Dorin Larsen ankommer til Vemmelev sammen med tre andre mænd i en kassevogn. Den lille soveby har et par tusinde indbyggere. Dorin Larsen kender byen og alle dens veje, og han kender også banken. Hans forældre bor i Vemmelev, og Danske Bank-filialen er deres bank. Forældrene bor kun få husnumre
derfra.

Det har gjort planlægningen nemmere, at Dorin Larsen er stedkendt og har været i byen mange gange før. Men han har ét forbehold for gruppen. Hvis hans forældre befinder sig i banken, når de sparker døren ind, trækker de sig igen. Trods forbeholdet har Dorin Larsen valgt netop den bank, fordi den ligger perfekt. Der er hele 10 kilometer til nærmeste politistation. Antallet af flugtveje er uendeligt og trafikken minimal.

Det er torsdag den 13. december 2001. Klokken er 13, da den røde kassevogn triller ned mod Danske Bank på Stationsvej. De kører forbi SuperBrugsen og benzintanken og parkerer foran den lille bank i murstenshuset på hjørnet til Borgergade. De holder stille, men chaufføren slukker ikke motoren. Han holder bilen i første gear med en rastløs fod hvilende på speederen.

Dorin Larsen betragter banken gennem bilruden. I hånden har han en plastikpistol. Den har samme effekt overfor bankpersonalet som den ægte vare, men den kan ikke slå nogen ihjel, og det gør en verden til forskel. Havde det været et skarpladt våben i Dorin Larsens hånd, ved han, at han uden tøven ville bruge det, hvis det blev nødvendigt for at komme væk fra politiet.

Adrenalin fylder hans krop til et punkt, hvor han næsten ikke kan sidde stille mere. Han banker med knytnæven på den lille rude bag sig, som adskiller forsæderne fra ladet. Et signal til de to, der sidder inde i kassevognen. Han trækker elefanthuen ned over ansigtet, træder ud af bilen og løber hen mod banken med de to mænd bag sig.