”Det er løgn, hun abdicerer,” udbrød jeg med en kaviarproppet blini i mundvigen og et glas champagne i hånden klokken lidt over 18 den 31. december sidste år. Jeg var næppe den eneste. Dronning Margrethe meddelte i sin nytårstale, som hun havde holdt over 50 gange før, at tiden som regent var ovre. Kronprins Frederik skulle udråbes til konge 14 dage senere.
Min næste tanke var: ”For helvede da.”
På Euroman har vi tradition for med jævne mellemrum at lave magasiner, hvor de mandlige repræsentanter fra kongehuset pryder forsiden. Da han var kronprins i 2012, havde Frederik forsiden i ensom majestæt, ligesom han senere også har haft den i selskab med prins Henrik og prins Joachim. Prins Joachim har også haft forsiden solo på et af de allerførste Euroman-magasiner tilbage i start-1990’erne, ligesom prins Nikolai (nu greve) for en håndfuld år siden indtog den.
Euroman har eksisteret i 32 år. Og uden at have rådført mig med samtlige af mine forgængere, tør jeg godt på vegne af alle tidligere chefredaktører sige, at ingen mand i dette land har mere format end en konge, når det kommer til at rydde forsiden.
Derfor var der heller ikke tvivl om, at kong Frederik selvfølgelig skulle på forsiden af magasinet.
Men, men, men: Præmissen for et månedsmagasin er, at vi altid er håbløst uaktuelle. Euroman findes selvfølgelig på nettet og sociale medier, men vores månedlige udgivelse i papirform udkommer med så stort interval, at vi umuligt kan hægte os på aktuelle dagsordener. Det fik vi i den grad at føle, da Dronningen fortalte os alle, at hun abdicerede uden noget som helst hensyn til vores deadlines eller udgivelsesplan.
Op til juleferien havde vi færdiggjort den udgave af Euroman, der udkom i midten af januar. Løbet var kørt; vi kunne umuligt nå at hægte os på den aktuelle historie om tronskiftet. Ligesom alle andre medier kom meldingen om abdiceringen som en enorm overraskelse for os. En beslutning, der ændrede alle dagsordener og overtog mediebilledet nærmest nonstop i to uger.
Men efter det første chok havde lagt sig, måtte vi også minde os selv om, at det uaktuelle netop er vores styrke. For hvis man ikke kan være først, må man være bedst. Og det er altid ambitionen.
Magasinjournalistikkens opgave – og eksistensberettigelse – er at gå dybere end de andre. Det er derfor, vi insisterer på at bruge mere tid med vores kilder end bare et kort telefoninterview. Det er derfor, vi vil hele vejen rundt om en person, når vi portrætterer vedkommende. Og det er derfor, vi tager os tiden til at give sproget den kærlighed og grundighed, vores læsere fortjener.
Kan man sige noget om kong Frederik, der ikke allerede er blevet sagt? Det mener vi faktisk godt, vi kan. Derfor har vi dedikeret dette nummer til ham med et tema, der kommer så langt rundt om ham, som vi kan forestille os.
Vi har inviteret en række mænd til at give en gave til kongen, vi har set på hans jobbeskrivelse, kigget på hans ur og hans biler, mødt en ung republikaner, inviteret både fortalere og modstandere af kongehuset til at spå om hans fremtid, og fået Esben Bjerre og Peter Falktoft til at skrive et brev med gode råd og betragtninger, som kan være nyttige for Kongen i det nye embede.
Man siger, at alt må forandres, så alt kan forblive, som det er. Sådan er det også med kongehuset, der er underlagt det evige paradoks, at det både skal være en institution, der følger med tiden og et sted, hvor alt er som i gamle dage. Og uden at sammenligne Euroman med kongehuset, så er det også vores opgave at spejle tiden og reflektere over de store skift i samfundet, når de sker.
Opgaven er givet. At regere Danmark er nu kong Frederiks fornemste rolle. Og Frederik: Hvis De en dag har tænkt Dem at abdicere før tid, så giv lige en heads up i tide. Vi vil gerne gøre en undtagelse med det med aktualiteten, når nu det drejer sig om Dem og kongehuset.
Tak for at læse Euroman. God fornøjelse.
Kristoffer Dahy Ernst
Chefredaktør
Det nye magasin er på gaden torsdag den 22. februar, og vil du købe forsiden som plakat, kan du gøre det lige her.
