tandemcykel, som vi sammen kunne cykle på til det heftigt imødesete cykelløb under den mægtige byfest? Aha, vi spærrede øjnene op. Og så, ja, så kunne vi også bygge et ordentligt skrummel af en højtaler, som vi så kunne spænde bag på og virkelig sætte gang i løjerne?

Jo, det var genialt, og vi gav os til at bælle en masse øl for ligesom at fejre os selv og vores idérigdom og tilføre brændstof til det utæmmelige entreprenørskab, der jo helt unægteligt voksede inde i os – durk ud af vores ingentinghed!

Hvad der dernæst fulgte, var ikke en uovertruffet sej cykel og ej heller – i hvert fald ikke retrospektivt – nogen sej højtaler, og Peden og jeg, hvis hænder frem til dette punkt mest af alt havde været anvendt på computermuse, musikinstrumenter eller på os selv, måtte tilmed søge en hel del hjælp fra vores mere praktisk smarte kammersjukker, og nå ja, Pedens gamle morfar måtte såmænd også hives ind for at svejse de to åndsbollede cykler, vi havde fundet på Den Blå avis, sammen, men det er sådan set pointen uvedkommende.

Ja, fordi pointen er, at vi havde det helt vildt dejligt, selv om vi ingen planer havde, ingen bizarre forhåbninger om at skulle se alle mulige mennesker eller opleve pæne steder eller læse alle mulige lange bøger. Måske havde vi det nemlig helt vildt dejligt, netop fordi vi ingenting havde sat os for. Og dermed heller ingen selvskabte fornemmelser af stress og mangel på tid.

Vi drev bare med vinden den sommer som to hvide vipstjerter, der var klar på det meste. Eller som to berusede og ovenud formålsløse fjolser, men herregud!

Hvorom alting er, så flyder årene i hvert fald forbi som en brast dæmning, som John Prine plejede at synge, så nu vil jeg altså se efter at få lavet ingenting, før sommeren er forbi.