Naturligvis var han i kilt, da han modtog sin medalje. Det var i 2009 på slottet Blair Castle midt i højlandet, og Martin Markvardsens årelange, passionerede kærlighed til Skotland og dets mest berømte eksportvare var ved at blive gengældt.

Forinden havde der været sækkepibemusik fra slotsgarden, og nu stod han på den røde løber og skulle indlemmes i et eksklusivt selskab. Formandskomiteen, der havde fundet ham værdig til titlen, overrakte ham en medalje og en lille sølvkop, og Markvardsen erklærede sit troskab til whiskyverdenen. Nu kunne han kalde sig Keeper of the Quaich.

Quaich’en, en traditionel whiskykop i sølv, overrækkes til særligt udpegede personer, der vurderes at have ydet en ekstraordinær indsats for udbredelsen af skotsk whisky, og det var oplagt at komme i kilt til ceremonien.

Men hvor de andre modtagere den aften var i typiske klanternede kilte, kom Martin Markvardsen, der på det tidspunkt boede på den nordskotske ø Orkney, hvor der ikke er tradition for tern, i en helt sort kilt.

Men Markvardsen, der havde gjort sig fortjent til hæderen gennem arbejdet som brandambassadør for destillerierne Highland Park, Macallan og Famous Grouse, havde ingen problemer med at skille sig ud. Det havde han gjort, lige siden han i 1998 tog til Skotland for at søge arbejde på et destilleri.

”I dag er jeg respekteret. Men i begyndelsen skulle jeg arbejde hårdt for at vise, at jeg som dansker vidste, hvad jeg lavede. Jeg har været nødt til at sætte mig ekstra godt ind i tingene,” siger Martin Markvardsen, der i dag rejser verden rundt til messer og private smagninger for at promovere flaskerne fra Macallan og Highland Park blandt whiskynørder og potentielle kunder.

Og det er ikke hvilket som helst produkt, han sælger. Macallans sjældneste dråber går for op til flere millioner flasken, og whisky er i det hele taget et investerings- og statusobjekt for de super rige.

Markvardsen får for eksempel mange sms’er fra en fyr i sydøstasien, der ejer 12 flasker 50 årig Macallan, men savner tre ekstra eksemplarer, så han kan ramme det pæne tal 15 med sin samling. De flasker er bare slet ikke aftappet og blendet endnu, så det er ikke noget, der kan ske ved et fingerknips, selv om kunden er klar til at flyve en helikopter ind på destilleriet, så snart de eftertragtede flasker er klar.

I mange år brød Martin Markvardsen sig ellers slet ikke om smagen af whisky. Hans første brandert, i en flaske Ballantine’s, gav ham afsmag for hele whisky-familien, og i mange år rørte han den ikke. Til gengæld gik han op i boksning og kom på amatørlandsholdet.

Ved siden af fik han arbejde som dørmand i det københavnske natteliv, blandt andet på det nu hedengangne diskotek Exalon på Strøget. Det var ikke et ufarligt erhverv, en gang blev der skudt på ham og hans kolleger, uden at de dog kom noget til.

”Det var et meget naturligt arbejde at få for en bokser. Der var et godt kammeratskab blandt os, og man mødte mange mennesker. Men det var mest for pengene. Det var ikke fordi jeg tænkte juhu, inden jeg skulle på vagt.”

Alligevel tog det ene år det andet, og Martin Markvardsen fortsatte med det potentielt farlige job i perioder af sit liv, hvor han havde brug for at supplere sin indtægt.

Sidst i 80’erserne blev behovet for at lave nattearbejde dog betydeligt mindre, da han påbegyndte en 10-årig karriere i Søværnets militærpoliti. Samtidig var han så småt begyndt at nippe til den skotske whisky og endda at samle lidt på flasker.

Og da han i 1989 var på en øvelse i Skotland med søværnet, opsøgte han på egen hånd et destilleri i Glenkinchie uden for Edinburgh for at blive klogere på processen, der leder frem til, at den gyldne væske ender på flaske.

I dag har ethvert destilleri et besøgscenter, der står klar til at tage imod whiskyturister, men dengang var det bare altmuligmanden, der stillede kosten for at vise ham rundt blandt buldrende kedler og gamle egetræsfade.

Martin Markvardsen blev fascineret af den faglige stolthed, som destilleriarbejderne fremviste, og af alle historierne om den skotske nationaldrik, der først blev fremstillet af munke i senmiddelalderen, og i 1700- og 1800-tallet levede videre i bedste velgående hos højlandets hjemmebrændere og smuglere, der stædigt trodsede lovgivernes tunge beskatninger.

Han begyndte at læse en masse bøger om whisky og at arbejde frivilligt på skotske destillerier i sine ferier, eller når han havde optjent afspadsering. Til at begynde med, var det praktisk arbejde. Der er mange tønder at flytte rundt på i et destilleris lagerhaller.

Senere begyndte han at lære mere om selve maltningen af byggen, som whiskyen brygges på, om destilleringsprocessen, der forvandler brygget til spiritus, og om fadlagringen, der forædler produktet til whisky. På destilleriet Bowmore opøvede han sin gane og næse under vingen på den berømte master distiller Jim McEwan.

”Cognac og rom smager udmærket, men det får aldrig den samme plads i mit hjerte. Det er fantastisk, hvordan hvert enkelt destilleri har sin egen historie og måde at gøre tingene på. Den forskellighed i smagen, man finder i whisky, fra det allermest røgede til det meget lette, den gør, at jeg aldrig bliver træt af at beskæftige mig med det,” siger Martin Markvardsen, der efter at have taget en skotsk eksamen i destillerings- og bryggeprocesser i 1998 sagde sit arbejde i militærpolitiet op og flyttede til Skotland for at arbejde fuld tid.

Efter et par år flyttede han dog hjem til Danmark igen for at arbejde med whiskysalg. Men han savnede Skotland, og da han i 2004 fik tilbudt et job i Skotland som whiskymanager på det berømte Craighellachie Hotel - centralt placeret på mange whiskykenderes pilgrimsrute i Speyside i det nordøstlige Skotland, hvor over 40 destillerier ligger tæt strøet ud over landskabet - var det en nem beslutning.

”Skotland er mit andet hjem. Jeg føler mig næsten bedre hjemme end i Danmark. Folkefærdet er helt specielt og venligt. De er gode til at være afslappede og alligevel have tingene i orden, så man altid når det, man skal, alligevel. Når jeg får muligheden, flytter jeg tilbage,” siger Martin Markvardsen, der i dag bor i Danmark med sin 16-årige søn, der har sit liv og sin gymnasiegang her.

Martin Markvardsens karriere som brand ambassador begyndte i 2006, da Edrington Group, der blandt en masse spiritusmærker har whisky fra Famous Grouse, Macallan og Highland Park i sin portefølje, headhuntede ham til at rejse over hele verden og udrede kendskabet til deres produkter.

Imellem rejserne fik han også tid til at tilbringe en del tid på destillerierne, først og fremmest på Highland Park på Orkney-øen, hvor han boede i en periode. Her kom han helt ind i værkstedet, hvor destilleriets masterblender tilsmager og sammensætter whiskyerne af helt op til 50 forskellige fade. Nogle af dem har rummet bourbon, mens andre har været påfyldt sherry, og der er stor forskel i smagen, alt efter, hvad der har ligget på dem, inden de blev fyldt med whisky i deres andet liv.

”Det er vildt spændende. Skal den være frugtig? Skal den være mere sødlig? Det kræver, at man kan adskille de forskellige noter og små bi-noter, som man først finder, hvis man fortynder med vand. Master distilleren kan altid smage, om der lige skal lidt mere bourbon eller sherryfad til for at få den til at balancere. Der er ikke noget, der kommer ud af døren, uden at han har godkendt det.”

I løbet af årene kom Martin Markvardsen tættere på processen med at få whisky ud af døren og møde efterspørgslen fra kunder, messer og smagningsarrangementer, uden at der bliver gået på kompromis med den høje kvalitet.

”Whisky handler om tålmodighed. Man er nødt til at have respekt. Lagringen af fadene tager den tid, den tager. Men når fadene skal aftappes, så skal det gå stærkt. Hvis man får et opkald fra et marked, der ønsker noget 12-års, så skal man finde og sammensætte de fade, der giver produkterne, i en fart. Jeg har taget evnen til at være præcis, årvågen og kontinuerlig med mig fra min tid i militærpolitiet.”

Martin Markvardsen oplevede den foreløbige kulmination på sin karriere, da han i 2009 blev hædret ved Keeper of The Quaich-ceremonien.

”Jeg var utrolig stolt over, at industrien havde lagt mærke til mig, og jeg tog imod hæderen med stor ydmyghed,” siger Martin Markvardsen, der efter den dag har haft ret til at bære en gul, blå og sort kilt. Keeper-kiltens farver symboliserer det blå vand, den gule byg og den mørke tørv, som anvendes til destillering af whisky.

Under talen til optagelsesceremonien kaldte komiteformanden Martin Markvardsen for en sand whiskyambassadør, fordi han kun drikker produkter lavet af korn, og ikke nogen på druer, altså ikke noget vin.

”Det viser, at de har lagt mærke til mig,” siger Martin Markvardsen, der naturligvis får smagt på en hel del whisky i embeds medfør. Men han gider ikke at drikke sig fuld i arbejdstiden.

”Hvis man skal leve i den her branche, er man nødt til at have selvdisciplin. Ellers går du hurtigt ned på det.”

Når Martin Markvardsen en dag mister energien til at rejse verden rundt og får mulighed for at flytte tilbage til Skotland, leger han med tanken om at blive en del af blenderteamet på Highland Park-destilleriet på den smukke klippeø Orkney.

Om at blive en af dem, der er med til at smage de fineste bi-noter og godkende de færdige produkter. Med tålmodighed, men alligevel til tiden.

”Det er min drøm.”

Euroman var inviteret til at besøge Macallan-destilleriet af Edrington Group.

LÆS OGSÅ: Stor succes med mikro-bryg: De brygger i Arizonas ørken og åbner øltempel på Nørrebro

LÆS OGSÅ: Kaffe er det nye mikrobryg, som er det nye whisky

LÆS OGSÅ: Billig sprut: Bartendere vælger fem gode flasker under 150 kroner