Har du nogensinde været i livsfare?
”Ja, to gange. Da jeg var 20 år og i militæret, var jeg involveret i et alvorligt færdselsuheld i Sønderjylland. I syv døgn lå jeg bevidstløs på Tønder Sygehus. Flaget på min kaserne, Søgårdlejren i Kliplev, var allerede gået på halv, og mine forældre kom ned fra Silkeborg for at tage afsked. Men så vågnede jeg pludselig. Lægerne udbrød: ’Nå, han kom sgu til sig selv igen,’ og de sagde, at jeg ikke ville komme mig uden mén. Det gjorde jeg heldigvis, undtagen nogle uforklarlige svimmelanfald.
Den anden gang var den selvsamme dag, jeg blev fastansat i politiet, den 1. april 1977. Jeg og en ældre kollega blev kaldt ud til en slikbutik på Jagtvej. Nogle unge rødder havde forsøgt at begå tyveri i butikken, og dem fik vi fat på. Da vi stod med dem ude ved patruljevognen, sagde den ene: ’Ham den gamle ejer inde i butikken har en pistol.’ Jeg gik tilbage for at tjekke op på ham. Gulvet i butikken flød med lakrids og chokolade, og ejeren havde forskanset sig i baglokalet. Jeg spurgte ham stille og roligt, om han havde en pistol. ’Ja, hænderne op,’ svarede han og hev en pistol frem fra krigens tid. Min daværende kone var gravid med min datter, og jeg blev oprigtigt talt bange for, at han ville skyde mig. Han var en tidligere modstandsmand, som boede med sin mor, og han var gået helt i sort over det tyveriforsøg. Han holdt mig og en kollega som gidsel i næsten en time, og Jagtvej og Tagensvej blev spærret af. Men til sidst – efter en kort skudveksling – fik vi talt ham til ro. Der troede jeg, at det var slut, før det hele egentlig skulle til at begynde."
Bent Isager-Nielsen (født i Silkeborg i 1951) er forhenværende efterforskningschef i forskellige politikredse og drabschef ved Rejseholdet. Her var han i over 20 år med til at opklare nogle af de mest alvorlige drabssager og forbrydelser i Danmark. I 2018 gik han på pension fra politiet, men han holder fortsat foredrag. Han har udgivet en række populære bøger, heriblandt ’Man jager et bæst og fanger et menneske’. Seneste bog er ’De 7 dødssynder’ (Lindhardt & Ringhof), som bygger på samtaler mellem Isager og retsmedicineren Hans Petter Hougen.
Hvilken beslutning ændrede dit liv?
”At jeg søgte ind i politiet, hvilket bestemt ikke lå i kortene. Jeg kommer fra et helt almindeligt midtjysk middelklassehjem, og jeg var en af de første i familien, der blev student. Jeg charmede mig gennem gymnasiet til en nogenlunde eksamen og spankulerede rundt med langt, sjasket hår og lignede noget, der var løgn. Trompetbukser og Beatles-støvler, sådan nogle med spidse snuder og høje hæle. Og ja, jeg har da også røget hash. Jeg skulle starte på Aarhus Universitet, men en dag læste jeg en artikel i Aarhus Stiftstidende om en virkeligt dedikeret efterforsker, og så forlod jeg alt det, jeg havde, flyttede til hovedstaden og begyndte et helt nyt liv. Jeg startede fra bunden og kørte rundt i uniform på patrulje i København i flere år, før jeg blev kriminalbetjent. Da jeg var 29 år, slog de en ledig stilling op i Rejseholdet, dengang var det Danmarks svar på FBI, som jeg søgte og fik.”
Hvilken drabssag har betydet mest for dig?
”Joachim-sagen i Randers, den mest dramatiske børnedrabssag, jeg har arbejdet på. Den seksårige dreng blev i 1986, da han var på vej til bageren, samlet op af en mand på knallert, og tre dage senere blev han fundet dræbt i et skovbryn. Vi var på den sag i lang, lang tid, og vi afhørte mere end 2.500 mennesker. Det var først, da gerningsmanden tre år senere overfaldt to små piger, at vi fangede ham. Vi var længe om at regne ud, hvilken type drabsmand han var. Hvorfor gjorde han det mod børn? Angrede han? Ville han begå nye forbrydelser? Sagen betød meget, fordi den sendte mig på studierejser til USA og England for at blive klogere på DNA-analyser og gerningsmandsprofilering. Den fik stor betydning for, hvordan vi i Rejseholdet arbejdede med at identificere og stoppe serieforbrydere. Personligt fyldte den også meget for mig, fordi min datter var jævnaldrende med Joachim.”
Har du et ar, der fortæller en historie?
”Jeg har et hvidt ar på mit højre lår. Det stammer fra jeg var dreng og legede med en bold, som jeg ville kaste op i luften og så stikke hul i med en kniv. Problemet var bare, at jeg fik trukket kniven lidt vel langt tilbage og hamrede den direkte ind i mit lår. Nogle gange glemmer jeg det, men om sommeren, når jeg går i shorts og er solbrændt, træder det ar altid frem.”
Hvad er din største bedrift?
”At jeg har levet et meningsfyldt liv, og at jeg har et godt ægteskab og en kærlig familie. Plus at jeg kan se tilbage på 44 flotte år i politiet. Jeg er stolt over, at jeg nåede så langt i min karriere, som jeg gjorde. Selv om jeg kan mærke kroppens forfald nu, så føler jeg mig stadig ung i sindet. Jeg sejler fortsat i havkajak og bruger mange timer ved kysten med lystfiskeri. Så står jeg der i waders og prøver at fange havørreder, mens jeg ser på fugletrækkene. Jeg har fået mange gode indfald – også i forhold til drabssager – mens jeg har fisket efter ørreder. De kommer ud af den blå luft, og så har jeg tænkt: ’Gud, kan det virkeligt være sådan, det er sket?’”
Hvilken ejendel rejser du aldrig uden?
”Min hovedpude. Eller mine hovedpuder, faktisk. Jeg har en derhjemme, og så har jeg en i sommerhuset. For mange år siden havde jeg nogle voldsomme problemer med nakken og skulderen, som gjorde, at jeg havde svært ved at sove. Efter et godt råd anskaffede jeg mig en speciellavet Tempur-pude. Jeg har også en i en rejseudgave, og den har jeg altid med mig, uanset om det er en kort eller en lang tur, jeg skal ud på. Jeg kan slet ikke have de der puder på hotelværelserne, som springer op i fjæset på én, når man forsøger at bukke dem.”
Hvad er det bedste råd, du har fået?
”At jeg ikke skal tro, at jeg er verdens centrum. Jeg har tidligere haft en tendens til at tage mig selv frygteligt alvorligt, og med alderen har jeg lært, at det skal jeg være varsom med. Kirkegaard sagde: ’Livet skal leves forlæns, men forstås baglæns.’ Det motto har jeg så lavet min egen udgave af. Jeg kalder det AGPA: Afslappet. Glad. Positiv. Accepterende. Jeg har haft ret mange oplevelser, hvor jeg har tænkt: ’Hold da kæft, Isager, det motto er du ikke ret god til selv at efterleve.’ Men jeg er blevet bedre til at knække koden og til at acceptere alt det, jeg ikke kan ændre på.”
Hvis du kun havde en dag tilbage, hvad ville du så foretage dig?
”Jeg ville skynde mig at sige undskyld til dem, jeg har såret. Og så skynde mig at sige tak til dem, der har betydet noget. Dem, jeg elsker, og dem, det hele drejer sig om: Min kone, min datter og mine børnebørn.”
