Hvordan synes vi egentlig selv, det går?

Det går sådan... nogenlunde. Men vi begynder at miste grebet, gør vi ikke?

Statsministeren og hendes magtfulde departementschef herhjemme er begge kvinder. For et par måneder siden blev der for første gang valgt en kvinde som vicepræsident i USA. EU-Kommisionen er anført af en kvinde, Tyskland er med den langt største økonomi i Europa ledet af en kvinde, og vores egen Margrethe Vestager er som konkurrencekommissær sat i front for at bide skeer med de helt store amerikanske tech-giganter – og hun lykkes med det.

Optaget på de længere videregående uddannelser har i 20 år været i kvindernes favør. Manden er stadig dominerende i toppen af erhvervslivet, men det er måske kun et spørgsmål om tid, før anciennitet og viden hos kvinderne bliver så omfattende, at de kommer i overvægt på topposterne i C25-selskaberne.

Så er det jo godt, at vi kan sætte vores lid til, at de vil behandle os mænd lige så pænt, som vi har behandlet dem de seneste mange, mange år. Oh well...

Ser vi nøgternt på det, står vi som mænd i lidt af en møgsituation. Og en stor del af den er selvforskyldt: Gennem historien har vi plyndret, befalet, tiltusket, korrumperet, beordret, kneppet og myrdet os vej gennem tilværelsen. Vi har siddet på tronen, i ministerier og på formuer i stort set alle tænkelige konstellationer. Vores dominans har været total. Og først nu er vi ved at se et skred, der rent faktisk kan mærkes. Ikke kun i toppen af samfundet, men i den grad også nedefra.

Kvinderne har fået ørenlyd. Og hul igennem. Det er som om, at vi skulle igennem første-, anden-, og tredjebølgefeminismen, før kvinderne endelig fandt fælles fodslag og rettede skytset mod dem, der havde sat røven i klaskehøjde: Den hvide, heteroseksuelle mand.

Men så er det godt, at vi mænd kan stå last og brast ved hinandens skuldre og gævt kæmpe imod udviklingen hos kvinderne og afviklingen af os selv, ikke sandt? Nej.

For opgøret er uundgåeligt, og det skal langt størstedelen af os mænd rent faktisk glæde os over. For det er godt. Vi kommer til at se en helt ny dag, der gryr.

Det er nemt at gøre en kvinde fortræd. Du er hende fysisk overlegen, og verdenshistorien har indtil nu dikteret, at du er det stærke køn. Strukturen i samfundet gør, at du formentlig har mere magt over hende. Det samme kan man sige om dit forhold til homoseksuelle, sorte og minoriteter, der ikke er født med de samme fordele som dig.

Men det er hverken krævende, svært eller hårdt at lade være med at krænke nogen. Det ved jeg selv, og det ved de mange, mange mænd, der dag ud og dag ind står i situationer, hvor de har muligheden for at være grænseoverskridende – men som ikke kunne drømme om være det. Mænd som du og jeg, for hvem god opførsel ikke bare handler om den rigtige jargon med drengene i omklædningsrummet, men om rent faktisk at behandle alle medmennesker lige og med respekt.

Manden anno 2021 kalder på en midtvejs-evaluering. Hvor kommer vi fra, hvor er vi på vej hen, hvor står vi egentlig. Det har vi sat os for at undersøge i denne udgave af Euroman.

Manderollen er interessant at diskutere, fordi der i dag er rigtig mange måder at føle sig som en mand på. Nogle har brug for at holde døren for en kvinde og betale regningen, når de er ude at spise. Andre kører stærkt på motorcykel. Nogle vil ind til kernen og græde ud i mandefællesskaber. Andre, som mig selv, tager fem måneders barsel (o.k, det var så lige et par måneder for meget til mit humør, men min hustru havde travlt med direktionsarbejde i en stor virksomhed). Og så er der det store, tavse flertal, der står op om morgenen, får en kop kaffe og tager hen på kontoret, inden de kører hjem og måske cykler sig en tur uden rigtigt at tænke over, om de er mænd eller mandige eller maskuline eller hvad forskellen i grunden er.

Dem vil jeg gerne slå et slag for: De helt almindelige mænd, der siden de var små, har opført sig fuldkommen normalt. Drenge og mænd, der er født af en mor og måske vokset op med en søster, og ved hvad det vil sige at respektere en kvinde og behandle hende som et ligeværdigt menneske, ikke som et bytte. Mænd, som befinder sig på den rigtige side af historien; ikke fordi det er et aktivt valg, men fordi det modsatte havde været en absurd tanke.

Man kan argumentere for, at Euroman i hvert eneste udgave har et tema om manden. Fordi vi primært skriver om mænd – og til mænd. Et tværsnit af Euroman bør efter min mening afspejle manden på godt og ondt. Vi udvikler os konstant som magasin, og det gør vi, fordi manden og ikke mindst mandens rolle udvikler sig.

I disse år går det rigtig stærkt. Derfor kalder tiden gevaldigt på, at vi kigger hinanden i øjnene og spørger, hvordan vi går og har det. Både på arbejdet, i følelseslivet og i dobbeltsengen. Både når livet former sig, som vi havde håbet, det ville, men bestemt også, når det vil på afveje. For det er det, der gør os til hele mennesker.

Det er komplet umuligt at sætte to streger under et mandeideal i dag, for det findes ganske enkelt ikke. Manden vil ikke sådan lade sig indfange og indramme, heldigvis. Idealet er flerstrenget, og selv hos den enkelte mand kan mange forskellige identiteter sameksistere. Nogle gange er vi store og stærke. Andre gange er vi ved at gå i opløsning.

I vores aprilnummer gør vi alligevel et forsøg. Vi taler med en masse meget forskellige mænd om det sted, de er, i privatlivet eller i karrieren, og om hvilke tanker de gør sig om det. Nogle stormer afsted. Andre trækker vejret ind og skifter kurs. Nogle er langt i livet, andre er knap nok kommet i gang. Hver især er de et lille penselstrøg i det store billede, vi forsøger at male af manden af i dag.

Vores aprilnummer er på gaden på torsdag og artiklerne vil løbende blive publiceret her på euroman.dk.