scroll-down

David Lagercrantz skrev ’Jeg er Zlatan Ibrahimović’: ”Hvis du ikke tror på Gud, så tror du heller ikke på Zlatan”

Den 59-årige svenske forfatter blev berømt for Zlatan-biografien og førte ’Millenium’-trilogien videre fra Stieg Larsson. Her er, hvad han har lært om at være en underdog i en velstillet familie.

Af Jonas Langvad Nilsson
Foto: Sine Jensen
Mennesker Euroman

Hvornår gik det op for dig, at du har talent for at skrive?

”Jeg var ikke god til at skrive som barn. Jeg havde en mild grad af ordblindhed, så jeg lavede stavefejl i mine stile og fik ikke specielt gode karakterer. Men jeg forstod tidligt, at jeg var god til at opleve ting og genfortælle dem mundtligt og få folk til at lytte efter.”

Havde dine forældre ambitioner på dine vegne?

”Min far var skuffet over, at jeg arbejdede som journalist og skrev om kriminalitet. Han var forfatter og chefredaktør på datidens mest indflydelsesrige avis i Sverige, Dagens Nyheter. Han var en fremherskende person i landets intellektuelle verden. Han var en kompliceret mand, og det var en kompliceret familie. Flere af mine familiemedlemmer har kæmpet med depression, og nogle af dem har taget deres eget liv. Jeg har selv haft mørke perioder i mit liv.

Som ung tænkte jeg, at enten går jeg nedenom og hjem, eller også får jeg succes. For min far var det afgørende at få succes i livet. Han mente, at det værste, et menneske kunne være, var at være middelmådig. Så hellere ende på et sindssygehospital.”

Hvad betragter du som dit gennembrud?

”Jeg havde skrevet nogle romaner, som jeg virkelig brændte for, og så en dag ringede min forlægger til mig og sagde: ’Du skal være ghostwriter på en bog.’ Jeg sagde: ’Det kan du godt glemme, jeg vil være en seriøs forfatter.’ Så sagde han: ’Bogen er om Zlatan’. Jeg svarede: ’O.k., jeg vil gerne overveje det.’ Jeg mødtes med Zlatan, som på det tidspunkt lige havde forladt FC Barcelona. Han spurgte mig: ’Tror du på gud?’ Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. ’Det ved jeg ikke, Zlatan,’ sagde jeg. Hvortil han sagde: ’Så tror du heller ikke på Zlatan.’ ’Hvorfor?’ spurgte jeg. ’Fordi gud sendte mig til Rosengård for at spille fodbold.’ Jeg tænkte, at han havde storhedsvanvid.

Vi snakkede videre, han viste mig sine tatoveringer, vi talte om vores børn og om Muhammad Ali, som vi begge beundrede. Dér vidste jeg, at jeg ville skrive en bog om Zlatan. Jeg forstod, at hans historie handlede om at være en underdog, som kæmpede sig op fra Rosengård (belastet boligområde i Malmø, red.). Det var en følelse, jeg genkendte fra mig selv, selvom jeg er vokset op i en privilegeret familie. Jeg har aldrig følt, at jeg var god nok. Bogen blev en kæmpe succes. Den solgte 500.000 eksemplarer i Sverige på seks uger. Det var aldrig sket før for en bog, og det vil aldrig ske igen.

Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg ville opnå anerkendelse i litterære kredse for en bog om en fodboldspiller. Politiken kaldte bogen for en litterær sensation. Jeg var helt vildt glad og kunne næsten ikke tro det. Med Zlatan-bogen nåede jeg ud til folk, som aldrig havde været i nærheden af en boghandel eller et bibliotek. Det var en åbenbaring for mig, at man som forfatter kunne have litterære ambitioner og samtidig få et stort publikum.”

Hvad ville du ønske, din far havde sagt til dig?

”’Husk at nyde livet.’”

Var du god til det med piger som ung?

”Jeg var nervøs og turde ikke tale til de piger, jeg var interesseret i. I en periode havde jeg akne og var hæmmet af det. Senere havde jeg en periode, hvor jeg følte, at jeg ikke var så dum endda, og jeg indhentede alt det, jeg var gået glip af. Det var min sturm und drang-periode. Jeg havde hele tiden nye forhold, nogle gange flere på én gang.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Fodbold og Zlatan Ibrahimović