”Det er en ret begrænset disciplin, og derfor kan det, der foregår, blive enormt raffineret. Jeg ved ikke så meget om ure, men jeg ved lidt om Grand Seiko. Det fascinerer mig, at der er så lidt, der skal til, fra at et armbåndsur går fra at være almindeligt til at være pænt til ligefrem fantastisk.
Man ved ofte med det samme, om uret fanger en, men det kan tage enormt langt tid at finde ud af, hvad er det egentlig, der gør, at man bliver optaget af det. Og så er ure fascinerende fordi, der er så mange, især mænd, der går op i dem. Man kan aflæse meget om, hvad en mand gerne vil have, at man skal tænke om ham, ud fra hans ur.”
”Jeg fik mit første Seiko-ur af mine forældre, da jeg blev uddannet læge. Det var et kvartsur med kronograf og månefase. Det er stadig et flot ur, som kostede 2.000 kroner i 1987.
Det ur gik jeg med i mange år, indtil jeg købte et Omega Speedmaster, fordi jeg syntes, at det var det mest videnskabelige ur, man kunne få (Speedmasteren var det første ur på Månen, red.).
Så begyndte jeg at rejse til Japan og købte et kæmpestort Seiko Astron, som fungerer via solceller og GPS. Hvis du har det i skuffen, så går det i stå, men lægger du det ud i solen, så lader det sig selv op, finder en satellit og indstiller den præcise tid og tidszone.
Det er et godt ur at have, hvis der kommer en atomkrig, og der stadigvæk findes satellitter. Det er dog for stort til mig, og det er faktisk også lidt grimt, men jeg har svært ved at skille mig af med det, fordi jeg så godt kan lide idéen med det.”
scroll-down
